Regeringen aner ikke, hvad den vil med velfærdsuddannelserne

Samfundet har hårdt brug for godt uddannede sygeplejersker, socialrådgivere, skolelærere og pædagoger fra professionshøjskolerne.

Hvis man ønsker en modernisering af den offentlige sektor, så er professionshøjskolerne nøglen. Det er der ingen regering, som har taget bestik af, siger Stefan Hermann, som er rektor på Metropol og ny formand for Danske Professionshøjskoler. Han efterlyser politikere, som lader handling følge ord.

Interview af Jacob Fuglsang bragt i Politiken 13. august 2017

Der er pisk til alle de videregående uddannelser i disse år. Pisken rammer også de mellemlange uddannelser til blandt andet lærer, sygeplejerske og pædagog. Men her svinges pisken med lukkede øjne, fordi regeringen trods højstemte ord om at modernisere den offentlige sektor ikke aner, hvad den vil med velfærdsuddannelserne.

Sådan lyder den barske beskrivelse fra Danske Professionshøjskolers nye formand, Stefan Hermann, der også leder Professionshøjskolen Metropol. Og piskeslagene over uddannelsessektoren kan blive slemmere, forklarer han, for uddannelserne har gjort sig selv sårbare over for kritik.

»Nogle politikere taler om de lærdes tyranni og en herskende akademisk klasse. Påstanden er, at uddannelserne ikke bidrager til samfundets sammenhængskraft. Derudover har særligt de akademiske uddannelser været kritiseret for at uddanne til ledighed. Der er, som om videregående uddannelse for første gang i årtier placeres på den forkerte side af det sociale og økonomiske fremskridt. Jeg tror, at vi hører den kritik, netop fordi så mange tager en uddannelse. For det betyder, at udgifterne til uddannelse eksploderer, og befolkningen får at vide, at udgifterne til statens uddannelsesstøtte fylder mere end de samlede udgifter til undervisningen. Kritikken bliver ekstra markant, fordi den kommer samtidig med en intern kvalitetsdiskussion, som blandt andet er opstået, fordi uddannelserne får så mange ind, og optager dem i bymiljøer. Samlet set kommer det til at ligne en omfordeling mellem land og by og mellem privilegerede og ikke-privilegerede, og faren er, at de videregående uddannelser havner på den forkerte side i kampen om fremskridtet. Det giver en potentiel legitimitetskrise i forhold til resten af samfundet«.

Du er rektor på en professionshøjskole, som uddanner lærere, pædagoger og sygeplejersker. Ingen anfægter da de uddannelsers legitimitet?

»Nej. Samfundet har hårdt brug for godt uddannede sygeplejersker, socialrådgivere, skolelærere og pædagoger. Men pointen er, at uddannelsessektorens samlede legitimitetskrise også går ud over professionshøjskolerne, og at vi er ved at havne på den forkerte side, når det handler om støtte. Tendensen i den økonomiske udvikling og teknologien peger i retning af stigende acceleration, kortere uddannelser og et arbejdsliv med flere skiftende funktioner. Det presser al uddannelse og forskning, som tager lang tid«.

Er det pres ikke bare et udtryk for, at I skal reformere jeres uddannelser, så de passer til nye opgaver i velfærdssamfundet?

»Jo, det er rigtigt, og det er stadig et meget åbent spørgsmål, hvordan for eksempel den rigtige læreruddannelse ser ud om 10-15 år. Det er givet, at vi skal lave noget om. Det ærgerlige i den forbindelse er, at regeringen ikke ser nogen stærk sammenhæng mellem dens forsøg på at modernisere den offentlige sektor og det, som sker på professionsuddannelserne og for eksempel på professionernes efteruddannelse«.

Det har vi vel set før. Der er kommet både en skolereform og nu en reform af daginstitutionerne, som ikke hænger sammen uddannelsernes indretning. Hvad mener du, at det er et udtryk for?

»Der mangler en sammenhæng mellem de politiske ønsker og ambitionerne på uddannelsesområdet; regeringen aner ikke, hvad den vil med velfærdsuddannelserne. Tag pædagoguddannelsen som eksempel; den er helt afgørende for mange mennesker og er Danmarks største og mest søgte videregående uddannelse, men den nyder kun beskeden politisk interesse. Det gælder også andre professionsuddannelser. For to år siden reviderede vi alle sundhedsuddannelserne. Det var en fodnote i ministeriet, og det er et problem, at uddannelserne ikke bliver bundet stærkt nok til udviklingen og modernisering af den offentlige sektor. Hvis man vil en modernisering af den offentlige sektor, så er professionshøjskolerne nøglerne. Det er der ingen regering, som for alvor har taget strategisk bestik af«.

Har professionshøjskolerne ikke også selv et ansvar for at stimulere det politiske system?

»Jo, og der sker mange positive ting, men jeg vil indrømme, at meget har været længe undervejs. Vi skal blive bedre til at komme med et bud, inden der kommer et politisk udspil. Det skal vi gøre for at hjælpe det politiske system. Men også for selv at gøre os tanker om, hvordan vi realiserer formålene. Se på læreruddannelsen: Den er vel omkring 40 procent lovgivning og struktur og 60 procent lokal ledelse, kultur og medarbejdere. Så der har vi et stort ansvar«.

Når jeg taler med studerende på professionsuddannelser, oplever de aflysninger af timer og obligatoriske opgaver, som ikke bliver læst. Hvordan passer det med dine ambitioner?

»Det holder naturligvis slet ikke, og jeg tror ikke, at det er så udbredt, som du får det til at lyde til. Professionshøjskoler skal ikke være universiteter. Men de skal være rigtige professionshøjskoler«.

Får de studerende så flere timer?

»Ja, vi skal arbejde med studieeffektiviteten. Det har vi et betydeligt ansvar for. Det handler ikke kun om kultur – det handler også om praksis og rutiner i undervisningen, og det handler om bedre feedback for at få de studerende til at deltage mere aktivt. Det skal vi ikke gøre, fordi Finansministeriet vil have det. Vi skal gøre det i respekt for de professioner, vi uddanner de studerende til. Det skal ikke være nemt at blive sygeplejerske eller lærer«.

Hvad skal der ske, hvis vi skal undgå, at professionsuddannelserne havner på den forkerte side af samfundsudviklingen?

»Nogle steder handler det om økonomi. Diskussionen må ikke stoppe med, at alt er løst med flere penge – for det er det ikke. Men det handler også om det. Andre stedet er opgaven, at man skal levere bedre kvalitet, bl.a. meget mere feedback og flere timer – men det skal organiseres, så vi ikke får et bevidstløst kapløb mod auditoriet. Vi må ikke behandle de studerende som kunder. Vi gav en feedbackgaranti for et par år siden, og da vi gjorde status efter et år, havde mere end hver anden studerende ikke brugt garantien«.

Omvendt kan de studerendes kritik – lige som politikernes – vel ikke ignoreres?

»Afgjort ikke. Vi skal lytte til de studerende – men ikke ud fra en opfattelse af, at kunden altid har ret. Vi skal lytte, men vi skal ikke altid gøre, hvad de siger«.

Interview bragt i Politiken søndag den 13. august 2017