Optag: Unge vælger uddannelse der fører til job

Stigningen i antal optagne på professionshøjskolerne sker på uddannelser til både den offentlige og private sektor
Stigningen i antal optagne på professionshøjskolerne sker på uddannelser til både den offentlige og private sektor

Flere unge vælger professionshøjskolernes uddannelser, der kombinerer teori med obligatorisk praktik og fokus på jobmuligheder. Særlig markant er fremgangen på uddannelserne til lærer (14%) og diplomingeniør (33%)

22.197 studerende. Så mange er blevet optaget på professionshøjskolernes uddannelser. I forhold til sidste år er det en stigning på 687 personer eller 3 procent. Det er godt nyt for danske virksomheder og offentlige arbejdspladser over hele landet. En tidligere analyse har vist, at professionshøjskolernes uddannelser har stor betydning for regional vækst og jobmuligheder.

Stigning på både offentligt og privatrettede uddannelser
Stigningen i antal optagne sker på uddannelser til både den offentlige og private sektor. I forhold til sidste år optages der i 2016 14 procent flere på læreruddannelsen og 33 procent flere på professionshøjskolernes diplomingeniøruddannelser. IT uddannelserne stiger med 16 procent, og på fx Maskinmesterskolen København meldes der om fremgang på 9 procent.
Det glæder formand for professionshøjskolernes uddannelsespolitiske udvalg, rektor Erik Knudsen, UC Lillebælt:

”Stigningen i optaget er et vigtigt signal for samfundet. Tallene viser, at de unge i deres valg af uddannelse fokuserer på, hvor det er muligt at få job som nyuddannet uanset om det er i private eller offentlige virksomheder. Vores uddannelser er bygget op omkring en unik kobling mellem teori og praksis, som gør, at det man lærer i løbet af uddannelsen konkret kan omsættes i praksis i forhold til den virkelighed, der møder én på en fremtidig arbejdsplads. Det tror jeg tiltrækker mange.”

Stadig ledige pladser
Der har været rift om studiepladserne, og professionsbacheloruddannelserne har den højeste andel ikke-optagne med 26 procent. Alligevel har professionshøjskolerne stadig ledige pladser på en række af sine uddannelser.

”På de enkelte professionshøjskolers hjemmesider vil man den kommende tid kunne se, hvor der er ledige pladser på vores uddannelser, så alle der ikke fik den plads de ønskede sig i første omgang har mulighed for at se hvor de fortsat kan at søge ind. Det håber jeg er en mulighed mange vil benytte sig af,” siger Erik Knudsen.
Samlet har de i alt 69 videregående uddannelser på professionshøjskolerne optaget 22.197 studerende.

Den opdaterede oversigt over optaget til professionshøjskolernes uddannelser kan ses på www.danskeprofessionshøjskoler.dk/tal-fakta

Fakta om optag på de videregående uddannelser
30. juli: Alle ansøgere får svar på deres ansøgning. Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggør KOT-hovedtal på www.ufm.dk/optag

30. juli: Ledige pladser: Uddannelser med ledige pladser, der stadig kan søges, kan findes på www.ufm.dk/optag/ledige-pladser eller på de enkelte institutioners hjemmesider

1. september: Studiestart for de fleste uddannelser (en række uddannelser har også studiestart 1. februar).

Oktober: Resultatet af optagelsens 2. runde og dermed endelige optag opgøres. Mellem 1. og 2. runde vil nogle ansøgere takke nej til tilbudte pladser, mens andre vil søge ledige pladser.

Søgning og optag i 2016
Det samlede søgningstal var 94.744 ansøgere. 66.439 ansøgere er per 30. juli blevet tilbudt en plads ved en videregående uddannelse.
Søgning og optag i 2015 Det samlede søgningstal var 93.924 ansøgere

For yderligere kommentarer kontakt:
Formand for Professionshøjskolernes Uddannelsespolitiske Udvalg, Erik Knudsen, 2960 5988 / erkn@ucl.dk
Direktør Danske Professionshøjskoler, Søren Nedergaard,  41319293 / sn@uc-dk.dk