Playful Learning har startet en ny månedlig podcast om forholdet mellem leg og læring – særligt hvordan vi formår at skabe en legende uddannelseskultur. Projektet er et langsigtet partnerskab mellem de danske professionshøjskoler og LEGO Fonden og omhandler både, hvad leg og læring betyder for børn og unges udvikling, men også konkret på fx pædagog- og læreruddannelsen. Nu er første afsnit af den nye Playful Learning-podcast på gaden, der stiller skarpt på ambitionen med Playful Learning-projektet og selve organiseringen på professionshøjskolerne: “Noget af det vi ser som det aller vigtigste er, at programmet er deltagerdrevet. Det er underviserne, der er eksperter i didaktikudvikling. Det er dem, der sammen med de studerende skal udvikle det her program”, siger Mette Lyager, programchef i Playful Learning, i det første afsnit.