Første professionsmaster er klar til start og skal løfte kvaliteten i landets folkeskoler og dagtilbud

Uddannelses- og forskningsministeren har godkendt to nye praksisnære professionsmasteruddannelser på professionshøjskolerne. Den første tager imod ansøgninger fra den 1. marts og skal give lærere og pædagoger et ekstra fagligt lag i arbejdet med at løse komplekse udfordringer med børn og unges trivsel og udvikling.

Siden regeringen og et bredt flertal i folketinget sidste år landede en reform af de professions- og erhvervsrettede uddannelser, har det stået klart, at det fremover skal være muligt at tage en helt ny type uddannelse på professionshøjskolerne: Professionsmasteruddannelser, der er en overbygning på kandidatniveau til professionsbacheloruddannelser.

Siden da har arbejdet med at forme uddannelserne været i fuld gang, og nu er den første professionsmasteruddannelse blevet til virkelighed, idet uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har godkendt to nye professionsmasteruddannelser målrettet lærere og pædagoger.

”Med professionsmasteruddannelserne tager vi et vigtigt skridt mod at løfte kvaliteten af helt centrale velfærdsområder, samtidig med at vi sikrer nye, spændende videreuddannelsesmuligheder for de fagprofessionelle. Det er et vigtigt skridt mod dygtigere pædagoger og lærere, der kan sikre læring, trivsel og udvikling hos børn og unge i alle landets daginstitutioner og skoler”, lyder det fra Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler.

Allerede til sommer kan de første studerende begynde på professionsmasteruddannelsen i pædagogisk-psykologisk rådgivning, som udbydes på alle landets seks professionshøjskoler. Ansøgningen åbner på søndag den 1. marts.

Et ekstra lag af viden og kompetencer til lærere og pædagoger

Professionsmasteruddannelsen i pædagogisk-psykologisk rådgivning giver lærere og pædagoger viden og redskaber til at handle i komplekse pædagogiske situationer og arbejde med at udvikle nye initiativer, der styrker landets dagtilbud, folkeskoler og fritidstilbud.

”Den nye professionsmasteruddannelse giver vores lærere og pædagoger et ekstra lag af viden og kompetencer – uden at give slip på virkeligheden i praksis, hvad enten det er på tumlingestuen eller i 7.b. Uddannelsen klæder dem endnu bedre på til at håndtere komplekse opgaver som fx inklusion og trivsel” siger Gitte Sommer Harrits, der er rektor på VIA University College og i spidsen for professionshøjskolernes fælles udviklingsarbejde med professionsmasteruddannelserne.

På uddannelsen får lærere og pædagoger fx redskaber til at gennemføre aktiviteter, der skaber trygge fællesskaber for alle børn og unge i dagtilbud, skole og fritidstilbud. Uddannelsen giver også kompetencer til at arbejde helhedsorienteret, hvor både børn og unges perspektiver samt samarbejdet med andre fagpersoner og forældre indgår naturligt i indsatsen.

Et vigtigt skridt mod attraktive professionsuddannelser

Professionsmasteruddannelser etableres som en del af den politiske aftale om professions- og erhvervsrettede uddannelser, der investerer i et omfattende kvalitetsløft af uddannelserne. Professionsmasteruddannelserne gør det lettere for fagprofessionelle at udvikle og specialisere sig inden for sin profession samtidig med, at man forbliver tæt på praksis og de borgere, det hele handler om.

”Vi har store forventninger til, at det vil bidrage til at gøre velfærdsrettede professionsuddannelser til fx pædagog og lærer mere attraktive – både for dem, der allerede er i professionerne, og for dem, der overvejer at vælge en professions- og erhvervsrettet uddannelses- og karrierevej”, siger Camilla Wang, forperson for Danske Professionshøjskoler.

I første omgang oprettes professionsmasteren i pædagogisk-psykologisk rådgivning til sommer 2026, hvorefter professionsmaster i undervisning og skoleudvikling’ oprettes til næste sommer.

Frem mod 2028, hvor reformen af de professions- og erhvervsrettede uddannelser vil være fuldt implementeret, vil der være i alt fire til seks forskellige professionsmasteruddannelser på landets professionshøjskoler. Fælles for alle professionsmasteruddannelserne er, at de fokuserer på løsninger af komplekse opgaver inden for velfærdsprofessionerne. 

Fakta om professionsmasteruddannelser

  • En professionsmaster er en etårig praksisnær overbygningsuddannelse på kandidatniveau specielt målrettet professionsbachelorer.

  • En professionsmaster fokuserer på praksis og anvendelse. Uddannelsen kobler teori og praksis tæt sammen, så viden og metoder får direkte relevans i praksis og afspejler behovet i professionerne.

  • Der etableres i alt 300 pladser på professionsmasteruddannelser i 2026 stigende til 650 uddannelsespladser ved fuld indfasning i 2028 fordelt på fire til seks professionsmasteruddannelser.

  • Professionsmaster er en fuldtidsuddannelse og de studerende modtager SU. Uddannelserne vil senere blive udbudt på både fuldtid og deltid.

Tilmeld nyhedsbrev