Gode takter i nyt regeringsgrundlag, mener Danske Professionshøjskoler

I Danske Professionshøjskoler tager forkvinde Camilla Wang godt imod det nye regeringsgrundlag. Det gælder ikke mindst forslagene om mere fleksible uddannelsesveje og afbureaukratisering. Men hun savner også tydeligere ambitioner for at løfte og udvikle kvaliteten på professionsuddannelserne på velfærdsområdet.  

Den nye SVM-regering har netop fremlagt sit nye og omfattende regeringsgrundlag. Regeringen vil bl.a. fremtidssikre det danske uddannelsessystem med mere frihed, fleksibilitet og sammenhæng mellem alle uddannelsesniveauer, videreuddannelserne og arbejdsmarkedet i hele landet og gennem hele livet.

Jeg ser frem til samarbejdet med den nye regering om at løse en række af de store udfordringer, vi som samfund står overfor bl.a. ved at udvikle stærke og relevante professionsuddannelser i hele landet. I den forbindelse er ambitionen om mere frihed, fleksibilitet og sammenhæng på tværs af hele vores uddannelsessystem helt rigtig. Her er der klart et potentiale til at løse noget af den mangel på arbejdskraft, som vi ser flere steder, siger Camilla Wang.

Hun roser også regeringens ambitioner om at frisætte den offentlige sektor. Her er der flere oplagte muligheder på de videregående uddannelser, som professionshøjskolerne gerne samarbejder med regeringen om. Målet er at frigive tid til kerneopgaven, nemlig at uddanne dygtige fagprofessionelle til både det private og offentlige arbejdsmarked.

Savner ambitioner på velfærdsområdet

Regeringsgrundlaget mangler dog tydeligere ambitioner, når det gælder uddannelserne til fx sygeplejerske, pædagog, lærer og socialrådgiver. Det ærgrer Camilla Wang.

Søgningen mod de store uddannelser på velfærdsområdet er faldet markant de senere år. Samtidig kan hospitaler, skoler og børnehaver ikke rekruttere de uddannede medarbejdere, som der er brug for. Her savner jeg nogle tydelige ambitioner for, hvordan vi fremover fx kan uddanne flere sygeplejersker og pædagoger, som der i den grad er behov for, siger Camilla Wang.

Hun havde også gerne set, at regeringsgrundlagets forslag om etablering af nye studiepladser på engelsksprogede erhvervskandidatuddannelser ikke kun gjaldt for universiteterne, men også havde omfattet professionshøjskoler og erhvervsakademier, så der bliver fokus på hele det videregående uddannelsessystem. 

Tilmeld nyhedsbrev