På Københavns Professionshøjskole står fire store cylindre, der afspiller lydfortællinger fra fremtidens sundhedsvæsen. Gennem fortællingerne fra ’fremtidspatienter’ skal studerende fra seks sundhedsuddannelser arbejde med fremtidens sundhedsvæsen i de fire laboratorier. Det foregår i et læringsforløb af Dansk Design Center, i samarbejde med Københavns Professionshøjskole: ”Formålet med forløbet er at udvikle sundhedsuddannelserne og imødekomme fremtidige udfordringer i sundhedsvæsenet. Gennem de fire fremtidsscenarier skal de studerende forholde sig til, hvad de skal kunne som sundhedsprofessionelle,” siger Hanne Franciska Mortensen, lektor på Københavns Professionshøjskole.