Kl. 12 i dag var der frist for at søge en videregående uddannelse via kvote 2. Tal viser, at de senere års fald i søgningen mod uddannelserne til bl.a. sygeplejerske og pædagog fortsætter i år. Størst er faldet i søgningen til sygeplejerskeuddannelsen, som falder med 36 pct. i forhold til sidste år, mens søgningen mod pædagoguddannelsen falder med 21 pct.
– Jeg er ekstremt bekymret over udviklingen. Allerede i dag mangler vi dygtige, professionelle sygeplejersker, som kan tage ansvar for pleje og behandling af patienter både på hospitaler og i ældreplejen. Vi skal have vendt udviklingen, så flere unge finder det meningsfuldt og attraktivt at blive sygeplejerske, siger Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler.
Med dagens søgetal frygter Stefan Hermann en langsom, men sikker, nedsmeltning af kvaliteten ikke bare på sundhedsområdet, men også en øvrige centrale velfærdsområder som fx folkeskolen, vuggestuer, botilbud og ældreplejen, hvor der allerede mangler uddannede fagprofesionelle.
Tal fra Styrelsen fra Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) viser fx, at hele 4.510 forsøg på at rekruttere en sygeplejerske mislykkedes inden for de seneste seks måneder af 2021. Det svarer til, at 43 pct. af de opslåede sygeplejerskestillinger ikke førte til ansættelse. For pædagoger er der tale om 4.420 forgæves rekrutteringer svarende til 29 pct. af de opslåede stillinger.
Også på lærer- og socialrådgiverområdet er der store rekrutteringsudfordringer.
Og fremskrivninger fra DAMVAD Analytics lavet for Danske Professionshøjskoler viser, at der vil mangle mere end 35.000 lærere, pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere i 2030.
– Det her er ikke bare et uddannelsesproblem. Det er et kæmpe samfundsproblem, som risikerer at få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund, hvis der ikke gøres noget. Derfor vil jeg kraftigt appellere til, at vi på tværs af Christiansborg, regioner, kommuner og uddannelser bliver enige om en rekrutteringsplan, som kan stoppe nedsmeltningen og gøre disse uddannelser og fag mere attraktive, siger Stefan Hermann.
Søgningen mod læreruddannelsen falder med 17 pct. i forhold til sidste år, mens søgningen mod socialrådgiveruddannelsen falder med 18 pct.
Dagens søgetal er en første indikation af, hvilke videregående uddannelser de unge søger mod. På professionsuddannelserne optages cirka 45 pct. af de studerende via kvote 2. Det samlede antal ansøgere bliver først offentliggjort den 5. juli i år, hvor der er frist for at søge optagelse via kvote 1.