Studieintensitet og planlægning: Forbedret værktøj hjælper studerende

En professionsuddannelse er ikke kun det, der foregår til forelæsninger i auditoriet eller foran underviseren i klasselokalet: Nyt interaktivt værktøj hjælper studerende med at få overblikket over alle de studieaktiviteter, som tilsammen udgør alle de vigtige dele i en god uddannelse.

En ny version af professionshøjskolernes studieaktivitetsmodel gør det nemmere for de studerende at få overblik over deres studie. Modellen, som oprindeligt blev lanceret i 2013, kommer nu i en opdateret model, hvor den store forandring er, at den er blevet interaktiv. Modellen kan på den måde let og overskueligt illustrere fordelingen af tid undervejs på studiet. Målet er at skabe et klarere billede af studieintensiteten og alle de elementer, som udgør et fuldtidsstudie, herunder også den tid, som ikke er decideret skemalagt undervisning.

Samtidig hjælper studieaktivitetsmodellen med en forventningsafstemning mellem underviser og studerende, så det bliver tydeligere, hvem der løbende har ansvar for – og deltager i – de forskellige studieaktiviteter.

Se studieaktivitetsmodellen her

Signe Grøndahl Hansen, lektor på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole er glad for studieaktivitetsmodellen.

“Studieaktivitetsmodellen er en god måde at kommunikere til de studerende, at der er forventning til dem om at studere rundt om den skemalagte undervisning. Som underviser indtænker jeg studieaktivitetens fire kategorier, når jeg planlægger mine undervisningsforløb for at vise de studerende, at uddannelse er andet og mere end skemalagt undervisning,” siger hun.

Hun lægger dog også vægt på, at underviserne har et ansvar for at hjælpe de studerende godt på vej.

“Det er vigtigt, at man som underviser tager medansvar for de kategorier i studieaktivitetsmodellen, hvor de studerende er så at sige på ”egen hånd”. Ellers mener jeg faktisk, at vi overlader og måske i virkeligheden efterlader dem uden retning og forudsætninger for fordybelse. Vi skal medvirke til og tage medansvar for at skærpe deres nysgerrighed og fordybelse i den professions faglighed, som de er ved at uddanne sig i. Derved løftes og kvalificeres deres uddannelse,” siger hun.

Der er nok at se til, når man sidder med hovedet i bøgerne og skal planlægge sin hverdag, så der er balance mellem studietid og fritid. Derfor tager de studerende imod den justerede studieaktivitetsmodel med kyshånd.

“Den er et rigtig godt værktøj til at skabe overblik over, hvor man skal lægge sine kræfter,” siger Sofie Falck Villadsen, der er lærerstuderende på VIA og formand for Studenterforum UC. Hun er også glad for, at modellen gør det tydeligt, hvem der har ansvaret, hvornår.

“Jeg synes også, at det er positivt, at modellen viser, at noget af initiativet skal komme fra os studerende selv. Det er med til at give en større forståelse for, at man også skal lægge nogle af sine timer udenfor undervisningslokalet,” siger hun.

FAKTA:
Studieaktivitetsmodellen

  • Viser den studerende, at studiet består af forskellige typer af studieaktiviteter
  • Viser den studerende, hvem der har hovedansvaret for og deltager i hvilke aktiviteter
  • Gør det tydeligt for den studerende, at der er tale om et fuldtidsstudie
  • Hjælper med forventningsafstemning mellem studerende og underviser

Studieaktivitetsmodellen giver overblik

Studieaktivitetsmodellen er en hjælp til de studerende og underviserne på alle professionshøjskoler. Den interaktive model skal hjælpe med at give et bedre overblik over alle de studieaktiviteter og dermed den studieintensitet, der hører til en professions- eller erhvervsrettet uddannelse.

Modellen kan både bruges for det enkelte modul eller semester og for uddannelsen som helhed fra start til slut.

Studieaktivitetsmodellen…

  1.  … gør det tydeligt, at en professionsuddannelse er et fuldtidsstudie, også selv om den skemalagte undervisning måske kun udgør et mindre antal timer om ugen.
  2.  … gør det tydeligt, at en professions- og erhvervsrettet uddannelse omfatter flere forskellige slags studieaktiviteter.
  3. … danner grundlag for kommunikationen mellem den studerende og underviserne, og den skal samtidigt gøre det tydeligt, hvem der har ansvaret for de forskellige typer af studieaktiviteter.

Uddannelsen opdeler studieaktiviteterne i fire kategorier, og fordeler dernæst de relevante timetal eller procentdele af uddannelsen for hver af de fire kategorier af studieaktiviteter.

Derefter er modellen klar til at danne grundlaget for kommunikationen mellem studerende og underviser. Den færdige model kan herefter for eksempel bruges i undervisningen, i studieordninger og på læringsplatformen itslearning.

Tilmeld nyhedsbrev