Både ledere, undervisere og studerende har ansvar for at skabe en god studiekultur. Måske er en del af løsningen at indføre mødepligt, for med fraværende studerende bliver kulturen aldrig god.
Af Stefan Hermann, formand, Danske Professionshøjskoler
Der har de seneste uger været betydelig kritik af professionsuddannelserne og specifikt læreruddannelsen. Sofie Falck Villadsen, lærerstuderende og formand for Studenterforum UC, og næstformand Jeppe Lundmann, ligeledes lærerstuderende, har i indlæg i Politiken luftet deres bekymring for uddannelsen.
Man kan sammenfatte deres kritik i en række punkter. For det første er der få undervisningstimer, og undervisningen er ikke interessant nok. For det andet er der alt for lave forventninger til de studerende på læreruddannelsen og for få krav. For Lundmann indebærer det, at man som studerende ikke stimuleres til at gøre sig umage. For det tredje rejser de kritik af, at skiftende regeringer har udsultet uddannelserne med idelige besparelser. Endelig rejser Villadsen en kritik af, at studerende angiveligt af deres uddannelsesledere bliver tilskyndet til at svare positivt på ministeriets spørgeskemaundersøgelser, fordi en positiv besvarelse har positiv betydning for den enkelte professionshøjskoles økonomi.
Lad os tage det sidste først. Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at studerende skal svare på spørgsmål om deres uddannelser helt uafhængigt af ledelsens synspunkter. Basta. Danske Professionshøjskoler tager derfor afstand fra enhver form for påvirkning i den forbindelse.
Dernæst er det uomtvisteligt, at de årelange besparelser på uddannelserne har været ødelæggende. Det ser ud til at stoppe nu med regeringens forslag om annullering af de årlige 2 pct.-besparelser. Men det bringer desværre ikke timetallet op eller sikrer genansættelse af de mange afskedigede undervisere. Hullet bliver blot ikke gravet dybere.
Alle skal tage ansvar for ambitionsniveauet
Når det er sagt, bør der ikke herske tvivl om, at der er brug for at fremme en mere ambitiøs studie- og uddannelseskultur velvidende, at der kan være endog meget stor forskel på de studerendes forudsætninger og motivation.
En bedre studiekultur skal skabes både blandt de studerende, og i nogle tilfælde også blandt underviserne og muligvis også blandt ledere. Ikke en forbistret og enøjet præstationskultur, men en studiekultur præget af forventninger, forpligtelse, fordybelse og nysgerrighed. I samvirke med medstuderende. Vi skal skabe en slags anstrengelsens poesi frem for uselvstændig ladhed eller karakteroptimeringssyge.
Lad mig sige det rent ud: Selvfølgelig skal studerende, der ikke møder kravene, dumpes. Undervisere og eksaminatorer må aldrig skele til økonomiske eller sentimentale hensyn, når de giver karakterer eller bedømmer opgaver.
En styrket studiekultur forudsætter ikke alene sanktion og robuste ydre greb, men frem for alt at ledelser og undervisere er enige om at fremme en identitetsgivende og ambitiøs kultur og har de rette greb til at gøre kultur til adfærd; men også at vore studerende påtager sig et medansvar.
Den dialog er ikke ny, men den har brug for ny energi – bl.a. i et stærkere økonomisk engagement fra regeringens side. Men tag ikke fejl. En ambitiøs studiekultur afhænger ikke alene af økonomi.
Der påhviler derfor institutioner og ledelser en stor opgave, ligesom vores studerende også selv skal tage ansvar og kunne strenge sig an og nogle gange møde frem til undervisning, som man måske umiddelbart ikke selv synes er stimulerende nok eller strengt nødvendig.
Netop fordi vi som professionshøjskoler i nogle tilfælde ikke kan forlade os på, at studieintensiteten kommer med uddannelsespladsen, indføres der mange steder mødepligt. De færreste på de videregående uddannelser er ideologiske tilhængere af mødepligt, da vi gerne fordrer og forudsætter selvstændighed. Men den kan ikke blot antages at være der; den skal skabes, og den kan ikke skabes med fraværende studerende. Derfor tvangen til at blive fri, om man så må sige.
Mødepligt skal ikke ses som ensomt vidundermiddel rettet mod studerende, men som led i den enkelte professionshøjskoles oprustning og forpligtelse på undervisning af høj kvalitet, på stimulering af de studiefællesskaber, der ikke alene er sociale, men netop også faglige.
De studerende skal trives gennem meningsfulde og til tider anstrengende studier, ikke på trods af dem. Når der findes mistrivsel, skyldes det sjældent tydelige forventninger og et tæt studiefagligt fællesskab, men måske snarere fraværet af det.
Debatindlægget er første gang bragt i Politiken 31. oktober 2019.
