Mange kommuner oplever mangel på hænder i folkeskolen og dagtilbud. Det kan oprettelse af jobbanker for pædagog- og lærerstuderende være med til at afhjælpe.
Genåbningen af skoler, dagtilbud og SFO’er til en helt ny og anderledes hverdag med nye krav og regler, har betydet pres på personaleressourcerne i mange kommuner. Og selvom meget er anderledes, skal børnene stadig opleve en tryg og lærerig hverdag. Det kræver, at der er nok personale i kommunerne.
Lærer- og pædagogstuderende landet over har givet udtryk for, at man gerne vil hjælpe til i dagtilbud og skoler i det omfang, studierne tillader det. KL, Danske Professionshøjskoler, Pædagogstuderendes Landssammenslutning og Lærerstuderendes Landskreds ønsker at bakke om de studerendes initiativ.
Vil gerne understøtte
I mange kommuner har man allerede oprettet jobbanker for bl.a. studerende på sundhedsområdet, og nogle kommuner har også oprettet jobbanker for lærer- og pædagogstuderende. Det arbejde vil KL, Danske Professionshøjskoler, Pædagogstuderendes Landssammenslutning og Lærerstuderendes Landskreds gerne understøtte og udbygge yderligere.
I jobbankerne kan kommunerne finde studerende til lønnede studiejobs i dagtilbud og skoler. Kommunerne opfordres til at etablere jobbanker, hvis de vurderer, at det er relevant, og at der er et behov lokalt. De studerende vil på de respektive professionshøjskolers hjemmeside kunne finde en oversigt over kommunale jobbanker i professionshøjskolens dækningsområde.
De studerende, der findes gennem en jobbank, aflønnes for deres arbejde, ligesom arbejdet finder sted ved siden af studiet og ikke må ske på bekostning af studieaktiviteter. Arbejdet er heller ikke en erstatning for eventuelle praktikforløb.
Arbejdet løber foreløbigt frem til sommerferien 2020.
Thomas Gyldal, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg siger:
”Først og fremmest skal der lyde en stor tak til de studerende for deres engagement og vilje til at hjælpe i den her helt ekstraordinære situation. Jobbanker vil være en kæmpehjælp til at afhjælpe nogle af vores nuværende kapacitetsudfordringer og til at løse opgaverne, når regeringen på et tidspunkt beslutter at genåbne yderligere. Det vil være et stærkt bidrag til, at vi, trods omstændighederne, kan give den omsorg og læring, børnene har behov for”
Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler, siger:
”Vi er glade for, at vi kan hjælpe med gode, kvalificerede kræfter i denne helt ekstraordinære situation. De studerende kan bistå lærere og pædagoger i folkeskoler og daginstitutioner. De kan bruge den faglighed, de allerede har, og de kan uden tvivl gøre en vigtig forskel for børnene og lære af de forløb, de vil indgå i. Samtidig er det væsentligt for os, at deltagelse ikke er en erstatning for praktikforløb eller kommer i karambolage med studieaktiviteter for de studerende, som følger undervisning”.
Rasmus Holme, Forperson i Lærerstuderendes Landskreds og idémanden til jobbanken udtaler:
”Jeg glæder mig over, at vi i denne kreds har kunnet få ideen om jobbanken op at flyve så hurtigt, så vi lærerstuderende får de bedste rammer for at udvise samfundssind. Nu er tusinder af lærerstuderende snart klar til at hjælpe skolen og vi glæder os helt vildt til at komme i gang.
Mikkel Bøgh, Faglig sekretær i Pædagogernes Landssammenslutning siger:
”Vi studerende er klar til at tage arbejdshandskerne på og tage vores tørn. I samarbejde med KL, Professionshøjskolerne og LL har vi fundet en løsning med ordentlige vilkår. Nu kan vi træde til og give vores fremtidige kollegaer en hjælpende hånd. Børnenes trivsel og udvikling står på spil, og den kan vi ikke gamble med.”