Virtuel høringskonference: Teknologiforståelse som en ny faglighed

Den 5. februar sætter Danske Professionshøjskoler og Danske Universiteter fokus på teknologiforståelse som en ny faglighed i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, når vi inviterer til virtuel høringskonference.

Det danske uddannelsessystem har altid haft til opgave at klæde børn og unge på til at forstå den verden, vi lever i, og det samfund, vi alle er en del af. Sådan skal det fortsat være. I et samfund præget af teknologi kræver det, at der for alvor tages fat på at få teknologiforståelse ind i hele uddannelsessystemet.

DELTAG I KONFERENCEN: Tilmeld dig her

Derfor afholder Danske Professionshøjskoler og Danske Universiteter en virtuel høringskonference den 5. februar med fokus på, hvordan teknologiforståelse indføres som en ny faglighed i skolen, både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Her vil skolens aktører, forskere og interesseorganisationer dele deres erfaringer, viden, meninger og oplevelser.

LÆS MERE: Professionshøjskolerne øger fokus på teknologiforståelse

Desuden vil en række anbefalinger til, hvordan teknologiforståelse bliver inkorporeret i uddannelsessystemet som en naturlig del af undervisningen, blive debatteret. Disse anbefalinger er udarbejdet af landets videregående uddannelser på baggrund af erfarings- og vidensdeling.

Konferencen medfinansieres af Villum Fonden og henvender sig til beslutningstagere, lærere, undervisere, forskere og andre aktører med interesse i teknologiforståelse og uddannelse.

Tilmeld nyhedsbrev