6 pct. færre har søgt ind på velfærdsuddannelserne ift. sidste år. På sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen ser det værst ud. Begge er faldet med 8 pct. Det er en alvorlig situation, som kalder på en national rekrutteringsplan, hvis vi som samfund skal undgå en bombe under velfærden til ældre, børn, syge og socialt udsatte borgere.
I 2030 kommer vi til at mangle 35.000 pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere ifølge en nylig prognose fra DAMVAD Analytics, som Danske Professionshøjskoler har fået udarbejdet. Faldet i ansøgninger til de fire store velfærdsuddannelser kan meget vel forstærke den udfordring, Danmark står overfor.
”Vi bliver som samfund nødt til at tage situationen med faldende søgning til velfærdsuddannelserne meget alvorligt. Det er ikke et uddannelsesproblem. Det er samfundsproblem, der kalder på handling nu. Der er behov for en langsigtet national rekrutteringsplan med inddragelse af alle parter omkring uddannelserne, så vi kan få løst det problem, som vi står overfor, inden det går helt galt. Jeg vil nødigt stå i en situation, hvor en ufaglært skal medicinere min gamle mor,” siger en bekymret næstformand i Danske Professionshøjskoler, Camilla Wang.
Professionshøjskolerne er trukket i arbejdstøjet og arbejder benhårdt på at skabe bedre uddannelser inden for de rammer, der er givet politisk. Bl.a. er der store udviklingsarbejder i gang på lærer- og pædagoguddannelsen, men flere skal tage ansvaret på sig, mener næstformanden, hvis udviklingen skal vendes, og Danmark skal undgå at ende i en akut mangel på velfærdsprofessionelle.
Fald i interessen for velfærdsuddannelser både i og uden for de store byer
Dagens tal viser, at interessen for at søge ind på en af de fire store velfærdsuddannelser både falder i provinsen og i de store byer.
”Det er en del af professionshøjskolernes DNA at sikre gode uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Lige nu er det største problem dog, at vi mangler studerende på velfærdsuddannelserne både i Nørre Nissum og København. Derfor er det vigtigt, at vi forsat har fokus på, hvordan vi får skabt nogle attraktive uddannelser og studiemiljøer, der tiltrækker flere unge og voksne i og uden for de store byer. Så igen kan jeg kun sige, at en rekrutteringsplan er altafgørende,” siger Camilla Wang.
Fakta om søgningen til de videregående uddannelser via kvote 1
I dag kl. 12.00 var der deadline for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1.
Søgningen til de videregående uddannelser var i 2020 historisk høj bl.a. pga. coronasituationen. Derfor ses der neden for både på udviklingen fra 2020 til 2021 og fra 2019 til 2021.
• 93.388 har i år søgt ind på en videregående uddannelse. Det er et fald på 1 pct. ift. 2020 og en stigning på 5 pct. ift. 2019.
• 32.328 har i år søgt ind på en uddannelse på professionshøjskolerne som deres 1. prioritet. Det er et fald på 2 pct. ift. 2020 og uændret niveau ift. 2019.
• 15.788 har i år søgt ind på en af de fire store velfærdsuddannelser til pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver som deres 1. prioritet. Det svarer til et fald på 6 pct. ift. 2020 og et fald på 6 pct. ift. 2019.
• På pædagoguddannelsen er søgningen faldet med 5 pct., for sygeplejerskeuddannelsen er faldet på 8 pct., på socialrådgiveruddannelsen 8 pct. og på læreruddannelsen ses et fald på 3 pct. i ift. 2020.
• Sammenligner man med 2019 er søgningen på pædagoguddannelsen i år faldet med 6 pct., for sygeplejerskeuddannelsen er faldet på 7 pct., på socialrådgiveruddannelsen 6 pct. og på læreruddannelsen ses et fald på 3 pct. i ift. 2019.
MERE FAKTA: Søgning til uddannelserne på professionshøjskolerne via kvote 1