Tre undervisere fra professionshøjskolerne hyldes i dag for deres fremragende undervisning, når Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary sammen med uddannelses- og forskningsministeren, Jesper Petersen, overrækker Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningspris 2021 med dertilhørende 500.000 kr. Fælles for prismodtagerne er, at de er gode til at trække eksempler fra virkeligheden ind i undervisningen, og at de får de studerende til at reflektere over egen praksis. Kort sagt: De inspirerer og motiverer.
”Vi har så mange dygtige undervisere på professionshøjskolerne, der hver dag gør vores studerende endnu klogere i og på det fag og den profession, de er ved at tilegne sig. Den indsats, de leverer, fortjener at blive hyldet, og jeg er meget stolt over, at tre undervisere på professionshøjskolerne modtager Undervisningsprisen. Det har en kolossal betydning for de studerende, at de møder excellente undervisere, der inddrager, inspirerer og motiverer”, siger formand for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann.
I år går priserne til Henriette Lorenzen, der er lektor på bioanalytikeruddannelsen på Københavns Professionshøjskole samt teamet Bo From Jacobsen og Claus Bjerre, der begge er lektorer på bygningskonstruktøruddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense.
Henriette Lorentzen: Inddragende undervisningsmetoder og opfordring til kritisk selvreflektion
Henriette Lorenzen modtager undervisningsprisen, fordi hun har en evne til at formidle og forklare stoffet på en ny og inspirerende måde og opfordrer til kritisk selvreflektion, så de studerende lærer mest muligt ud fra de ting, som de gør og siger.
Hun er nysgerrig og afprøver nye ting læringsmæssigt, pædagogisk og didaktisk og inddrager mange forskellige metoder, såsom at tegne, spille og bruge aktive PowerPoints. Hun formår at få de studerende til at føle sig kloge nok til selv at tænke sig frem til svaret. Noget de studerende finder meget motiverende.
LÆS MERE: Portræt af Henriette Lorenzen på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside
En anden måde, prismodtageren skaber god undervisning på, er ved at inddrage konkrete og aktuelle eksempler i undervisningen, fx ifm. immunologi hvor hun kobler Corona og ny viden vedr. måling af antistoffer sammen. Noget der giver anledning til dialog om måleudstyr, teknologiforståelse og udvikling, men også om at viden hele tiden udvikler sig og at læring fra praksis ændrer ved vores lærebøger.
Derudover er Henriette Lorenzen en, man lytter til, der er god til at sætte forsknings- og udviklingsaktiviteter i gang og til samarbejdet med eksterne praksispartnere.
Bo From Jacobsen og Claus Bjerre: Overskuelige processer og netværk til byggebranchen
Bo From Jacobsen og Claus Bjerre modtager blandt andet prisen, fordi de er gode til at få de studerende til at bryde processer ned, så det bliver mere overskueligt, når de fx skal planlægge processer ifm. byggeri. Samtidig gør de teorien meget konkret ved at invitere virksomheder ind i selve undervisningen.
De to undervisere er også gode til at tilrettelægge opgaver, så de studerende har flere samarbejdsformer at vælge imellem og derfor kan organisere deres egne læringsstrategier, og de formår at få de studerende til at reflektere over egen praksis. De har begge øje for, hvor de studerende er i læreprocessen og at give den nødvendige viden i rette tid.
LÆS MERE: Portræt af Bo From Jacobsen og Claus Bjerre på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside
Bo From Jacobsen og Claus Bjerre er desuden gode til at trække på deres netværk i den fynske byggebranche og invitere virksomheder ind i undervisningen, hvor de ikke nødvendigvis er enige i virksomhedens praksis. Noget som viser de studerende, at der er divergerende opfattelser af processer, og at faglig argumentation er det middel, der skal afgøre faglige divergenser. Virkelighedsperspektivet understøtter koblingen mellem teori og praksis og gør teorierne lettere at forstå og huske for de studerende.
Om Undervisningsprisen: Anerkendelse af underviserens betydning og indsats
Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler Undervisningsprisen for at hædre inspirerende og engagerende undervisere på de videregående uddannelser. Syv undervisere/teams fra de videregående uddannelser modtager prisen på 500.000 kroner, hvor de 300.000 skal gå til udviklingsaktiviteter, der understøtter et godt og engagerende undervisningsmiljø på uddannelsesinstitutionerne. To af de syv priser går til undervisere på professionshøjskolerne.
Udover at anerkende den store betydning, som inspirerende og nytænkende undervisere har for studerende, har Undervisningsprisen også til formål at skabe øget opmærksomhed om underviserrollen og gøre det mere prestigefyldt at være en god underviser.
Se mere på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside, hvor der bl.a. er portrætter af alle prismodtagerne.