Af Jens Stenbæk og Poul Erik Madsen, formand og næstformand i Danske Professionshøjskolers formandskollegium samt Stefan Hermann og Camilla Wang, formand og næstformand i Danske Professionshøjskolers rektorkollegium.
Kronikken er bragt i Jyllands Posten d. 6. februar 2022.
Sidste sommer indgik et stort flertal på Christiansborg en politisk aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”. I disse uger følger politikerne op på uddannelsesinstitutionernes forslag til at føre aftalen ud i livet. Samlet er der lagt op til en betydelig ændring af uddannelseslandkortet, hvilket har fået bølgerne i den offentlige debat til at gå højt.
Aftalens indhold om nedlukning af uddannelsespladser på universiteterne har fået meget opmærksomhed. Det har den mere grundlæggende debat om, hvor fremtidens lærere, pædagoger og sygeplejersker og andre skal komme fra til gengæld ikke. Det gør os bekymrede, at en så omfattende politisk aftale ikke i tilstrækkeligt omfang tager højde for, at skoler, børnehaver og sygehuse allerede i dag ikke kan besætte ledige stillinger med uddannede medarbejdere både i og uden for de store byer.
Tilmed viser alle prognoser, at det problem kun vil vokse. Med mindre altså, at politikerne anlægger en solid helhedsbetragtning og foretager betydelige uddannelsespolitiske prioriteringer.
Kort sagt er der behov for at holde fast i målet om universiteternes reduktion af uddannelsespladser, så flere unge i fremtiden vil læse til lærer, pædagog eller sygeplejerske. Dernæst skal politikerne droppe udflytningen af uddannelsespladser i de fire store byer, når det gælder pædagog-, lærer-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne. Og endelig skal politikerne sikre en bedre økonomi til professionsuddannelserne. Både til etablering af nye udbud og til driften på særligt trængte professionshøjskoler.
En giftig cocktail af fire tendenser kalder på politisk handling
Politikerne har med aftalen mest af alt haft for øje at skabe en anden geografisk fordeling af uddannelsespladser.
Med den politiske aftale etablerer professionshøjskolerne uddannelser i endnu flere byer end i dag. For eksempel en læreruddannelse i Svendborg og en pædagoguddannelse i Holbæk. Grundlæggende mener vi, at den samlede uddannelsessektor har til opgave at uddanne til samfundets behov for veluddannet professionel arbejdskraft i både den offentlige og private sektor. Det gælder i Hjørring og Sønderborg. Og det gælder i Aalborg, Odense, Århus og København.
Derfor er det afgørende, at den såkaldte ’udflytningsaftale’ tager højde for en giftig cocktail af i hvert fald fire tendenser, som udfordrer sammenhængskraften og kvaliteten i vores velfærdssamfund.
Den første tendens er, at uddannelsessektoren allerede i dag ikke lykkes med at uddanne til samfundets behov. Eksempler på områder, som mangler uddannet arbejdskraft, står i kø: Sygehuse og børnehaver kan ikke besætte ledige stillinger med uddannede medarbejdere. På Skejby Sygehus ved Aarhus var der fx i november i fjor 142 ubesatte sygeplejerskestillinger. Region Sjælland melder om alvorlige rekrutteringsudfordringer af folkeskolelærere. Og i Københavns Kommune blev omkring halvdelen af 1.200 opslåede pædagogstillinger i 2020 ikke besat af en uddannet pædagog. Det er i sig selv kritisk. Og ser vi fremad, bliver det kun værre. En prognose fra DAMVAD Analytics viser, at der i 2030 vil mangle mere end 35.000 pædagoger, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker. Det er svært at forestille sig import af udenlandsk arbejdskraft til disse relationsnære professioner ligesom robotter og digitaliseringsmuligheder synes stærkt begrænsede.
Den anden tendens er de faldende ungdomsårgange. I 2030 vil der være 9 pct. færre 17-årige end i 2021. Det betyder, at den samlede gruppe af uddannelsessøgende til de videregående uddannelser bliver mindre og mindre de kommende år. Der bliver med andre ord ’kamp’ om de unge.
Den tredje tendens er det stærkt stigende antal unge, som tager den akademiske motorvej fra folkeskolen over det almene gymnasium og direkte til universitetet. De seneste 25 år er antallet af unge med en studenterhue fra det almene gymnasium, som læser videre på universitetet, steget med 76 pct., mens det tilsvarende tal for pædagog-, lærer-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne er 36 pct. Universitet er med andre ord blevet dobbelt så attraktivt set med de unge gymnasieelevers øjne.
Den sidste og fjerde tendens er, at færre unge søger professionsuddannelserne inden for velfærdsområdet. Fra 2016 til 2021 faldt antallet af ansøgere, der har sat kryds ved uddannelserne til lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske som deres 1. prioritet med mellem 5 og 20 pct. Professionshøjskolerne har selvfølgelig selv et ansvar for at skabe attraktive uddannelser, som de unge ønsker at søge. Det har vi fokus på hver dag, og vi er også glade for, at Christiansborg har fået øjnene op for, at der er brug for at investere i netop disse uddannelser. Bl.a. med en investering i læreruddannelsen på dette års finanslov. Men penge gør det ikke alene.
Behov for færre – og de rigtige – uddannelsespladser
Med denne giftige cocktail, vender vi igen blikket mod ’udflytningsaftalen’ som Folketingets politikere i disse dage forholder sig til.
I Danske Professionshøjskoler mener vi, at det er helt afgørende, at politikerne sikrer en balance mellem uddannelsespladser i hele landet. Men også, at vi ikke står med en katastrofal mangel på uddannede pædagoger på blå stue og kompetente sygeplejersker på intensivafdelingerne. Skal det lykkes, er der nogle svære politiske prioriteringer, man skal stå ved nu.
For det første er der med færre unge også behov for færre – og vigtigere de rigtige – studiepladser. Derfor er det afgørende, at aftalens ambitioner om at reducere 10 pct. af universitetsstudiepladser også bliver til virkelighed. Det er simpel matematik – hvis der ikke reduceres i studiepladser på universiteterne, så får vi færre studerende til pædagog-, lærer- og sygeplejerskeuddannelserne og dermed færre pædagoger til botilbud og daginstitutionerne osv.
For det andet er der – som nævnt – stor mangel på bl.a. pædagoger og sygeplejersker i mange dele af landet. Det gælder i den grad også i de fire store byområder: København, Aarhus, Odense og Aalborg. Derfor foreslår vi, at man ikke flytter uddannelsespladser på pædagog-, lærer-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne ud af de fire store byer, hvor der i dag er massiv mangel på netop disse faggrupper, men etablerer flere nye pladser udenfor disse byer.
Endelig er der behov for bedre finansiering. Mens aftalen afsætter 420 mio. kr. til at etablere 4 nye universitetsudbud, så afsættes der kun 84 mio. kr. til 16 nye udbud af professions- og erhvervsrettede uddannelser. En række professionshøjskoler får væsentligt forringet deres økonomiske muligheder for at levere ordentlig kvalitet både i de nye uddannelsesudbud, men også i de eksisterende. Der er behov for, at professionshøjskolerne får bedre økonomiske muligheder for at levere ordentlig kvalitet
Velfærden er på spil
Som professionshøjskoler bærer vi selv et stort ansvar for at uddanne til samfundets behov. Det er vores opgave og vores ansvar. Men politikerne skal sikre gennemtænkte rammer, der holder på lang sigt.
Hvis politikerne vælger ikke at gøre noget, så tør vi godt sige, at det danske samfund styrer langsomt, men sikkert, mod en situation med svækket velfærd, som får konsekvenser for den samfundskontrakt, som i dag sikrer en høj opbakning til fælles institutioner og betydelig beskatning.
Sådan behøver det ikke at gå. Vi håber politikerne tør tage fat og foretage de nødvendige og benhårde uddannelsespolitiske prioriteringer.
