Den ny læreruddannelse fra 2013 er ved at udvikle sig til en succes, og professionshøjskolerne ser derfor frem til den kommende evaluering, som ministeriet sætter i gang til sommer. Med få nye tiltag kan lærerne styrkes yderligere i deres profession
Læs debatindlægget på Altinget
Af Harald Mikkelsen, formand for Danske Professionshøjskoler
Det er ikke så underligt, at læreruddannelsen er den uddannelse, som til alle tider suverænt har mest politisk bevågenhed. De lærere, der uddannes fra læreruddannelsen, står i første linje, når fundamentet for viden, dannelse og kulturel og demokratisk forståelse grundlægges, så vores børn efter 9. eller 10. klasse er rustet til deres videre uddannelse og udvikling.
Til sommer vil uddannelses- og forskningsministeriet påbegynde en evaluering af den ny læreruddannelse fra 2013, som størstedelen af Folketingets partier står bag. Som optakt til den evaluering, er det værd at genopfriske, hvad der gør, at uddannelsen kan blive til en succes.
En af læreruddannelsens helt store styrker er det tætte forhold mellem lovgiver, kommunerne og lokalpolitikere, skolens aktører – elever, lærere, skoleledere, forældre – og læreruddannelsens undervisere og studerende. Dette ofte komplicerede og forgrenede samarbejde er muligt, da professionshøjskolerne gennem vores samarbejde om uddannelse og efteruddannelse af professionerne i alle landets 98 kommuner har en unik infrastruktur, som skaber læreruddannelsen i et tæt samarbejde med praksis. Rygraden i denne struktur er det regionale udbud af læreruddannelsen, professionshøjskolerne er garant for.
Læreruddannelsen fra 2013 understreger det stærke bånd mellem skole og læreruddannelsen, som kræver en tæt kontakt og partnerskab med alle kommuner. Nyt var det, at læreruddannelsen på professionshøjskolerne hermed fik mulighed for at dyrke sin kobling til bl.a. pædagoger og socialrådgivere, som i stigende grad er væsentlige aktører i skolens virkelighed.
Hovedformålet med den seneste reform af læreruddannelsen er at løfte de lærerstuderendes professionelle faglighed, så de fremover kan yde endnu stærkere bidrag til en succesrig folkeskole
Hovedformålet med den seneste reform af læreruddannelsen er at løfte de lærerstuderendes professionelle faglighed, så de fremover kan yde endnu stærkere bidrag til en succesrig folkeskole. Her to år efter kan vi se, at første del af planen virker efter hensigten, da de studerende, som optages på læreruddannelsen, er mere motiverede og har en højere faglighed.
Læreruddannelsen er nu inde i en positiv udvikling, og den skal vi fortsætte. Professionshøjskolerne har en klar ambition om fortsat løbende at tilpasse uddannelsen, så den passer til samfundets behov. Dette er et langsigtet arbejde, som har gode vilkår med den politisk bredt funderede platform, uddannelsen bygger på. Med den løbende tilpasning undgås behovet for store reformer med så korte mellemrum, at effekten af den foregående reform ikke har slået igennem, inden den næste reform er gennemført. Det skal vi bort fra.
Med professionshøjskolernes ret til anvendelsesorienteret og praksisnær forskning i 2013 og det på flere måder styrkede samarbejde med universiteterne er der skabt et fornuftigt udgangspunkt for en styrkelse af det faglige og vidensmæssige grundlag i læreruddannelsen. Således er der på ingen måde behov for en rendyrket akademisering.
Der er derimod brug for, at læreren som professionel med sine kolleger har adgang til løbende faglig udvikling og opdatering i hele sin karriere. Med de krav forældre, kommuner og aftagere stiller, er det at skyde helt forbi, hvis man tror læreruddannelsen kan tage højde for al den viden, og de kompetencer man skal bruge i et langt liv som udøvende lærer.
Den løbende kompetenceudvikling af lærere er vi ikke særlig gode til i Danmark. I modsætning til en række andre lande har vi for eksempel ingen national ordning med faste introduktionsprogrammer, og undersøgelser viser, at støtten til nye lærere er tilfældig og forskellig fra kommune til kommune. Faktisk halter vi bag en række andre lande i forhold til lærernes systematiske rammer for kompetenceudvikling.
I både Holland, Australien, England og Belgien gennemgår den altovervejende del af lærere i grundskolen formelle udviklingsforløb i starten af deres karriere.
Flere undersøgelser af effekterne af introduktionsforløb for nye lærere viser, at disse forløb ikke blot styrker lærerens professionelle engagement og fastholdelse i lærerjobbet, men også har en positiv effekt på elevernes læringsudbytte. Faglige udviklingsforløb i starten af karrieren bygger så at sige bro mellem den nyansattes læreruddannelse og de første erfaringer fra klasselokalet, og det understøtter, at lærerens vigtigste arbejdsredskab bliver en undersøgende og reflekteret tilgang til sin egen praksis gennem hele karrieren.
En styrket folkeskole kræver derfor ikke kun fokus på læreruddannelsen, men også et fokus på den uddannedes læres muligheder for kompetenceudvikling.
En forudsætning for at sikre kvaliteten af det videngrundlag som både læreruddannelsen og videreuddannelsen af vores lærere tager afsæt i, er midler til at styrke den strategiske uddannelsesforskning og pædagogiske forskning tæt på uddannelser og praksis. Professionshøjskolerne er garanten for, at relevans møder kvalitet, men har i dag meget få midler til at løfte opgaven.
Der er også brug for at styrke og intensivere professionshøjskolernes egen indsats for at løfte studieintensiteten og fremme talentarbejdet. Den opgave har professionshøjskolerne taget fat på at løse i en dialog med de studerende.
Endelig er der brug for, at flere aktører om folkeskolen aktivt bidrager til at vejlede og stimulere dygtige og motiverede unge til at søge læreruddannelsen, så en student med et snit på 11,8 fra gymnasiet ikke skal forklare/forsvare, hvorfor man vil læse til lærer.
