Danske Professionshøjskoler markerede i går tiltrædelsen af Søren Nedergaard som ny direktør, der i sin tale sagde, at nye løsninger og bredt samarbejde vil få høj prioritet, da begge dele er nødvendige for at adressere de store samfundsudfordringer, vi står i
Af David Erichsen
TILTRÆDELSE – Den nu tidligere kontorchef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, Søren Nedergaard, har siden 1. august været direktør i professionshøjskolernes interesseorganisation, Danske Professionshøjskoler. Tiltrædelsen til den nyoprettede stilling blev i går, onsdag den 9. september, markeret med en reception i Grevinde Danners Lejlighed i Ny Vestergade.
Formand for Danske Professionshøjskoler, rektor Harald Mikkelsen understregede i sin velkomsttale, hvor vigtigt det er, at sektoren får markeret sig mere i den offentlige og politiske debat og generelt får en større synlighed.
”Derfor ser alle rektorerne også frem til samarbejdet med Søren Nedergaard om at løse den opgave. Søren har en værdifuld viden fra sin tid i ministeriet og i udlandet, en rigtig god evne til at sætte sig ind i professionshøjskolerne udfordringer og gode bud på, hvordan vi kommer videre med dem. Og så er han en pålidelig og stærk kommunikator, ” siger Harald Mikkelsen.
Med valget af den 41-årige Søren Nedergaard får professionshøjskolerne da også en direktør med femten års erfaring med uddannelsespolitisk arbejde fra skiftende stillinger i ministeriet og udlandet og en solid viden om områder som uddannelse, forskning, innovation, internationalisering og kvalitetssikring. Dertil kommer et stort netværk i sektoren.
Søren Nedergaard ser også frem til sin nye arbejdsopgave, som han satte et par ord på til receptionen.
”Vores samfund står på mange måder i en brydningstid, hvor folkeskolen, det pædagogiske område, sundhedsvæsenet og en række andre professioner skal løfte nogle enorme samfundsmæssige dagsordner. Det stiller høje og stigende krav til de samfundsbærende professioner, vores sektor uddanner til, som kræver uddannelse på højt niveau, ny viden, og udvikling at nye metoder til at løse opgaverne i praksis,” sagde Søren Nedergaard og fortsatte:
”Samtidig skal vi huske på, at professionshøjskolerne også har en opgave med at støtte et gryende opsving i erhvervslivet og en politisk forventning om at endnu flere skal finde beskæftigelse i den private sektor. Derfor skal vi nytænke sammenhængende mellem den offentlige og private sektor, og den opgave vil jeg gerne invitere til et bredt samarbejde om.”
Søren Nedergaard sluttede sin tale af med, at han ser frem til være Danske Professionshøjskolers ansigt ud af til, som der stod i stillingsopslaget, og tilføjede, at han dog aldrig havde troet, at han sådan skulle leve at sit udseende.