Professionshøjskolernes afgørende bidrag til samfundet kræver et løft af de samlede forsknings- og udviklingskompetencer uddannelserne bygger på. Derfor har sektoren revideret sin fælles ph.d. strategi for 2012 – 2022, med fortsat fokus på professions- og praksisrettet forskning
Relevant og opdateret viden er en forudsætning for, at professionelle, som fx lærere, sygeplejersker, byggekonstruktører, finansbachelorer, pædagoger og socialrådgivere kan løse deres daglige arbejdsopgaver med høj kvalitet.
Samtidig er der et stigende krav til bedre kvalitet, effektivitet og tværfaglighed i opgaveløsningen, som skal adresseres.
Derfor er det nødvendigt, at professionshøjskolernes uddannelser baseres på den nyeste og mest relevante viden. Det kræver, at en stor andel af underviserne har kompetencer til at bedrive relevant og praksisnær forskning og udvikling og til at omsætte den forskning og viden i uddannelserne.
Stor udvikling kræver opdateret strategi
Derfor besluttede professionshøjskolerne allerede i 2012 en fælles ph.d.-strategi. På baggrund af den reviderede professionshøjskolelov fra 2013, en målrettet bevilling til forskningsaktiviteter, ny stillingsstruktur med krav om forskningskvalificering i docentstillinger og efter grundige dialoger med interessenter, er strategien revideret.
Samarbejde med interessenter
I den reviderede strategi kan man blandt andet læse, at professionshøjskolerne vil arbejde for, at få en øget indflydelse på ph.d.-produktionen, da professionshøjskolerne aftager flere og flere phd.-uddannede. Derudover vil professionshøjskolerne nationalt og lokalt drøfte retning og udmøntning af forskning og udvikling med interessenterne for at sikre relevans og præcision i forskningstemaerne, som kan danne afsæt for både phd.-uddannelse og konkrete forsknings- og udviklingsinitiativer.
Udvikling og forskning en af flere indsatser
Et løft af forsknings- og udviklingskompetencerne skal ses som et blandt flere midler til at løfte uddannelsernes kvalitet. Uddannelsernes kvalitet og relevans er også det primære fokus i andre af sektorens fælles indsatser f.eks. i forhold til at øge studieintensiteten eller kvalificere praktiksamarbejdet og inddrage praksis i uddannelserne.
Læs den reviderede strategi for løft af forsknings- og udviklingskompetencer