De sproglige og interkulturelle kompetencer bør fylde endnu mere i læreruddannelsen, hvis nutidens børn og unge skal kunne finde hoved og hale i den kakofoni af indtryk, der er vores verden
Et gammelt indiansk ordsprog lyder efter sigende: Der er to værdier, du kan give dit barn. Den ene er rødder. Den anden er vinger.
Oversat til politisk nydansk er indianervisdommen i omtrent et tiår omsat dels til national oprustning i kulturfagenes lejr. Og dels til mobilisering af nationens økonomiske ressourcer – med særlig sans for dem, der har med ingeniørfagene, teknologi og forskning at gøre.
Men skal nationen både have vinger og forstå sine egne rødder, er fremmedsprogene uomgængelige. Sproglige og interkulturelle kompetencer bør derfor være fyldigere i læreruddannelsen, hvis nutidens børn og unge gennem folkeskolen skal bringes forudsætninger for at finde hoved og hale i den kakofoni af indtryk, der er vores verden.
Den fremragende film Babel skildrer en verden, hvor mistilliden har slået rod og misforståelser og almindelig menneskelig dårskab bliver skæbnesvanger.
Iñárritus gribende fortælling om manglende kommunikation mellem mennesker i en globaliseret verden er et godt billede på, at ikke alene sprog, men også den sans og dannelse, som kan følge med sproglig mestring – såkaldte interkulturelle kompetencer – er vitale i en senmoderne virkelighed.
Fremmedsprog handler nemlig om meget andet end at kunne bestille en croissant på fransk. Sprog er nøglen til verden i mere end én forstand. Fremtidens iværksættere taler ikke nødvendigvis engelsk. Og det er ikke nok at vide, hvilke forholdsord der styrer dativ.
Unge mennesker skal også have indblik i og fornemmelse for de forhold og uskrevne regler, der rumsterer under den talte og skriftbårne overflade.
Start i begyndelsen af fødekæden
Regeringen lancerede sidste år en sprogstrategi til 100 millioner kroner, der skal løfte især tysk og fransk i hele uddannelsessystemet, lige fra folkeskole til universitet.
Strategiens bærende initiativ er et Nationalt Center for Fremmedsprog forankret på universiteterne i København og Aarhus. Det er glimrende, og universiteter og professionshøjskoler er med et stærkt fælles remtræk i færd med at løse opgaven.
Satsningen er god og nødvendig, men også utilstrækkelig. Der er fra regeringens side ingen støtte til de ofte meget små sprogmiljøer, der allerede findes på læreruddannelserne og professionshøjskolerne.
Hermed misser man muligheden for at gøre noget i begyndelsen af fødekæden. Og uden stærke fremmedsprogsmiljøer vil færre lærerstuderende vælge fransk eller tysk som undervisningsfag, eksempelvis. Samtidig vil der blive uddannet færre lærere i fremmedsprogene, skolerne vil ansætte færre og så videre.
Udviklingen skal imidlertid ikke bivånes passivt, men derimod gribes aktivt. Gode kræfter på Københavns Professionshøjskole har blandt andet derfor sikret, at lærerstuderende fra og med studiestart 2018 kan vælge linjen Advanced Language Teacher Education (ALTE). Her er der fokus på fremmedsprogene engelsk og tysk fra dag ét, og uddannelsen er for unge, der interesserer sig for sprog, kulturmøder og kulturelle praksisser samt for sociale og historiske forhold.
De studerende får fremmedsproglige kompetencer på højt niveau, men opbygger også interkulturelle kommunikative kompetencer. Dén kulturelle dannelse, der skal ledsages af sproglig mestring.
En etsproget verden er flad, en slags omvendt Babel. Fremmedsprogene er ikke alene den nøgle, der kan åbne verdener og udvide perspektivet, skabe grobund for at vinde nye terræner og markeder. Den er også nødvendig når vi skal overskride os selv. Og for den sags skyld forstå os selv.
