Fakta om sygeplejerskeuddannelsen
Sygeplejerskeuddannelsen
Med knap 12.000 studerende er sygeplejerskeuddannelsen en af Danmarks største videregående uddannelser. De studerende har mulighed for at læse i 24 byer landet over, og på siderne her er fakta om uddannelsen samlet emnevis.
Ledigheden blandt sygeplejersker er lav, og de finder beskæftigelse på bl.a. sygehuse, men i stigende grad også i kommunerne. Af samme årsag tilbyder professionshøjskolerne en specialuddannelse i borgernær sygepleje, som er målrettet sygeplejersker, der arbejder tæt på borgeren i kommunerne og i almen praksis. Læs mere her.
Find tal og fakta om uddannelsen her på siden.
Kort om sygeplejerskeuddannelsen
Med knap 12.000 studerende er sygeplejerskeuddannelsen en af Danmarks største videregående uddannelser.
Sygeplejerskeuddannelsen er en professionsbacheloruddannelse, der tager 3,5 år. 43 pct. af uddannelsen foregår i praktik på sygehuse eller i den borgernære sygepleje i kommunerne.
Sygeplejersker uddannes på landets professionshøjskoler: På Professionshøjskolen UCN i Region Nordjylland, VIA University College i Region Midtjylland, UC SYD og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Region Syddanmark, Professionshøjskolen Absalon i Region Sjælland og Københavns Professionshøjskole i Region Hovedstaden. Det er muligt at læse til sygeplejerske 24 steder i Danmark.
Man kan læse til sygeplejerske i:
Esbjerg, Frederiksberg, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Holstebro, Horsens, København, Nykøbing Falster, Næstved, Odense, Randers, Roskilde, Rønne, Silkeborg, Slagelse, Svendborg, Thisted, Vejle, Viborg, Aabenraa, Aalborg og Aarhus.
Søgning og optag
I 2024 havde 3.279 kvalificerede ansøgere sygeplejerskeuddannelsen som 1. prioritet. Det gør sygeplejerskeuddannelsen til en af de mest søgte videregående uddannelser i Danmark, jf. figur 1.
Antallet af kvalificerede 1. prioritetsansøgere til sygeplejerskeuddannelsen i 2024 er faldet med 38 pct. sammenlignet med 2015, jf. figur 2.
I 2024 var der ledige pladser på alle udbud af sygeplejerskeuddannelsen efter ansøgningsfristen for studiepladser i juli måned, på nær sygeplejerskeuddannelsen på VIA University College i Aarhus og UC Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. Modsat var der i 2015 ingen ledige pladser på sygeplejerskeuddannelsen.
Sygeplejerskeuddannelsen har en uddannelsesspecifik dimensionering, som fastsættes af hensyn til blandt andet praktikpladser og arbejdsmarkedsbehov for nyuddannede sygeplejersker. Det betyder, at der er et loft over antallet af studiepladser, som professionshøjskolerne må udbyde. Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, der fastsætter dimensioneringen på baggrund af ansøgninger fra de enkelte uddannelsesinstitutioner. I studieåret 2024/25 er der 4.342 studiepladser til nye studerende på uddannelsen
Optagne studerendes uddannelsesbaggrund
Sammenlignet med de korte og mellemlange videregående uddannelser har sygeplejerskeuddannelsen en større andel af studerende med en erhvervsfaglig eller hf-uddannelse, som højest fuldførte uddannelse, jf. figur 3. 16 pct. af de studerende, der startede på sygeplejerskeuddannelsen i 2023, havde en erhvervsfaglig uddannelse bag sig og 17 pct. havde en hf-uddannelse.
I 2023 havde 55 pct. af de optagne studerende på sygeplejerskeuddannelsen et gymnasialt karaktergennemsnit under 7. Det er en stigning siden 2014, hvor det gjaldt 50 pct. af de optagne studerende på uddannelsen. I samme periode er der sket et fald i andelen af optagne på en akademisk bachelor med et gymnasialt karaktergennemsnit under 7 fra 31 pct. i 2014 til 16 pct. i 2023, jf. figur 4.
Derudover kom 17 pct. af de optagne på sygeplejerskeuddannelsen i 2023 uden et gymnasialt karaktergennemsnit. Det gælder blandt andet personer fra erhvervsfaglige uddannelser eller med grundskolen som deres højeste fuldførte uddannelse.
Sygeplejerskeuddannelsen uden for de fire store byer
Andelen af sygeplejestuderende, der optages uden for de fire store byer, er steget fra 50 pct. i 2014 til 52 pct. i 2023, jf. figur 5.
Praktikken i sygeplejerskeuddannelsen
I sygeplejerskeuddannelsen foregår 43 pct. (90 ECTS ud af 210 ECTS) af uddannelsen i praktik (klinisk undervisning). Praktikken foregår primært på hospitaler, i det kommunale sundhedsvæsen og i psykiatrien. Professionshøjskolerne har mulighed for at tilrettelægge praktikken forskelligt, jf. tabel 1.
Frafald på sygeplejerskeuddannelsen
Frafaldet på sygeplejerskeuddannelsen et år efter studiestart er højere end det gennemsnitlige frafald på professionsbacheloruddannelser og akademiske bacheloruddannelser. I 2023 var 18 pct. af dem, der startede på sygeplejerskeuddannelsen i 2022, faldet fra. For studerende på professionsbacheloruddannelser var frafaldet efter et år 16 pct., mens det for akademiske bacheloruddannelser var 15 pct., jf. figur 6.
I 2023 var 26 pct. af de studerende, der startede på sygeplejerskeuddannelsen i 2017, faldet fra. For studerende på professionsbacheloruddannelser og akademiske bacheloruddannelser gjaldt det henholdsvis 29 og 32 pct., jf. figur 7.
Ser man på tværs af alle korte og mellemlange videregående uddannelser, falder studerende med lave gymnasiale karakterer oftere fra end andre i løbet af det første år på studiet. Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus viser, at 21 pct. af dem med gymnasiale karaktergennemsnit mellem 2 og 3,9 faldt fra i det første år. For studerende med et karaktergennemsnit fra gymnasiet, som er højere end 7, gjaldt det for 15 pct.
På sygeplejerskeuddannelsen er det i høj grad studerende med de højeste og laveste gymnasiale karaktergennemsnit, der falder fra uddannelsen i løbet af det første studieår, jf. figur 8. Blandt de studerende, der kom med gymnasiale karaktergennemsnit mellem 2 og 3,9, faldt 19 pct. fra i det første studieår. For studerende med gymnasiale karaktergennemsnit på 10 eller højere, faldt 21 pct. fra i løbet af det første studieår. For studerende med gymnasiale karaktergennemsnit mellem 4 og 9,9, faldt 16 pct. fra i det første studieår.
Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus viser, at 75 pct. af de studerende på korte og mellemlange videregående uddannelser, som afbrød deres uddannelse mellem 2014 og 2018, er startet på en ny uddannelse. 59 pct. af de frafaldne i perioden startede efterfølgende på en videregående uddannelse.
Blandt studerende, som afbrød sygeplejerskeuddannelsen mellem 2014 og 2018, startede 54 pct. (2.301 personer) på en ny videregående uddannelse. Af dem startede flest på en professionsbacheloruddannelse, hvor pædagoguddannelsen var det hyppigste valg. En del startede ligeledes på en akademisk uddannelse. Derudover startede 23 pct. (984 personer) på en erhvervsuddannelse, heraf flest på kontoruddannelsen. 22 pct. (948 personer) er ikke optaget på en ny uddannelse, jf. figur 9.
Sygeplejerskernes beskæftigelse
Langt de fleste nyuddannede sygeplejersker arbejder i sundhedsvæsnet, heraf flest på hospitaler. Derudover arbejder en mindre gruppe (7 pct.) på plejehjem, ligesom 5 pct. er under uddannelse, jf. figur 10. Ledigheden blandt nyuddannede sygeplejersker er på 1 pct.
Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at mere end hvert femte forsøg på at rekruttere en sygeplejerske i perioden september 2023 til og med februar 2024 var forgæves, idet stillingen enten ikke blev besat, eller at den blev besat med en anden profil end den ønskede.
Sygeplejersker opnår i høj grad beskæftigelse i den offentlige sektor. I det første år efter færdiggjort uddannelse, er 94 pct. af de beskæftigede sygeplejersker ansat i den offentlige sektor. Ti år efter færdiggjort uddannelse er andelen faldet til 85 pct., jf. figur 11.
Videre uddannelse for dimittender fra sygeplejerskeuddannelsen
13 pct. af de sygeplejersker, som dimitterede mellem 2004 og 2013, startede på en ny uddannelse inden for de efterfølgende ti år. Størstedelen af dem, der læste videre, startede på en kandidatuddannelse heraf flest på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse og kandidatuddannelserne i sygepleje og sygevidenskab, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriets datavarehus.
Blandt de sygeplejersker, som dimitterede mellem 2004 og 2013, har 3 pct. inden for de efterfølgende ti år læst videre til sundhedsplejerske, som er én af flere specialuddannelser for sygeplejersker.
En stigende andel sygeplejersker starter på en kandidatuddannelse. Af de sygeplejersker, der dimitterede fra sygeplejerskeuddannelsen i 2004, startede 5 pct. på en kandidatuddannelse inden for de efterfølgende ti år. Blandt årgangen, der dimitterede fra sygeplejerskeuddannelsen i 2013, gjaldt det for 12 pct., jf. figur 12.
Senest opdateret oktober 2024
Faktaark
Kontakt
Mette Birkedahl Dehlbæk
Konsulent