Læreruddannelsen står ved en skillevej med Ahlers’ kommission. Og håndteret klogt kan resultatet blive løfterigt. Bl.a. ved at regeringen forlader sin politiske og økonomiske udsultning af læreruddannelsen, skriver Stefan Hermann og Camilla Wang, formand og næstformand i Danske Professionshøjskoler.
Betydningen af Uddannelses- og Forskningsministeriets kommission for læreruddannelsen kan blive meget stor. Muligheden for et fælles og langvarigt fodslag blandt ikke alene politikerne på Christiansborg men også skolens nøgleaktører er til stede.
Kommissionen har fået et meget åbent opdrag. Bevares, det kunne være mere åndfuldt, og sine steder slår teksten knuder på sig selv. Indtil videre har der primært været fokus på uddannelsens længde og placering på enten universitet eller professionshøjskole.
Det efterlader os dog med to vigtige forhold, som indtil videre er blevet ret overset.
For det første skal der sideløbende med kommissionens arbejde uddannes lærere til at undervise børnene i folkeskolen. Med lidt rask hovedregning er det næppe sandsynligt, at en ny læreruddannelse kan påbegyndes førend 2022. De første dimittender vil således være på vej ud i skolen i 2026 eller 2027. Samtidig tegner alt på omfattende mangel på lærere i hele Danmark lige nu og de kommende år. Det vil derfor også være fatalt at sætte udviklingen af læreruddannelsen i stå.
Fravær af investeringer
Indtil videre har Regeringen ikke løftet det ansvar og ej heller stillet i udsigt, at det sker! Der er blevet sparet kraftigt og vil blive det, så langt øjet rækker. Det gør det ikke nemmere at højne den ambitiøse studiekultur, når vejledning udtyndes, feedbacken bliver mindre grundig og kontakten mellem underviser og studerende mindre.
Samtidig har regeringen undladt at tage læreruddannelsen med i sine store satsninger. Fx da den søsatte sin sprogstrategi og sin naturfagsstrategi, og da den lancerede en teknologipagt. Trods opfordringer har den ikke ønsket at bidrage til at styrke optaget og tiltrække flere ansøgere, uagtet den store mangel på lærere i folkeskolen. Der er et fuldkomment fravær af investeringer i de ambitioner, som ellers italesættes ihærdigt omkring folkeskolen og læreruddannelsen.
For det andet: I ministerens stort anlagte interview i Politiken og i ministeriets pressemeddelelse blev der tegnet et billede af, at den nuværende læreruddannelse er virkelig ringe. Og det på trods af, at et ekspertpanel på baggrund af tre delevalueringer konkluderede, at læreruddannelsen er på rette vej, og at professionshøjskolernes fælles udviklingsinitiativer er de rigtige og matcher evalueringens fund. Hertil kommer, at uddannelsen tiltrækker flere studerende med høje karakterer, praktikken og praksissamarbejdet er blevet bedre, og den er tydeligere og mere præcist rettet mod gerningen som lærer. Læreruddannelsen er kommet tættere på folkeskolen.
Det er godt, men ikke tilstrækkeligt. Og derfor peger evalueringen bl.a. også på, at den sammenhængende, faglige fordybelse (derfor væk med korte moduler og nidkær kompetencemålstyring) og læreruddannelsens forskningsindhold bør styrkes, og at studieintensiteten og en kultur af høje forventninger skal fremmes betydeligt. Igen er det indsatser, som allerede er i gang.
Indholdet tæller – ikke navnet på institutionen
Ser man på den internationale forskning i læreruddannelser finder man, at læreruddannelsens kvalitet ikke primært afhænger af dens længde eller dens institutionelle placering, men frem for alt af dens indhold. Og her bliver spørgsmålet om læreruddannelsens fag og forskningsbasering centralt.
Kommissionen skal undersøge, hvordan læreruddannelsen kan gøres mere forskningsbaseret. Det har ikke tidligere været en politisk ambition i Danmark, og man har derfor heller ikke politisk skabt rammerne – og slet ikke økonomien – til at sikre en stærk pædagogisk og fagdidaktisk forskning i eller i sammenhæng med læreruddannelsen. Når kommissionen skal kigge ud over Danmarks grænser for at se, hvor andre lande har lagt sig i spørgsmålet om forskningsbasering, så vil den finde ud af, at der er lige så mange modeller, som der er lande, og at man de steder, hvor den er placeret på et universitet, ofte har givet en professionshøjskole universitetsstatus eller ladet en højskole og et forskningsuniversitet fusionere.
Livslang læring skal i fokus
Dernæst er det værd at hæfte sig ved, at kommissionen ikke må inddrage læreres efteruddannelse i arbejdet. Det er stærkt problematisk, da der her ligger et meget stort potentiale for at udvikle endnu dygtigere lærere end i dag. Dette aspekt påpegede ekspertgruppen for den netop afsluttede evaluering da også helt rigtigt. Og ihukommer man anbefalingerne i både regeringens Disruptionråd og opfølgningen på Universitetsudvalgets anbefalinger, er det endnu mere bizart, at lærerens egen livslange læring ikke er med i kommissionsarbejdet. Regeringen er ellers meget optaget af, at ’strække uddannelse længere ud’ livet igennem og sikre en mere løbende vekslen mellem teoretisk uddannelse og arbejdslivets praksis.
Netop det perspektiv er som skræddersyet til lærere, der uanset uddannelsens længde og placering aldrig bliver fuldbårne og dygtige lærere, før de står i praksis og begynder at samle erfaring. Lige som vi i øvrigt kender det fra læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, der har en stærk tradition for formaliseret, praksisbaseret videreuddannelse oven på deres grunduddannelse. Dette er ikke mindst interessant, når man skal diskutere læreruddannelsens længde. En fortsat fireårig uddannelse? En femårig kandidatuddannelse? Eller en fireårig uddannelse med yderligere et år efter påbegyndt lærergerning?
Afslutningsvis er der behov for at minde om, at der skal uddannes lærere af høj kvalitet til skoler i hele Danmark. Lige nu uddannes der lærere 18 forskellige steder rundt om i landet. Det er først og fremmest helt afgørende for, at lokale folkeskoler overhovedet kan rekruttere de lærere, de har brug for. Men det skaber også en forankring af uddannelsen i det omkringliggende samfund og er et vigtigt afsæt for tætte samarbejder med kommuner og folkeskoler med udgangspunkt i deres behov og muligheder.
Vi håber, at regering og Folketing sammen med professionshøjskoler og skolens interessenter vil bruge kommissionen som anledning til at styrke den nuværende læreruddannelse, og vi glæder os til at drøfte de helt centrale spørgsmål og udfordringer med kommissionen.
