Behov for balance mellem ansvar og styring

Professionshøjskolerne ønsker færre og mere ambitiøse målsætninger og frihed til at prioritere og agere strategisk for at nå dem.

Den centrale styring af de videregående uddannelsesinstitutioner er blevet så stram, at selvejet mere er af navn end af gavn. Konsekvensen er manglende fleksibilitet til at håndtere krydspresset mellem politiske fastsatte besparelser og den nødvendige udvikling af uddannelser til samfundet

Af Carsten Koch, bestyrelsesformand professionshøjskolen UCC og Lisbeth Knudsen, bestyrelsesformand Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Balancen mellem selvejet og den statslige styring er afgørende for, at samfundet får mest mulig ud af sine milliard-investeringer i uddannelse. Som bestyrelser tager vi meget gerne den betydningsfulde opgave og det fulde ansvar på os, og vi foretrækker at den nuværende selvejemodel fastholdes og styrkes. Desværre oplever vi med den nuværende styringsform, at vi har det overordnede ansvar, men i praksis har et meget begrænset ledelsesrum.

En konkret og aktuel opgave, der kræver stærkt strategisk fokus og ledelsesrum på institutionerne, er de kommende årlige besparelser på to pct. på uddannelserne. Det er en anledning til at tænke uddannelsesopgaven mere eller mindre forfra og ikke bare med grønthøsteren barbere det samme af hvert område på institutionen. Her får ledelsen på institutionerne en opgave med at sikre kvaliteten i fremtidens uddannelser for færre midler. Det har vi erfaringer med og tager ansvaret på os, men det kræver strategisk styring med fokus på løbende nytænkning i form af bl.a. nye undervisningsformer, teknologier og nye utraditionelle studiemiljøer.

Vi er enige i, at der er brug for nytænkning i forhold til målstyring i den offentlige sektor og det fornuftige i, at det er sat på den politiske dagsorden. Det gælder alle områder, fra uddannelse til ældrepleje, kultur og sundhedsvæsen.

Uddannelses- og forskningsministeren har i foråret igangsat et såkaldt styringseftersyn, som vi ser frem til resultaterne af, da det forhåbentlig vil afdække det uhensigtsmæssige i en udvikling mod en styringsmodel, som kombinerer en historisk statslig styringsmodel og den nuværende selvejemodel til en hybridmodel med krav om ansvar inden for meget snævre rammer.

Den statslige styring må ikke tage overhånd og udvikle sig til detailstyring, og bestyrelserne må ikke reduceres til at skulle gennemføre statslige direktiver og samtidig blive holdt ansvarlige for noget, vi reelt ikke har haft nogen indflydelse på.

Samfundet og vores kommende dimittender, der skal ud at virke i betydningsfulde jobs i både den private og offentlige sektor over hele landet, har brug for, at der på uddannelsesinstitutionerne er styringsmæssige rammer, som tillader os at tænke strategisk i tæt kobling til aftagerne på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet er en omskiftelig størrelse, og det er vores fornemste opgave hele tiden at tage bestik af dette som bestyrelser på uddannelsesinstitutionerne.

Samtidig giver det sig selv, at politikere og offentligheden skal kunne følge med i, hvordan ud-dannelsesområdet forvalter offentlige midler tildelt af skatteborgerne til at løse en række opga-ver inden for uddannelse, efter- videreuddannelse, forskning og udvikling.

Vi håber derfor, at ministerens eftersyn med al tydelighed vil vise behovet for at reducere de eksisterende styringssystemer og gøre det mere tydeligt, hvad det enkelte system skal fremme. I dag har vi udviklingskontrakter, akkreditering, rigsrevision, indikatorbaseret ministerielt tilsyn og ad hoc analyser om fx produktivitet og omkostningsdisponering. Vi synes der er tale om overstyring, som ikke er effektiv og relevant, og som vi ikke har set lignende fra vores mangeårige arbejde med andre dele af den offentlige sektor, fra infrastrukturområdet eller fra medie- og kulturområdet.

Med en forenkling til eksempelvis tre strategiske mål i institutionernes udviklingskontrakt vil vi stadig kunne agere samfundsnyttigt, men med større mulighed for at bidrage til den enkelte ud-dannelsesinstitutions særlige samfundsopgave. Udviklingskontrakten vil på den måde i højere grad være et reelt forandringsskabende styringsredskab for bestyrelser og ledelser i forhold til de politiske mål og ikke kun symbolik.

Giv os færre, mere ambitiøse målsætninger og frihed til at prioritere og agere strategisk for at nå dem.

Bragt i Børsen 7. september 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
  • +45 33 38 22 00
  • uc-dk@uc-dk.dk
  • Ny Vestergade 17 st. tv. 1471 København K

Tilmeld nyhedsbrev

  • Tilmeld dig Danske Professionshøjskolers nyhedsbrev, og modtag debatindlæg, nyheder og udspil fra vores forskellige kanaler.