Danske Professionshøjskoler søger dygtig analysekonsulent

Vil du være med til arbejdet for, at flere unge vælger en uddannelse som lærer, sygeplejerske og pædagog – og at uddannelserne får et kvalitetsløft? Kan du udarbejde solide analyser og data, der kan understøtte vores politiske arbejde? Og kan du formidle tal og analyser i klare budskaber? Så er du måske den kollega, vi søger i Danske Professionshøjskoler.

Danske Professionshøjskoler arbejder for at skabe fremragende professions- og erhvervsrettede uddannelser, der uddanner fremtidens dygtige fagprofessionelle i hele Danmark. Fra lærer-, sygeplejerske- og pædagoguddannelsen til finansøkonom- og journalistuddannelsen. Vi sætter fokus på uddannelsernes rammer, muligheder og udfordringer, der i sidste ende har betydning for Danmarks velstand og velfærd.

Vi søger en ambitiøs og analytisk stærk konsulent, der vil være med til at drive Danske Professionshøjskolers interessevaretagelse på vegne af vores medlemsorganisationer – og lave ledelsesbetjening af høj kvalitet, der styrker vores organisation: fra sekretariat til formandskab og rektorkollegium.

Om stillingen

Danske Professionshøjskoler har et stort fokus på arbejdet med data og databaserede analyser. Og vi oplever en stigende interesse i og behov for analyse- og dataunderstøttelse i forbindelse med vores politiske arbejde. Den udvikling skal en ny konsulent være en del af og bidrage til.

Som analysekonsulent vil du arbejde med analyse og data i bred forstand. Det kan fx være, at:

  • Bidrage til at opbygge, udvikle og vedligeholde Danske Professionshøjskolers data- og analyseberedskab.
  • Udarbejde analyser ifm. politisk interessevaretagelse om fx rekrutteringsudfordringer og -løsninger til velfærdsuddannelserne, kvalitetsløft af de erhvervs- og professionsrettede uddannelser, anvendelsesorienteret forskning m.m.
  • Afdække og indsamle relevant data ved forespørgsler fra journalister, Christiansborg, interessenter og lignende.
  • Understøtte interne styre- og arbejdsgrupper med data, analyser og øvrigt mødemateriale af høj kvalitet.

Sammensætningen af dine arbejdsopgaver vil blive udformet og løbende udvikles ift. din profil, erfaring og interesser.

Du vil få en bred vifte af samarbejds- og kontaktflader til først og fremmest professionshøjskolerne, men også til andre uddannelsesforeninger og -institutioner, ministerier mv., da vi ofte løser opgaver i et samarbejde.

Derudover bliver du en del af et sekretariat med et højt fagligt ambitions- og aktivitetsniveau, som brænder for at lave uddannelser, der gør en forskel. Vi er drevet af både resultater – og af at blive dygtigere til det, vi gør. Det skal du bidrage til.

Om dig

Vi lægger vægt på, at du:

  • har brede analytiske kompetencer.
  • er talstærk og interesserer dig for kvantitative analyser – fra data til præsentation.
  • kan arbejde systematisk i Excel og har erfaring i arbejde med større datamængder.
  • er idérig og kan bidrage med nye vinkler på Danske Professionshøjskolers fakta og analyser.
  • er omhyggelig – også med korte deadlines.
  • har interesse for politik generelt og for uddannelsespolitik i særdeleshed.
  • har en relevant akademisk uddannelse fx cand.scient.pol., cand.polit., cand.scient.soc. Du har formentlig også nogle års erfaring med analytisk arbejde fra en offentlig forvaltning, en interesseorganisation eller et konsulenthus.
  • drives af at skabe resultater sammen med andre.

Om os

Danske Professionshøjskoler er en interesseorganisation for de seks professionshøjskoler i Danmark og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Vi udbyder uddannelser i 38 byer og uddanner 72.000 studerende.

Vores fem største uddannelser er lærer-, pædagog-, sygeplejerske-, socialrådgiver- og fysioterapeutuddannelsen.

Vi er 15 ansatte i sekretariatet, som har til huse i Vester Voldgade i hjertet af København. Du bliver en del af et lille analyseteam med en analysechef og tre analysekonsulenter.

Vi løfter i flok, og professionalisme, samarbejde og nysgerrighed er centrale pejlemærker i vores daglige arbejde både internt i organisationen og i relation til vores kolleger på professionshøjskolerne og til samarbejdspartnere.

Læs mere om Danske Professionshøjskoler på www.danskeprofessionshøjskoler.dk

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes på baggrund af din erfaring og kvalifikationer. Tiltrædelse 1. marts.

Ansøgningsfrist

Send din ansøgning, CV og eksamensbevis via dette link senest den 9. januar 2022

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte analysechef Nete Niss på mail nkn@dkprof.dk eller telefon 4880 8720.

Vi forventer at afholde 1. og 2. ansættelsessamtaler i uge 3 og 4.

Tilmeld nyhedsbrev