Af Sisse Marie Welling (SF), fungerende formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg og Randi Brinckmann, formand for Danske Professionshøjskolers Sundhedspolitiske Initiativ samt dekan på Københavns Professionshøjskole.
For nylig satte Robusthedskommissionen med Søren Brostrøm i spidsen en tyk streg under, at der er behov for kompetencer målrettet det nære sundhedsvæsen – og at det behov forventes at stige. Derfor skal politikerne, når de inden længe sætter sig ved forhandlingsbordet i forbindelse med forskningsreserveforhandlingerne, prioritere penge til praksisnær og anvendelsesorienteret forskning i, hvordan vi i landets kommuner giver ældre og kronisk syge bedre behandling i deres nærområde eller i eget hjem.
Det er efterhånden velkendt, at det nære sundhedsvæsen i kommunerne i disse år er under hastig udvikling og udbygning. Flere opgaver rykker fra sygehusene til det nære sundhedsvæsen i landets kommuner. Det kan fx være borgeren med kræft, der får kemobehandling i eget hjem i den sidste del af livet, eller en patient med en nyresygdom, der modtager dialyse i eget hjem eller på den kommunale sygeplejeklinik fremfor at skulle på et sygehus flere gange om ugen for at blive behandlet.
Det er ikke bare en positiv, men også nødvendig udvikling. Det aflaster sygehusene og skaber tilmed større tryghed og bedre mulighed for at fortsætte sit vante hverdagsliv trods sygdom.
Men med stadig flere – og mere komplekse – sundhedsopgaver i kommunerne, følger også et øget behov for kompetencer og ikke mindst mere forskning i, hvad der virker bedst i det borgernære sundhedsvæsen.
Forskningsefterslæb forringer kvaliteten
I dag er der alt for stor forskel på kvaliteten i de ydelser man som borger får på tværs af det danske sundhedsvæsen. På et sygehus eller i almen praksis kan man forvente behandling baseret på evidens og nationale standarder, mens plejen og behandlingen i kommunerne i højere grad er baseret på lokal praksis. Mangel på viden om løsningen af de kommunale sundhedsopgaver samt kommunale forskelle i borgersammensætning, geografi, afstand til sygehus og lægedækning medfører væsentlige kvalitetsforskelle kommunerne i mellem.
Én af forklaringerne er, at der i dag forskes relativt lidt i de kommunale sundhedsopgaver. Det er bekymrende, da den manglende prioritering er med til at skævvride det danske sundhedsvæsen og samtidig udgør en ikke ubetydelig risiko for, at borgere og patienter med komplekse sygdomme ikke får den behandling i eller i nærheden af deres eget hjem, som de har behov for.
Afsæt penge til fælles forskningsprogram
Sundhedsstyrelsen konkluderede på den baggrund sidste år, at det er afgørende, at der arbejdes målrettet med at styrke forskningen i de kommunale sundhedsopgaver, hvis Danmark skal lykkes med at udvikle et nært sundhedsvæsen, som er kendetegnet af høj kvalitet.
KL og Danske Professionshøjskoler foreslår derfor, at der med fordelingen af forskningsreserven for 2024 afsættes 200 millioner kroner til, at professionshøjskolerne i tæt samarbejde med kommunerne kan etablere et forskningsprogram målrettet praksisnær og anvendelsesorienteret forskning i det borgernære sundheds-væsen.
Det skal skabe et nødvendigt forsknings- og kvalitetsløft i de vigtige kommunale sundhedsopgaver med målet om, at bl.a. sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter og social- og sundhedsmedarbejdere i kommunerne skal kunne tilbyde ældre borgere og kronikere pleje og behandling af højeste kvalitet og med afsæt i den nyeste viden på feltet.
Praksisnær og anvendelsesorienteret forskning er helt afgørende, hvis virkeligheden skal stå mål med de politiske ambitioner om et nært sundhedsvæsen kendetegnet af høj kvalitet og omsorg. Første skridt er, at politikerne i de forestående forskningsreserveforhandlinger prioriterer at afsætte midler til praksisnær forskning i, hvordan kommunale sundhedsopgaver bedst løses. Det skylder vi vores ældre borgere og kronisk syge i alle landets kommuner.
Indlægget har været bragt i Altinget d. 9. oktober 2023.
