Det laveste optag på pædagoguddannelsen siden 2011

Det faldende optag på pædagoguddannelsen kalder på politisk handling, hvis der i fremtiden skal være nok uddannet personale i vuggestuer og børnehaver.

Til midnat kan kommende studerende se, om de er blevet optaget på den uddannelse, som de har søgt. I 2019 optages 65.714 studerende på de videregående uddannelser, heraf bliver 23.665 optaget på en uddannelse på professionshøjskolerne. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Pædagoguddannelsen er stadig Danmarks største videregående uddannelse. Igen i år oplever uddannelsen dog et fald i optaget. Dermed ses det laveste optag på pædagoguddannelsen siden 2011, jf. figur 1.

Samtidig har færre søgt pædagoguddannelsen som 1. prioritet. Hvis den tendens fortsætter, vil der inden for få år være færre 1. prioritetsansøgere end studiepladser på pædagoguddannelsen.

Derfor mener Camilla Wang, næstformand for Danske Professionshøjskoler, at politikerne bør rette et særligt fokus på risikoen for mangel på pædagoger i fremtiden:

”Det faldende optag bør få alarmklokkerne til at ringe. Der har ikke været politisk interesse for pædagoguddannelsen i mange år. Hvis de politiske ambitioner om fx minimumsnormeringer og flere uddannede pædagoger skal lykkes, er der behov for en fælles alliance mellem politikere og andre aktører rundt om pædagoguddannelsen, så den bliver mere attraktiv for de unge.”

Den demografiske udvikling med flere børn og færre unge til at tage en videregående uddannelse er blot en understregning af behovet for at vende udviklingen.

En af de andre store velfærdsuddannelser – sygeplejerskeuddannelsen – har derimod oplevet en stigning på 7 pct. i optaget fra 2018 til 2019. Siden 2011 er optaget steget med hele 25 pct., jf. figur 2.

Trods den positive udvikling i optaget, er der tendens til, at færre unge vælger sygeplejerskeuddannelsen som deres 1. prioritet. Siden 2015 har der været et fald i 1. prioritetsansøgninger på 13 pct. Det vil derfor være udtryk for rettidig omhu at sætte fokus på det faldende antal 1. prioritetsansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen.

”Danmark har brug for dygtige sygeplejersker, og optaget til uddannelsen er steget støt de seneste mange år. Alligevel er der behov for opmærksomhed på, at færre unge har uddannelsen som 1. prioritet. Den faldende interesse for Danmarks anden mest søgte videregående uddannelse kalder på handling, hvis rekrutteringen til sundhedsvæsenet skal sikres.”, udtaler Camilla Wang.

I 2030 vil der være ca. 60 pct. flere 80+ årige end i 2019. Det øgede antal ældre vil lægge et yderligere pres på sundhedsvæsenet og ældreplejen i kommunerne.


Fakta
Du kan læse mere om det generelle optag på professionshøjskolernes uddannelser ved at klikke her (pdf).

 

Kontakt
Camilla Wang, næstformand for Danske Professionshøjskoler. Telefon: 7248 1260.

Tilmeld nyhedsbrev