Praksis og Innovationshuset på professionshøjskolen Metropol var i dag rammen om det årlige møde mellem Danske Professionshøjskoler, KL, Danske Regioner, LO og FTF om de professions- og erhvervsrettede uddannelser
Danske Professionshøjskoler mødtes mandag den 25. september med KL, Danske Regioner, LO og FTF. Formålet med mødet var at drøfte uddannelse som forudsætning for vækst og velfærd i hele Danmark, og hvordan uddannelsesudbydere, aftagere i kommuner og regioner, og arbejdsmarkedets parter “kan noget mere sammen” til gavn for borgerne.
Mødet startede med en rundvisning i Praksis- og Innovationshuset på professionshøjskolen Metropol i Sigurdsgade i København. Praksis- og Innovationshuset er et innovativt læringsmiljø med test-laboratorier og simulationsmiljøer. Her kan studerende og undervisere sammen med erhvervslivet udvikle og teste produkter, metoder og ideer baseret på nyeste viden og forskning.