Af Formand for Danske Professionshøjskoler, rektor Harald Mikkelsen
I dag, torsdag den 23. oktober, er Danske Professionshøjskoler vært for en international konference om den samfundsmæssige betydning for EU´s støtteprogram for forskning og innovation, Horizon 2020. Konferencen er en god påmindelse om, at det ikke giver mening at have en national debat om forskning og udvikling uden at inddrage danske videregående uddannelsesinstitutioners vilkår for at agere internationalt.
Her halter vi desværre langt bagefter i Danmark, da danske professionshøjskoler lovgivningsmæssigt ikke er ligestillet med tilsvarende institutioner i Europa på et meget centralt område, som er muligheden for at udbyde masteruddannelser. Det er skadeligt, da den manglende mulighed udgør en barriere i forhold til at bringe danske professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser i spil i det internationale samarbejde om uddannelse, forskning og udvikling, som ellers ville være et aktiv for Danmark.
Et konkret eksempel er et uddannelsessamarbejde i regi af EU’s Erasmus+ pulje til uddannelsesudvikling på tværs af landegrænser, hvor Danmark begrænses i forhold til, hvilke projekter det er muligt at involvere sig i. Et andet eksempel er begrænset mulighed for at deltage i Erasmus Mundus netværksprojekter og Horizon-projekter.
På trods af høj tillid til og efterspørgsel efter de danske professionshøjskolers uddannelser, betyder manglende ret til udbud af masteruddannelser, at professionshøjskolerne er mindre attraktive samarbejdspartnere internationalt, da de internationale partnerinstitutioner ønsker sammenhængende samarbejdsflader, der passer til deres eget uddannelses- og forskningssamarbejde.
Andre benspænd på grund af manglende master er, at aftaler ophører, fordi samarbejde med en dansk professionshøjskole påvirker rankingen hos de internationale institutioner. Double degree-aftaler opgives, fordi partnerne ønsker at inddrage 8., 9. og 10. semester på deres master, og aftaler fornyes ikke med henvisning til ranking/akkrediteringsprocesser.
Der sættes også generelt spørgsmålstegn ved danske professionshøjskolers status, da masterprogrammer internationalt er en indikator på de europæiske professionshøjskolers niveau. Internationalt har man derfor oprigtigt svært ved at tro på, at danske professionshøjskoler tilhører University of Applied Sciences-familien – den engelske betegnelse for professionshøjskoler – når de ikke kan udbyde uddannelser på masterniveau.
Den manglende ret til at udbyde master betyder med andre ord, at en tredjedel af de danske videregående uddannelsesinstitutioner, som professionshøjskolerne udgør, står sig dårligere i den europæiske konkurrence, da vi er oppe imod, at så godt som alle søsterinstitutioner til professionshøjskolerne i Europa og Nordamerika udbyder master og mange endog ph.d. Og det er netop de institutioner, de danske professionshøjskoler konkurrerer med, når vi markedsfører danske uddannelser i udlandet og forsøger at tiltrække de bedste internationale talenter til vores uddannelser. Det betyder samtidig, at professionshøjskolerne ikke kan leve op til ministerens ambitioner for international studenterudveksling.
Dertil kommer, at internationale studerende er meget opmærksomme på muligheden for at fortsætte efter bachelor-niveau. Det betyder, at Danmark vælges fra til fordel for en institution, som tilbyder et højere uddannelsesniveau. Endnu værre er det dog, at der er en del konkrete eksempler på studerende, som efter faktisk at have valgt en danske professionshøjskole ikke kan få anerkendt den danske professionsbacheloreksamen i hjemlandets uddannelsessystem med henblik på videre studier. Det er en helt uholdbar situation.
I debatten om, hvordan danske midler til forskning bruges bedst muligt, vil professionshøjskolerne derfor henstille til, at man politisk åbner for mulighed for master på professionshøjskolerne på samme måde som det er sket overalt i Europa gennem de sidste 20 år. Lige vilkår internationalt er afgørende, da det er vejen til, at danske videregående uddannelsesinstitutioner samlet set bedst kan bruge de danske forskningsressourcer mest effektivt og til mest gavn for samfundet.
