Overgangen mellem den teoretiske og den praktiske del af sygeplejerskeuddannelsen spiller en vigtig rolle for kommende sygeplejersker. Derfor rammer regeringen rigtigt med 44 mio. kr. til netop den del af uddannelsen, mener Danske Professionshøjskoler.
”Med regeringens ambitioner om 1000 flere sygeplejersker bliver der behov for at uddanne flere i årene, der kommer. Hvis de sygeplejerskestuderende skal blive så dygtige, som de kan, så er det helt afgørende, at der er den bedst mulige sammenhæng mellem den teoretiske undervisning og praktikken på hospitaler, i psykiatrien og det kommunale sundhedsvæsen. Derfor er vi meget glade for de 44 mio. kr. til at styrke disse overgange i form af for eksempel minihospitaler på uddannelserne, hvor de studerende kan øve og træne i virkelighedsnære omgivelser,” siger Peter Sørensen, formand for Danske Professionshøjskolers formandskollegium.
Engangsbeløbet på 44 mio. kr. kommer bl.a. på baggrund af en kortlægning. Den viser, at netop overgangen mellem den teoretiske og den praktiske del har stor betydning for de studerendes samlede oplevelse af uddannelsen og ikke mindst for mulighederne for at fastholde de studerende på uddannelsen.
”Gode øvelsesfaciliteter spiller en stor rolle, når de studerende skal blive trygge og sikre ved det ansvar, de kommer til at stå med som færdiguddannede. Derfor er bevillingen fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen vigtig. Den kan for eksempel være med til at minimere, at der bliver trængsel om faciliteterne, når de studerende skal øve sig på modeller af bl.a. fødestuer og plejeboliger til ældre,” siger Stefan Hermann, formand for rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler.
Læs pressemeddelelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet her.