Danske Professionshøjskoler byder regeringens planer om oprettelse af fire nye uddannelsesstationer i provinsen velkomne. Samtidig understreges det, at et farvel til omprioriteringsbidraget er helt afgørende, hvis planen skal lykkedes.
Inden længe får professionshøjskolerne fire nye såkaldte uddannelsesstationer i Hobro, Kalundborg, Holstebro og Helsingør. Det står nu endegyldigt klart efter lancering af regeringens udflytningsplan, Bedre Balance II.
Danske Professionshøjskoler er positive over, at regeringen nu anerkender, at de videregående uddannelser er en dynamo for vækst og velfærd. Hvis oprettelsen af de nye uddannelsesstationer skal blive en succes, er det dog afgørende, at regeringen nu tager det næste naturlige skridt for at sikre de bæredygtige og faglige miljøer. Her er et opgør med regeringens omprioriteringsbidrag helt centralt.
Professionshøjskolerne arbejder i forvejen på, at de uddannelsesudbud og uddannelsesstationer, der findes rundt omkring i landet, er baseret på et solidt studentergrundlag og de nødvendige faglige miljøer. Her spiller økonomien en afgørende rolle både i forhold til at fastholde de studerende og sikre en høj kvalitet.
Besparelserne svækker dog gradvist kvaliteten i uddannelserne, fordi de fører til dårligere muligheder for feedback og undervisning på større hold. For at gøre uddannelsesstationerne bæredygtige, er det sammen med annullering af besparelserne derfor også vigtigt, at der er tilstrækkeligt med studerende, så der kan skabes et fagligt bæredygtigt miljø.
Som det er i dag, tvinger omprioriteringsbidraget dog professionshøjskolerne til at spare 1,7 mia. kr. i perioden mellem 2016 og 2021. Det er en besparelse, der skaber dårligere muligheder for at udbyde flere videregående uddannelser i provinsen og landdistrikterne. Det skyldes, at det ofte er dyrere at drive uddannelsessteder udenfor de større byer med et færre antal studerende.
Med Bedre Balance II har regeringen afsat 160 mio. til de nye uddannelsesstationer. Det er en lille start, men hvis regeringen virkelig vil gøre noget for uddannelserne i provinsen, er der behov for yderligere handling.
Stefan Hermann, Formand for Danske Professionshøjskoler uddyber:
– Det er selvfølgelig dyrere at oprette flere uddannelser rundt omkring i Danmark frem for at samle dem i de større byer. Men det kan være investeringen værd, når man tænker på de virksomheder, der får de professionelle medarbejdere, de efterspørger og de unge, der får mulighed for at tage en videregående uddannelse. Derfor er det også gode tanker, der ligger bag regeringens plan. Hvis den for alvor skal lykkedes, kommer vi dog ikke uden om, at vi skal af med de årlige 2 pct. besparelser på professionshøjskolerne nu.
For yderlige oplysninger
Formand Stefan Hermann, Danske Professionshøjskoler
Mobil: +45 2613 7397
E-mail: sthe@kp.dk