Videnregnskab: Forskning og udvikling på professionshøjskolerne i vækst

Professionshøjskolernes forsknings- og udviklingsarbejde skaber viden, der bliver til forbedringer i både uddannelserne og i danskernes hverdag. Videnregnskabet for 2018 viser, at indsatserne er i vækst på en række vigtige parametre.

Professionshøjskolernes videnregnskab for 2018 viser, at forsknings- og udviklingsaktiviteterne på professionshøjskolerne er i vækst. Regnskabet viser blandt andet, at antallet af medarbejdere, der forsker, er steget med 5 pct. fra 2017 til 2018, ligesom andelen af undervisere med en ph.d.-grad – og dermed forskningskompetencer – er steget med 85 pct. fra 2014 til 2018.

Forsknings- og udviklingsarbejdet foregår tæt på det arbejdsmarked og de borgere, som professionshøjskolernes uddannelser handler om. Dermed er vejen kort fra studerende og uddannelser ud til børnene i folkeskoler og daginstitutioner, patienter i det nære sundhedsvæsen, virksomheder i hele landet og de mange andre områder, professionshøjskolerne er i berøring med.

En anden bemærkelsesværdig udvikling er stigningen i andelen af eksterne midler til professionshøjskolernes forskning og udvikling, som blandt andet kommer fra fonde som TrygFonden, LEGO Fonden, Nordea Fonden og A.P. Møller Fonden. Her er der sket en stigning fra 115 mio. kr. i 2014 til 172 mio. kr. i 2018, svarende til en stigning på 50 pct. Det tyder på en høj grad af interesse for og investeringsvilje i den praksisnære forskning og udvikling, som kendetegner professionshøjskolernes arbejde.

Læs videnregnskab 2018

Tilmeld nyhedsbrev