Kunne du tænke dig at blive klogere på, hvordan man kan forebygge alkoholforbrug i folkeskolen ved hjælp af virtual reality? Eller hvordan fysisk aktivitet kan forebygge eller afhjælpe rejsningsproblemer? Det og meget mere forsker professionshøjskolerne i, og du har mulighed for at bestille et virtuelt foredrag med forskerne.
Til den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, der løber af stablen den 23.-29. april, kan man bestille et gratis foredrag med en af de mere end 200 forskere, der i år er tilmeldt. Grundet Corona-situationen bliver alle foredrag afholdt virtuelt.
Med hele 248 foredrag er spændvidden for, hvad det er muligt at blive klogere på, meget bred. Det gælder også de 22 foredrag, der afholdes af forskere fra en af landets professionshøjskoler. Her er der mulighed for at få viden om anbragte børn, myter om motionsløb, esports indflydelse på den mentale og fysiske sundhed, hverdagslivet for nyuddannede sygeplejersker og hvorfor mennesker falder, for blot at nævne nogle eksempler.
Alle har mulighed for at bestille et foredrag med en forsker, og foredragene kan derfor bruges på mange måder; f.eks. til undervisning, i private hjem, i virksomheder og organisationer, trossamfund og andet. En betingelse for at kunne bestille et foredrag er dog, at man skal kunne samle et publikum på mindst 20 personer.
Det er muligt at bestille en forsker til Forskningens Døgn frem til den 31. marts 2021.
Nedenfor er en oversigt over alle de forskere fra professionshøjskolerne, som det er muligt at bestille et foredrag hos. Nogle af dem har kun få tider tilbage.
UC SYD
Lene Mosegaard Søbjerg
Inddragelse af udsatte børn og unge i dilemmafyldte sager
Lene Mosegaard Søbjerg diskuterer, hvorfor det er så svært at inddrage udsatte børn i de sager, hvor der er mistanke om overgreb mod børnene, og hvordan man kan inddrage dem på en god måde. Hun tager også fat på de faglige og etiske dilemmaer, der kan opstå, og hvilke krav disse stiller til de professionelle.
https://forsk.dk/indbakke/inddragelse-af-udsatte-born-og-unge-i-dilemmafyldte-sager
Julie Dalgaard Guldager
Hvordan kan man forebygge alkohol i folkeskolen ved hjælp af virtual reality?
En måde at forebygge et alkoholforbrug i folkeskolen kan være en virtuel fest, hvor de unge ved hjælp af virtual reality kan lære at begå sig til en fest, hvis de ikke har lyst til at drikke alkohol. Netop det vil du blive præsenteret for til dette foredrag.
Bo Morthorst Rasmussen
Anbringelse af børn
Selvom vi ved, at det er bedre for børn at blive anbragt hos et familiemedlem eller en person, der allerede er en del af familiens netværk, sker det ikke. Dette foredrag vil forsøge at kaste lys over hvorfor, og forskeren vil give nogle bud på, hvordan antallet og kvaliteten af netværksanbringelser kan øges, sådan så anbragte børns samvær med hele deres udvidede familie og netværk også øges.
UCN
Daniel Ramskov
Et gennemløb af myterne omkring motionsformen løb
Dette foredrag belyser de mange myter, der er omkring motionsløb, og hvorfor løbere bør forholde sig kritisk til dem. Det er blandt andet myterne om, at det skal løbes væk, at løb slider på kroppens led, og at der er en sammenhæng mellem løbestil og skader.
https://forsk.dk/indbakke/et-gennemlob-af-myterne-omkring-motionsformen-lob
Signe Refsgaard Bech
Hvilke konsekvenser har inaktivitet eller stillesiddende aktivitet for din sundhed?
Hvad sker der med kroppen, hvis vi dag efter dag sidder stille foran en skærm, eller hvis hjemmeundervisningen ofte bliver gennemført liggende i sengen? Det er fokus for dette foredrag, der ser nærmere på, hvad en periode med stærkt reduceret aktivitet kan have af betydning for helbredet, eksempelvis hvis vi er sengeliggende over flere dage.
Lasse Christiansen
Kompetencer til fremtidens produktion i et SMV-perspektiv
Dette foredrag gør dig klogere på, hvilke kompetencer fremtidens industri, og især de små og mellemstore virksomheder, har behov for. Foredraget bygger på forskningserfaring inden for både industriel opkvalificering i en bred forstand, men også konkrete tekniske projekter omkring virtuel produkt- og produktionssimulering.
https://forsk.dk/indbakke/kompetencer-til-fremtidens-produktion-i-et-smv-perspektiv
Christian Lund Straszek
Kan esport og sundhed spille sammen?
Oplev en psykolog og en fysioterapeut belyse sammenhængen mellem esport og sundhed ud fra to forskellige vinkler; hvordan esport påvirker gameres kroppe, og hvordan den påvirker deres mentale trivsel. Bliver de ensomme? Bliver de afhængige? Får de smerter i muskler og led?
https://forsk.dk/indbakke/201dgg-well-played201d-hvordan-esport-og-sundhed-spiller-sammen
Anne-Mette Dissing
Kroppens tilpasninger til bevægelse og træning
Når vi går i gang med at bevæge os eller træne, så sker der en masse tilpasninger i kroppen vedrørende blandt andet kredsløbet og vejrtrækningen. Dette foredrag forklarer disse tilpasninger og belyser, hvordan man kan justere sin træning. Derudover præsenterer foredraget tilpasninger, der sker efter længere tids træning, og som gør, at vi bliver stærkere, hurtigere og sundere af at træne.
https://forsk.dk/indbakke/kroppens-tilpasninger-til-bevaegelse-og-traening
Preben Olund Kirkegaard
Forskellige forståelser og forskning i dialogisk undervisning
I de seneste årtier er der kommet større forståelse for sprogets betydning for læring, og her er samtalen mellem lærer og elev helt central. Dette foredrag vil handle om udfordringen med at skabe rammer for klassesamtaler, hvor flest mulige elever deltager, og hvor faglig læring samtidig er i fokus.
Anna Marie Lassen
Velfærdsteknologiens muligheder og udfordringer
Foredraget giver en introduktion til, hvad velfærdsteknologi er, og hvordan den bliver anvendt i den kommunale praksis. Endvidere gives perspektiver på, hvad teknologien betyder for borgerne og de kommunale medarbejdere, der anvender velfærdsteknologien i hverdagen indenfor de pædagogiske og sundhedsfaglige områder.
https://forsk.dk/indbakke/velfaerdsteknologiens-muligheder-og-udfordringer
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Helle Gerbild
Fysisk aktivitet kan forebygge og afhjælpe rejsningsproblemer
Fysisk aktivitet kan forebygge rejsningsproblemer, og der er evidens for, at fire gange 40 minutters aerob-aktivitet om ugen i et halvt år kan afhjælpe rejsningsproblemer hos mænd. Til dette foredrag får du viden om, hvorfor og hvordan fysisk aktivitet kan forebygge og reducere rejsningsproblemer, og hvilken form for træning der kan anbefales.
https://forsk.dk/importerede_foredrag/fysisk-aktivitet-kan-forebygge-og-afhjaelpe-rejsningsproblemer
VIA University College
Anne Louise Bang
Kan man tegne viden og tale gennem materialer?
Designfaget er i høj grad præget af tavs viden og personlige præferencer. Som designer arbejder man som regel sammen med andre om formgivning, produktudvikling og problemløsning i erhvervslivet og samfundet. Ved dette foredrag vil forskeren fortælle om, hvorfor det giver det mening at bruge fagets viden og metoder som kommunikationsmiddel.
https://forsk.dk/importerede_foredrag/kan-man-tegne-viden-og-tale-gennem-materialer
Mads Lund Andersen
Den kvindelige gamer – Om virtuelle kroppe, køn og computerspil
Til dette foredrag kan du blive klogere på, hvad køn betyder i virtuelle relationer. Når vi spiller computerspil, gennemgår vi en tilblivelsesproces. Vi bliver til som den avatar, den karakter eller den repræsentation af os selv, vi har valgt eller er blevet tildelt. Vi træffer aktive valg som hvilken hårfarve eller bygning, vi skal repræsenteres med, men ofte også hvilket køn vi fremstår med.
https://forsk.dk/indbakke/den-kvindelige-gamer-om-virtuelle-kroppe-kon-og-computerspil
Teknologisk udvikling til ældre – præsentation af et videnskredsløb
Dette foredrag belyser teknologiske løsninger til ældre borgere med fokus på, hvordan ældre borgere involveres i den teknologiske udvikling, og hvilket potentiale en sådan involvering kan have.
https://forsk.dk/indbakke/teknologisk-udvikling-til-aeldre-praesentation-af-et-videnskredslob
Peter G. Harboe
Hvad gør man, hvis man har for mange projekter?
I dag bruger både organisationer og virksomheder projekter til at løse mange forskellige problemer og til at skabe forandring, men forskning viser, at det ikke er alt, der løses bedst gennem projekter. Nogle kan derfor stå i den situation, at de har for mange projekter i gang. Hør hvordan du kan gribe problemstillingen an.
https://forsk.dk/importerede_foredrag/hvad-gor-man-hvis-man-har-for-mange-projekter
Mette Falbe-Hansen
Det oplevede indeklima – et komparativt casestudie
Omdrejningspunktet for dette foredrag er et forskningsprojekt, hvor der er lavet en komparativ analyse af studerendes oplevelse af indeklimaet i to situationer, når de arbejder i et undervisningslokale. Der vil blandt andet blive redegjort for teori om indeklima, og hvad resultaterne viste.
https://forsk.dk/indbakke/det-oplevede-indeklima-et-komparativt-casestudie
Københavns Professionshøjskole
Manon Alice Lavaud
Et mylder af historier om anbragte børn og unge – Kan vi udfordre problemfortællingerne?
Udsathed og massive udfordringer – det er oftest de eneste historier, der bliver fortalt om børn og unge, der er anbragt. I sin ph.d. satte foredragsholderen sig for at lytte efter de mange andre historier, der kunne nuancere og udfordre problemfortællingerne. Det er nogle af disse historier, du bliver præsenteret for i dette foredrag, hvor de bliver sat ind i et bredere perspektiv i forhold til tidens fokus på diagnoser, følelsesregulering og selvkontrol og blive diskuteret i forhold til begreber om normalitet og afvigelse.
Lotte Evron
Kend din (fald)type og bliv klogere på dig selv
Er du nysgerrig på, hvorfor mennesker falder, og hvad der kan gøres ved det, og vil du samtidig blive klogere på dig selv og din faldtype? Så er dette foredrag noget for dig. Her vil der blive sat fokus på forskellige årsager til fald, videnskabens syn på fald over tid og de seks faldtyper, som dækker over seks forskellige måder, vi mennesker falder på.
https://forsk.dk/importerede_foredrag/kend-din-fald-type-og-bliv-klogere-pa-dig-selv
Maria Pedersen
Hvordan bliver man forsker?
I dette foredrag fortæller forskeren, hvordan hun arbejdede sig op fra at have en kort social- og sundhedsuddannelse til at have en lang videregående forskningsuddannelse. Der vil være fokus på både den faglige, men også den personlige udvikling, hun gennemgik i uddannelsessystemet. Foredraget belyser emner som tvivl ved uddannelsesvalg, selvtillid, at bryde social arv, hvad forskning er og ikke mindst, hvordan man bliver en forsker.
https://forsk.dk/importerede_foredrag/hvordan-bliver-man-forsker
Nina Baron
Borgeres rolle i forebyggelse af oversvømmelser
I dette foredrag vil der være fokus på de muligheder og udfordringer, der vil være ved at øge samarbejdet mellem myndigheder og borgere i håndteringen af et mere ekstremt klima med flere former for oversvømmelser. Noget af det centrale for foredraget vil være, hvilke aktive roller borgerne potentielt kan spille, og hvilke erfaringer og metoder for samarbejde der allerede findes.
https://forsk.dk/indbakke/borgeres-rolle-i-forebyggelse-af-oversvommelser
Professionshøjskolen Absalon
Carsten Juul Jensen
Hverdagslivet for nyuddannede sygeplejersker på medicinske afsnit
Især unge nyuddannede sygeplejersker reagerer med udbrændthed, stress, depression og angst i mødet med kolleger og pårørende. Pointen med foredraget er, at de nyuddannede sygeplejerskers problemer ikke skal ses som indre personlige karaktertræk, men som noget der bunder i institutionelle arbejdsbetingelser.
https://forsk.dk/importerede_foredrag/hverdagslivet-for-nyuddannede-sygeplejersker
Stine Engmose
Børnestavning er meningsfulde fejl og kan være effektiv undervisning i skriftsproget
Børn forsøger sig med skriften, før de kan stave rigtigt. De laver for eksempel små beskeder med noget, der ligner tilfældige bogstaver. I dette foredrag fortæller forskeren om, at børnestavning giver et værdifuldt indblik i den skriftsproglige udvikling, og at undervisning med børnestavning kan være en effektiv vej ind i skriftsproget.