Læreruddannelsen skal tættere på hverdagen i folkeskolen

Rigsrevisionen kritiserer, at der er forskel på tid til traditionel undervisning på professionshøjskolerne, men dykkes der ned i tallene, er billedet mere nuanceret.

Politikerne på Christiansborg har ikke ret i, at det er fagfagligheden, der halter på læreruddannelsen. De lærerstuderende skal derimod mere ud at prøve kræfter med forældresamarbejde og klasseledelse, lyder det fra to borgmestre og professionshøjskolerne.

Læreruddannelsen og folkeskolen er en evig kampplads – og med god grund. En god folkeskole er en stor del af grundlaget for de muligheder, vi giver vores børn videre frem i livet.

Og uden en god læreruddannelse, ingen god folkeskole. Svaret trækker desværre i forskellige retninger afhængigt af, hvem der bliver spurgt.

Der er et gab mellem, hvordan nogle af Christiansborg-politikerne ser vejen frem mod målet, og hvordan vi som aftagere af lærere og uddannelsesansvarlige i praksis oplever, at vi bedst baner vejen.

Vi oplever, at de nyuddannede læreres største udfordring er ledelsen i klasserummet, mens dele af Christiansborg ser et behov for at skrue op for det fag-faglige område.

Når en lærerstuderende vælger undervisningsfag, så skal de være endnu stærkere i deres fag end i dag, lyder det fra Christiansborg. Derfor vil vi gerne illustrere den virkelighed, vi og de nyuddannede lærere oplever.

Lærerne skal rustes til skolens kompleksitet
Vi er selvfølgelige helt enige i, at det faglige grundlag skal være på plads. Eleverne skal lære at stave, tale engelsk og regne regnestykker ud over 2+2.

Det fag-faglige er en væsentlig del af læreruddannelsen og et udpeget fokusområde, men det er ikke nok at forbedre lærernes fag-faglighed.

Vores erfaringer viser, at det faktisk er endnu vigtigere at opruste på de nyuddannede læreres evner til at håndtere den kompleksitet, som er et vilkår i folkeskolen i dag.

Når folkeskolen ikke lykkes i sin opgave – uanset om det er inden for sprog, det naturfaglige eller noget helt tredje, så er det en blanding af udfordringer, som ender med at skabe de dårlige resultater.

Vores lærere kan være nok så dygtige til andengradsligninger eller bøjninger i tysk. Det nytter ikke, hvis eleverne er i en situation, hvor de ikke har mulighed for at tage guldkornene ind.

Lokale forhold definerer behovene
En af forudsætningerne er allerede på plads – i vid udstrækning i hvert fald. Det er læreruddannelsens lokale tilknytning til folkeskolen.

Der er forskel på at være lærer i de større byer og i tyndt befolkede områder. Der er forskelle i elevsammensætning, forældrebaggrund osv. fra sted til sted, og det skal læreruddannelsen kunne favne.

Uddannelserne har allerede en stærk kobling til lokalområderne, og vi kan stadig komme videre i det spor, men det er vigtigt at nævne her.

Skulle tanken om at skrue på det forhold dukke op på Christiansborg, så skal det være i retning af at styrke det lokale ophæng mellem læreruddannelsen og folkeskolen.

Den virkelige udfordring ligger i at ruste de lærerstuderende til den meget komplekse virkelighed, de møder i folkeskolen; forældres ønsker og ambitioner, elevers potentialer og udfordringer, konflikter i klassen, inklusion af elever med særlige behov, lokale behov og muligheder, sociale forhold, lærermangel, skiftende ønsker og prioriteringer både lokalt og nationalt, stram økonomi versus høje ambitioner. Listen bliver ved.

Tættere samarbejde
Derfor er en stærkere sammentænkning af læreruddannelsen og hverdagen i folkeskolen den største tjeneste, vi kan gøre de lærerstuderende, eleverne og folkeskolen.

Det handler for eksempel om at give de studerende stærkere kompetencer i klasserumsledelse, relations-arbejde og samarbejde med forældrene og i det hele taget at styrke de studerendes tilknytning til praksis.

Ikke bare i praktikken, men også i løbet af uddannelsen, hvor de studerende kan kobles på forløb i folkeskolen.

Lærerne skal været trænet til mødet med elever, forældre og andre omkring folkeskolen, især fordi mødet også kan være konfliktfyldt og kompliceret på andre måder.

De skal trænes på uddannelsen, og de skal ud på skolerne og møde virkeligheden mere, end tilfældet er i dag. Hvis ikke lærerne mestrer mødet, så kan det udhule mulighederne for den gode undervisning.

Lærere og pædagoger skal samarbejde
Et andet sted, hvor virkeligheden og uddannelsen ikke helt møder hinanden, er det samarbejde, som lærere og pædagoger i høj grad praktiserer i folkeskolen.

Her ligger også et stærkt potentiale for at skabe et bedre grundlag for, at undervisningen fungerer. Vi ser en bedre investering i at skrue på, hvordan lærer- og pædagoguddannelsen spiller sammen, end på hvordan vi gør lærerne stærkere til engelsk eller biologi.

Det skal være nemmere at være nyuddannet
Endelig skal folkeskolen også blive bedre til at gribe lærerne, når de ankommer som nyuddannede. Uanset hvor stærk læreruddannelsen bliver, så er det urealistisk at tro, at man kan komme direkte fra uddannelsen og fungere optimalt fra dag 1.

Det er i sagens natur en opgave for folkeskolen, men det er også en opgave, hvor uddannelserne kan spille en vigtig rolle og dermed endnu et eksempel på, hvor tæt forbundne læreruddannelsen og folkeskolen er.

Vores forslag handler også om at sikre, at eleverne fagligt kan det, de skal, når de forlader folkeskolen. Altså samme mål som når politikerne på Christiansborg efterlyser en styrkelse af det fag-faglige.

Men en mindst lige så vigtig ambition er, at eleverne skal være duelige samfundsborgere, som kan og vil være en del af det samfund, de kommer ud i. Det lykkes vi kun med, hvis vi både arbejder med det strengt fag-faglige og alt det, som ligger rundt om.

Derfor håber vi, at vi kan fortsætte dialogen med politikerne på Christiansborg og nå frem til de løsninger, der virker i praksis, inden der næste gang træffes større beslutninger om læreruddannelsen.

Bragt i Politiken Skoleliv den 12. november 2018