Mangel på pædagoger, lærere og sygeplejersker rykker tættere på, viser optag på de videregående uddannelser

Dagens tal for optag på de videregående uddannelser er dårligt nyt i bestræbelserne på at sørge for professionelle til børn i daginstitutioner, syge på hospitalerne og elever i folkeskolen. Allerede inden tallene blev offentliggjort i dag, var truende mangel på pædagoger, lærere og sygeplejersker kendt viden. Der mangler politisk handling.

”Det er ikke et uddannelsesproblem, det er et samfundsproblem, at interessen for at blive pædagog, lærer og sygeplejerske er faldet over de seneste år. Prognoserne for at få nok pædagoger til fx børn i daginstitutioner, sygeplejersker til patienter på hospitalerne og lærere til børn i folkeskolen er i forvejen dystre. De prognoser bliver på flere områder overhalet inden om på den værst tænkelige måde med det nye fald i optaget i år,” siger Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler.

I aften ved midnat får 93.000 ansøgere svar på, om de er kommet ind på en uddannelse, og tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at optaget på de fire store velfærdsuddannelser – pædagog-, lærer-, sygeplejerske- og socialrådgiver-uddannelsen – samlet falder med 4 pct.

Behov for national rekrutteringsplan

Tidligere på året viste en analyse fra Danske Professionshøjskoler, at der vil mangle 35.000 pædagoger, lærere og sygeplejersker i 2030. Det tal bliver kun værre af, at interessen for uddannelserne falder yderligere, for tallene i analysen er baseret på, at optaget til velfærdsuddannelserne er stabile. Og det er ikke tilfældet med dagens optagelsestal.

Derfor er det nødvendigt, at alle aktører omkring både uddannelserne og professionerne, herunder også stat, kommuner og regioner, sætter fart i arbejdet med en plan, der skal vende faldet i interessen for fagene og afværge den truende mangel.

”Det er nedslående, at vi ikke en gang kan holde status quo på de store velfærdsuddannelser, og det betyder, at tiden bliver stadigt mere knap. Mens samfundet har brug for flere ansøgere, falder tallene. Problemet kan ikke løses med et snuptag, og derfor er det min forventning, at politikerne forpligter sig med en grundig plan og det nødvendige mod,” siger Stefan Hermann.

Han understreger, at professionshøjskolerne ser det som helt naturligt at bidrage i den indsats, men at rekrutteringsproblemerne kræver handling fra alle aktører.

FAKTA

  • 24.286 har i år fået tilbudt en studieplads på en professionshøjskole. Det er et fald på 2 pct. ift. 2020 og en stigning på 3 pct. ift. 2019.
  • 13.675 har i år fået tilbudt en studieplads på en af de fire store velfærdsuddannelser til pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver. Det svarer til et fald på 4 pct. ift. 2020, og det er ca. uændret ift. 2019.
  • På pædagoguddannelsen er antallet af tilbudte studiepladser faldet med 4 pct. ift. 2020, på læreruddannelsen 5 pct., på sygeplejerskeuddannelsen 3 pct. og på socialrådgiveruddannelsen 5 pct.
  • Sammenligner man med 2019, er antallet af tilbudte studiepladser på pædagoguddannelsen i år faldet med 2 pct., og for socialrådgiveruddannelsen er faldet ligeledes på 2 pct., mens det er uændret på læreruddannelsen. På sygeplejerskeuddannelsen ses en stigning på 2 pct. i ift. 2019.

LÆS MERE: Her kan du få det fulde overblik over tilbudte pladser på professionshøjskolerne i 2021.

Tilmeld nyhedsbrev