D. 1. november tager Ole Larsen plads som ny kommunikationschef i Danske Professionshøjskoler.
Den nye kommunikationschef har solid erfaring med både presse, kommunikation og interessevaretagelse fra stillinger i bl.a. Mind Your Own Business, Tænketanken DEA og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. Han skal være med til at sætte professionshøjskolernes uddannelser på det politiske landkort, så store og vigtige uddannelser, som fx lærer-, pædagog-, socialrådgiver- og sygeplejerskeuddannelsen, får et tiltrængt kvalitetsløft. Det er der brug for, så Danmark både kan få flere og dygtigere fagprofessionelle, der bidrager til vækst og velfærd.
“Jeg ser frem til at blive en del af holdet i Danske Professionshøjskoler. Og så glæder jeg mig utrolig meget til at sætte professionsuddannelserne på dagsordenen, så ingen politikere, hverken lokalt eller nationalt, er i tvivl om, hvor vigtige de er at investere i, hvis vi vil have højt niveau af velfærd og regional udvikling,” siger Ole Larsen.