Ny teknologi, globalisering og fremtidssikring af professionshøjskolernes uddannelser

Både nutid og fremtid var til debat på professionshøjskolernes årsmøde 2015, hvor deltagerne drøftede udfordringer i forbindelse med globalisering og teknologi, og hvad der konkret skal til for at fremtidssikre sektoren. Den afsluttende debat var også en test af folkemødeformen


ÅRSMØDE
– Det var et program med mange oplæg på professionshøjskolernes årsmøde 2015, som blev afholdt på Koldingfjord tirsdag den 12. maj. Som noget nyt havde man i år valgt at ændre i konceptet ved kun at invitere gæster fra sektoren selv og fra uddannelsesministeriet. Til gengæld havde man så samlet set inviteret lidt flere deltagere – herunder flere studerende.

Professionshøjskolernes formand for rektorerne, Harald Mikkelsen, indledte med at rammesætte årsmødet.

”Professionshøjskolernes rolle lokalt og nationalt udfordres af globalisering og nye grænseoverskridende teknologier til læring. Samtidig er den videnorden, vi kender, med universiteterne som primær leverandør af ny viden i opbrud. Det skal professionshøjskolerne finde sine ben i,” sagde Harald Mikkelsen.

Kendetegn og styrkepositioner
Første oplægsholder var uddannelses og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, som tog afsæt i det unikke ved professionsuddannelsernes tætte sammenhæng med praksis.

”På mange områder er der simpelthen ikke nogen uddannelse uden den læring, som stammer fra praktikken. Det har givet jeres uddannelser særkender og styrkepositioner, som ikke uden videre kan kopieres af andre, og som I skal holde fast i. Men samtidigt står det også klart, at uddannelserne fremover skal andet og mere end at fastholde den nuværende praksis,” sagde Sofie Carsten Nielsen.

Hun mener, at historien ikke må være alene om at bestemme udviklingen, men at professionshøjskolerne kan tillade sig at være endnu mere ambitiøse.

“Jeres uddannelser kan bidrage endnu mere til at drive udviklingen i professionerne frem. Og derved også udviklingen i resten af samfundet. For mange af jeres uddannelser er jo med til at skabe selve det DNA, som det danske samfund er opbygget af. Lærere og pædagoger – socialrådgivere og sundhedspersonale. De skal ikke bare kunne følge med resten af samfundsudviklingen – de skal også være med til at forme den”.

Ny viden fra uddannelser til professionerne
Derfor må ny indsigt, ny teknologi og nye metoder kunne findes på uddannelserne og kunne springe derfra til professionerne, mente ministeren.

”Det kræver engagerede undervisere, som opsøger, skaber og formidler ny viden til deres studerende. Og det kræver studerende, som klædes på, motiveres og selv tager ansvar for at udvikle professionerne, når de møder dem efter uddannelsen. De skal have en klar forståelse af de udfordringer og potentialer, som præger professionerne, og hvordan de kan bidrage til at håndtere dem”.

Efter talen var der spørgsmål til ministeren fra salen – primært fra de studerendes repræsentanter om fremdriftsreform og mere optagelse gennem kvote 2.

Folkemødeform og faglige input
Næste på programmet var udviklingsredaktør på Nordisk Film TV, Abdel Aziz Mahmoud, som præsenterede sig selv og den afsluttende debat på årsmødet, som han stod for. Med Abdel Aziz Mahmoud som ekstern moderator, fik deltagerne samtidig en forsmag på folkemødet i juni, hvor han skal være ankermand og gennemgående person på alle professionshøjskolernes debatter.

Dagens input var opdelt i tre kategorier, hvor deltagerne med afsæt i Dansk Skolehistorie og derefter Dansk Velfærdshistorie først fik en introduktion til velfærdsstaten og dansk skolehistorie og uddannelseskultur og professionshøjskolernes rolle heri.

Anden kategori af input var oplæg om først partnerskaber mellem forskning, uddannelse og praksis og derefter om professionshøjskolernes rolle i en ny vidensorden.

Tredje og sidste input var fordelt på et oplæg om det globale arbejdsmarked og udfordringerne for studerende og et oplæg om professionshøjskolerne og internationalisering med afsæt i professionshøjskolernes aktuelle internatonale baseline.

I den sidste time af årsmødet var der paneldebat med de i alt seks oplægsholdere med spørgsmål fra salen. Professionshøjskolernes nytiltrådte formand for bestyrelserne, Carsten Koch, rundede den faglige del af årsmødet af.
Hent materiale fra årsmødet:
På årsmødehjemmesiden kan man se oplægsholdernes præsentationer, ministerens tale og en billedserie fra årsmødet. Gå til hjemmesiden her

For yderligere kommentarer kontakt:
Formand for bestyrelserne, Carsten Koch, 2219 3892 / carsten.koch@mail.dk
Formand for rektorerne, Harald Mikkelsen, 8755 1001 / hm@viauc.dk
Direktør, Marianne la Cour Sonne, 2483 0354 / mc@uc-dk.dk
Kommunikationschef, David Erichsen, 3140 9985 / de@uc-dk.dk

Abdel årsmøde

Udviklingsredaktør på Nordisk Film TV, Abdel Aziz Mahmoud var moderator på den afsluttende debat på årsmødet. Abdel skal også være ankermand og gennemgående person på alle professionshøjskolernes debatter på Folkemødet.

Tilmeld nyhedsbrev