Af Peter Sørensen, borgmester i Horsens og formand for formandskollegiet, og Stefan Hermann, formand for rektorkollegiet, Danske Professionshøjskoler
Når sygeplejersken tilrettelægger den bedst mulige behandling i komplicerede sygdomsforløb, når pædagogen koordinerer den vanskelige tværfaglige indsats med for eksempel socialrådgivere og sundhedsplejersker, som hjælper udsatte børn helt ned i vuggestuen, når folkeskolelæreren formår at bygge det faglige grundlag, som gennem et helt skoleliv er med til at sikre, at vores børn kommer godt videre, så skyldes det først og fremmest viden og stærk faglighed hos de fagprofessionelle.
På samme måde afhænger væksten i samfundet af, at virksomheder i alle størrelser og i hele landet kan få specialiseret viden inden for netop deres felt, hvad enten de har brug for en bygningskonstruktør, en finansøkonom eller en grafisk designer.
Vores evne til at uddanne er bestemmende for vækst og velfærd. Derfor er vi bekymrede for den gradvise braklægning, som økonomien på hele uddannelsesområdet oplever, og som fortsætter så langt øjet rækker. Det er politisk bestemt, hvordan uddannelsernes økonomi ser ud, og det er en legitim prioritering, vi må indrette os efter, men vi vil gerne sikre, at ingen tager fejl af betydningen af prioriteringerne.
Misforstå os ikke. Vi er ikke tonedøve. Der er et helt tydeligt politisk ønske om uddannelser til hele Danmark, også på de pletter af landkortet, hvor der er langt til større byer. Vi er endda enige. Vi ser det som et ansvar, at uddannelserne bidrager til, at virksomhederne kan finde de medarbejdere, de har brug for, og at skolerne kan få de lærere, de mangler, uanset postnummer. Men det skal stå helt klart, at beslutningen om besparelser uden ende gør det umuligt at føre ønskerne ud i virkeligheden. Vores opgave er også at tage ansvar for, at vores uddannelser har et forsvarligt fagligt indhold, og at de er økonomisk bæredygtige, og derfor lægger besparelserne en stadigt tungere begrænsning på vores handlemuligheder.
I tørre tal dræner omprioriteringsbidraget i perioden 2016-22 uddannelsesområdet for 15 mia. kr. Det såkaldte bidrag blev indført i 2016, i regeringens forslag til finanslov er det forlænget frem til 2022. Fra 2022 fortsætter besparelserne, blot med den forskel, at besparelserne kan føres tilbage til uddannelserne. Vi ved ikke hvordan og til hvem – altså stadig ikke noget, man kan lægge et budget eller give mere feedback til de studerende ud fra.
Besparelserne rammer borgerne
Alene på professionshøjskolerne har vi 2,6 mia. kr. mindre at drive uddannelser for fra 2016-22 samtidig med, at styringen bliver mere massiv og bureaukratiet vokser. Vi uddanner i dag 25 pct. flere studerende end i 2010. Vi er for længst forbi punktet, hvor vi kan effektivisere os gennem besparelserne. Smertefulde indhug på kvalitet og faglighed er nu en realitet.
Det vil langsomt men sikkert gøre ondt på velfærden og på de borgere, som er afhængige af, at for eksempel sygeplejersker, lærere, jordemødre og pædagoger har de nødvendige kvalifikationer. Kvaliteten i sundhedsvæsenet, på børneområdet, det sociale område, ældreplejen og resten af vores velfærd er direkte forbundet med kvaliteten af uddannelserne. Det samme gælder de små og mellemstore virksomheders produktivitet og dermed væksten. Her kommer blot et par eksempler fra vores mere end 80 uddannelser på, hvordan besparelserne rammer direkte ned i velfærden, ikke mindst uden for de store byer.
Praktik, besøg på arbejdspladser og tværfagligt arbejde er dyrere end undervisning på store hold med ringere mulighed for vejledning og feedback. Så vi kan hive nogle af besparelserne hjem ved at vælge de nemme løsninger og skrue ned for de faglige ambitioner i uddannelsen af socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger og lærere. Men det harmonerer ikke med de politiske ønsker om, at borgeren skal i centrum, og alle fagligheder skal bringes bedre i spil i for eksempel det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
I det hele taget er vi tvunget til at tage fat på områder, hvor forringelser har stor betydning, uanset om vi skal hjælpe ældre patienter med komplicerede sygdomsforløb i overgangen mellem sygehus, kommunale tilbud og behandling i eget hjem, sikre en tryg og stabil hverdag for barnet i den udsatte familie eller sikre, at den ordblinde elev får samme muligheder som andre børn i folkeskolen.
Vi ved, at professionshøjskolernes dimittender ofte bliver boende og finder arbejde i det område, hvor de uddanner sig, men det er dyrere at drive mindre uddannelsessteder uden for de større byer end store uddannelsessteder i de store byer. Så vi kan også hente dele af besparelsen ved at bremse ned på de muligheder for at uddanne sig i alle egne af landet, som ellers har kendetegnet udviklingen på professionshøjskolerne. Det vil gøre det sværere for folkeskoler at få uddannede lærere, for plejehjem og sygehuse at få uddannede sygeplejersker, for kommuner at få uddannede socialrådgivere, ligesom det private erhvervsliv vil lide under, at små som store virksomheder er afhængige af at kunne få dygtige maskinmestre, bygningskonstruktører og ingeniører eller finansøkonomer og journalister.
Det er ikke en floskel, at vores velfærd og vækst bygger på viden. Det er en sandhed med dybe rødder i virkeligheden, at vi er helt afhængige af dygtige professionelle, der står på et solidt videngrundlag og har stærke kompetencer. Uddannelserne er de rødder, som sikrer at selv de yderste blade på træets grene får den næring, de skal have. Med svage rødder falder træet.
Der tegner sig med andre ord et stadigt mere tydeligt billede af, at besparelserne kan blive dyre for samfundet. Det gælder i menneskelige omkostninger, hvor vi giver køb på kvaliteten af den hjælp, vi har brug for i takt med at besparelserne tvinger kvaliteten af uddannelserne ned. Og selv hvis man kun ser på den økonomiske kalkule, kan besparelserne blive dyre. Det betaler sig at være god til at få ledige og syge tilbage i arbejde. Det betaler sig at være god til at give børn en god start i livet, også selv om det kræver en ekstra indsats. Det betaler sig at have en folkeskole, som giver alle børn et stærkt fagligt og personligt afsæt til at bevæge sig videre ud i tilværelsen. Det betaler sig at have et arbejdsmarked, hvor virksomhederne kan finde de kvalifikationer, de efterspørger. Vi risikerer at betale en høj pris for fortsatte besparelser.
Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark 11. oktober 2018 i forkortet form.
