Af Camilla Wang, forkvinde for Danske Professionshøjskoler.
Kronikken er bragt i Dansk Selskab for ledelse i Sundhedsvæsenet d. 6. december 2023.
Uddannelsesreformer, mere praksisnær forskning og samarbejde er nødvendigt for at uddanne, tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere og sikre kvaliteten, skriver Camilla Wang, medlem af Den Anden Kommission.
Det danske sundhedsvæsen står foran enorme udfordringer. Antallet af ældre borgere vil stige markant over de næste 30 år, og f.eks. forventes cirka hver tredje dansker i 2040 at være over 60 år, mens omkring hver tiende dansker i 2050 forventes at være over 80 år. Således forventes antallet af ældre over 80 år i 2050 at være godt 300.000 flere end i dag.
Samtidig står sundheds- og ældreområdet i en situation med personalemangel og betydelige rekrutteringsudfordringer. Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) mislykkedes omkring hvert femte forsøg på at rekruttere social- og sundhedsassistenter samt sygeplejersker i løbet af de første fem måneder af 2023.
Oveni de betydelige rekrutteringsudfordringer er søgningen mod seks ud af otte sundhedsuddannelser på professionshøjskolerne faldet. På en af de største uddannelser på sundhedsområdet, nemlig sygeplejerskeuddannelsen, er søgningen faldet med ikke mindre end 37 pct. siden 2015. Således var der i 2023 for første gang i mange år ledige pladser på sygeplejerskeuddannelserne stort set over hele landet.
Knap hver fjerde sygeplejerskestuderende falder fra i løbet af uddannelsen, og kun 55 pct. af de studerende svarer ifølge en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut ja til, at de forventer at arbejde inden for deres profession om fem år. Også andre professionsuddannelser på sundheds- og ældreområdet oplever faldende interesse i disse år. F.eks. er søgningen til fysioterapeutuddannelsen faldet med 42 pct. siden 2015, mens søgningen til ergoterapeutuddannelsen er faldet med 40 pct. i samme periode.
Udviklingen er naturligvis kompleks. Men hvis jeg set fra et uddannelsespolitisk perspektiv skal koge det ned til noget, der kan handles på, så kan jeg ikke lade være med at pege på det forhold, at valget af en professionsrettet sundhedsuddannelse og -karriere ikke længere er så attraktivt, som det har været. Ifølge en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut foretrækker studerende med de højeste karakterer og som overvejede sygeplejerskeuddannelsen, i stedet en lang sundhedsvidenskabelig uddannelse på universitetet.
Undersøgelsen viser også, at de unges opfattelse af dårlige arbejdsvilkår er en udslagsgivende faktor for fravalget af sygeplejerskeuddannelsen. F.eks. pegede 73 pct. af dem, der overvejede, men fravalgte uddannelsen, at bekymringer for arbejdsvilkår var afgørende for deres fravalg.
Nok dygtige sundhedsuddannede er og bliver en afgørende ressource for et stærkt og robust sundhedsvæsen i hele Danmark. Og derfor er der behov for ambitiøse reformer, der styrker uddannelserne, og gør dem mere attraktive og fleksible at vælge til for både unge og voksne, som ønsker at skifte spor senere i arbejdslivet.
Giftig cocktail venter forude
Ifølge Robusthedskommissionen vil det stigende antal ældre alt andet lige betyde, at vi ser ind i væsentlige rekrutteringsudfordringer i fremtiden. Og det konkluderes også, at medmindre der tænkes nyt, vil den geografiske og sociale ulighed i tilbud og ydelser risikere at forværres yderligere, hvilke kan skabe en ond cirkel med svigtende tillid til de offentlige tilbud på sundheds- og ældreområdet både hos borgere og medarbejdere.
Det er altså en giftig cocktail, der venter os forude: Flere ældre borgere og behov for udbygning af et stærkt og borgernært kommunalt sundhedsvæsen blandet med færre unge, der ønsker at være sygeplejerske eller fysioterapeut og betydelige udfordringer med at tiltrække og fastholde nok dygtige sygeplejersker i store dele af landet. En cocktail, der betyder, at vi ikke bare kan fortsætte med det, vi plejer at gøre. Der er brug for at tænke i helt nye baner.
I min verden, er der to veje at forfølge:
For det første skal vi gøre det langt mere attraktivt at vælge en uddannelse og karriere som sygeplejerske, bioanalytiker eller fysioterapeut til, så vi fremover kan tiltrække og fastholde flere dygtige fagprofessionelle i sundhedsvæsenet og ældreplejen.
For det andet skal vi i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, prioritere den praksisnære forskning i det nære sundhedsvæsen i kommunerne, så vi bringer os selv i en situation, hvor vi på baggrund af evidens og viden kan udvikle kliniske retningslinjer og nationale standarder, der styrker kvaliteten i plejen og behandlingen i alle landets kommuner.
Behov for ambitiøse reformer af sundhedsuddannelserne
Nok dygtige sundhedsuddannede er og bliver en afgørende ressource for et stærkt og robust sundhedsvæsen i hele Danmark. Og derfor er der behov for ambitiøse reformer, der styrker uddannelserne, og gør dem mere attraktive og fleksible at vælge til for både unge og voksne, som ønsker at skifte spor senere i arbejdslivet.
Attraktive sundhedsuddannelser og professioner var da også i fokus hos Robusthedskommissionen, som et middel til at tiltrække studerende og medarbejdere til sundhedsområdet. I Danske Professionshøjskoler er vi på rigtig mange stræk på linje med både analysen og anbefalingerne fra Robusthedskommissionen, som fokuserer på behovene for uddannelse og kompetencer i fremtidens sundhedsvæsen og ældrepleje.
Der er flere uddannelsespolitiske tiltag, der adresserer tiltrækning og fastholdelse, og som både er et ærinde for professionshøjskolerne og for hospitaler, psykiatrien og kommunerne, som spiller en vigtig rolle som meduddannere af fremtidens sundhedsprofessionelle.
De studerende er f.eks. på sygeplejerskeuddannelsen i praktik næsten halvdelen af deres studietid, hvor de i deres første møde med ”virkeligheden” på hospitalet eller i ældreplejen gerne skal opnå en oplevelse af tilhørsforhold og samhørighed, så de motiveres til at engagere sig både fagligt og socialt.
Men også senere i arbejdslivet, når de som uddannede fagprofessionelle gerne skal have lyst til at blive i faget og i arbejdet tæt på patienter og borgere enten ved at dygtiggøre eller omskole sig gennem specialisering og videreuddannelse.
Lad mig her nøjes med at fremhæve to potentielle reformelementer i sundhedsuddannelserne, som er relevante i denne sammenhæng, og som bør tænkes ind i de kommende reformer af de erhvervs- og professionsrettede uddannelser.
Bedre kobling mellem uddannelse og job
For det første skal der i sundhedsuddannelserne være en langt bedre kobling mellem uddannelse og job, da alt for mange nyuddannede oplever et praksis- og ansvarschok, når de møder hverdagen på hospitaler og i kommuner.
Det kan ske gennem styrkede praktikforløb og bedre muligheder for at træne og øve under uddannelsen. F.eks. i simulationsmiljøer på sundhedsuddannelserne, hvor de studerende bl.a. ved hjælp af dukker har mulighed for at øve og træne akutte scenarier, tage blodprøver og håndtere medicin, inden de møder rigtige patienter på en travl hverdag på et hospital eller i en kommune.
I den forbindelse vil vi på professionshøjskolerne gerne indgå i samarbejde med regioner og kommuner om at styrke sammenhængen mellem undervisningen på professionshøjskolerne og praktikforløb på hospitaler, sundhedshuse og ældrepleje.
F.eks. ved at sikre høj kvalitet i vejledningen af de studerende, etablere eksemplariske uddannelsesafdelinger på hospitaler og bedre muligheder for kombinationsstillinger mellem sundhedsvæsenet og professionshøjskolernes sundhedsuddannelser, så konkrete erfaringer fra den kliniske praksis tages med ind i den teoretiske undervisning på sundhedsuddannelserne – til gavn for de studerende.
Fleksible uddannelser
For det andet er der behov for at gøre sundhedsuddannelserne mere sammenhængende og fleksible. Det handler bl.a. om mere fælles indhold på tværs af de enkelte sundhedsuddannelser i form af flere fælleselementer, f.eks. i anatomi eller fysiologi, på tværs af de professionsrettede sundhedsuddannelser.
I forhold til at sikre mere fleksibilitet skal der være bedre muligheder for merit og at tilrettelægge uddannelserne på deltid, så det er nemmere for den enkelte at skifte uddannelsesspor undervejs i sit uddannelsesforløb eller efter nogle år i job.
Det mener jeg også har et stort potentiale. Det vil f.eks. betyde, at det bliver nemmere at tiltrække nye målgrupper til uddannelserne, at de studerende lettere kan skifte spor uden at skulle starte forfra, f.eks. hvis en jordemoder ønsker at skifte profession senere i livet til f.eks. sygeplejerske. Mere fælles indhold betyder ikke, at man skal gå på kompromis med kernefagligheden, og der er ikke tale om at udviske den fagprofessionelle identitet, som er vigtig at holde fast i.
Derimod kan mere fælles indhold på tværs i mine øjne bidrage positivt til en mere fleksibel arbejdsstyrke. Det vil stille nye og andre ledelsesmæssige krav til organiseringen af arbejdet end i dag, når de forskellige faggrupper både bliver i stand til at arbejde bedre sammen på tværs og bedre til at fungere som et team, der hjælpes ad med at løse opgaverne omkring en borger, der hvor det er fagligt meningsfyldt.
Et eksempel kunne være en fysioterapeut, som i arbejdet med rehabilitering af en borger i eget hjem, også hjælper borgeren i bad.
Tydeligere karriereveje og mere livslang læring
Et andet reformtema, som har store ledelsesmæssige implikationer, og som også Robusthedskommissionen pegede på, er behovet for at skabe tydeligere karriereveje og livslang læring, som er rettet mod praksis og det sundhedsfaglige arbejde tæt på borgere og patienter.
Tydelige og praksisrettede karriereveje kan både bidrage til at fastholde flere i professionen, f.eks. som faglige fyrtårne, at nogle professioner kan påtage sig nye opgaver, som kan aflaste andre og endelig være med til at øge sundhedsuddannelsernes attraktivitet i det hele taget.
En nylig undersøgelse fra VIVE konkluderer dog, at der i dag er et stort og ofte vidtforgrenet udbud af efter- og videreuddannelser på sundhedsområdet, som medarbejderne har svært ved at overskue. F.eks. er der 175 efter- og videreuddannelsestilbud til sygeplejersker på tværs af regioner og professionshøjskoler. Det er indlysende, at så mange tilbud gør det vanskeligt for den enkelte at danne sig et overblik over attraktive karriereveje, men det hæmmer også systemets muligheder for at imødekomme de udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor.
Jeg er meget enig i, at der er behov for at rydde op i, forenkle og skabe større sammenhæng i videreuddannelserne, som udbydes på tværs af regioner, kommuner og professionshøjskoler.
Det skal sikre, at den enkelte ikke skal starte forfra i videreuddannelsessystemet, hvis man ønsker mere uddannelse, men i stedet kan bygge ovenpå. Herudover er der behov for, at videreuddannelses- og karrierevejene bliver tydeligere og mere praksisnære, hvilket vil gøre det mere attraktivt for de uddannelsessøgende at vælge sundhedsprofessionsvejen til og på længere sigt i højere grad fastholde dem i professionen.
Målet må være, bl.a. gennem et strategisk ledelsesmæssigt fokus på hospitaler og i kommunerne, at sikre at medarbejderne hele tiden har de kompetencer, som der skal til for at løse opgaverne. Her kan professionshøjskolerne spille en vigtig rolle i forhold til at skabe en bedre sammenhæng mellem de sundhedsfaglige grunduddannelser og videreuddannelser på det professionsrettede område, så det bliver tydeligere og mere attraktivt at dygtiggøre sig inden for professionen.
Et stærkt nært sundhedsvæsen kræver mere praksisnær forskning
Der er også et stort behov for at styrke den praksisnære forskning tæt på borgere og patienter i de kommende år. I disse år sker der en udbygning og udvikling af det nære sundhedsvæsen i landets kommuner, hvor flere og flere opgaver rykker fra de højtspecialiserede sygehuse tættere på borgerne.
Det gælder f.eks. den ældre borger, som efter en hospitalsindlæggelse skal have hjælp til sårpleje af den kommunale sygeplejerske. Eller borgeren med KOL, som via telemedicin, løbende får sygeplejefaglig hjælp til at måle sin lungefunktion, så genindlæggelse så vidt muligt undgås.
På den måde aflastes sygehusene, mens der for den enkelte ældre bliver større tryghed og bedre mulighed for at fortsætte sit vante hverdagsliv trods sygdom.
En stor udfordring er, at der i dag er stor forskel på kvaliteten i de ydelser, man som borger får i det danske sundhedsvæsen. På et sygehus eller i almen praksis kan man forvente behandling af høj kvalitet baseret på evidens og nationale standarder, mens den kommunale pleje og behandling i højere grad er baseret på lokal praksis.
En af de vigtigste årsager til kvalitetsforskellene er, at mens der er solide traditioner for at forske på landets hospitaler, er det samme langt fra tilfældet, når det kommer til kommunernes praksis. Det på trods af, at knap 40 pct. af landets sundhedsmedarbejdere i 2021 var ansat i kommunerne. Det har bl.a. den konsekvens, at de kommunale sundhedsarbejdere ikke kan tilrettelægge deres arbejde efter kliniske retningslinjer, der er baseret på nyeste forskningsviden, ligesom man kan på sygehusene, hvor man har en lang tradition for at forske.
Derfor er der behov for tydeligere prioritering af mere praksisnær og anvendelsesorienteret forskning i det nære sundhedsvæsen. F.eks. inden for temaerne klinisk kvalitet og hvordan ældre med kroniske sygdomme kan modtage kommunal pleje efter høje nationale standarder, tværprofessionelt samarbejde om ældre borgeres sundhed og endelig forskning i, hvordan ældre kan modtage kommunal pleje og behandling, som er tilrettelagt specifikt til den enkeltes behov.
Forskningen kan med fordel placeres på professionshøjskolerne, som udover at have erfaring med praksisnær og anvendelsesorienteret forskning også kan sikre, at den nye viden bringes direkte ind i undervisningen på de sundhedsfaglige grunduddannelser, så fremtidens dimittender vil være i stand til at matche kravene om at arbejde på et mere evidensbaseret grundlag, end det sker i dag.
Kommunerne skal naturligvis være tæt involveret i både udviklingen og implementeringen af forskningsprojekterne, ligesom også bl.a. borgere og patientforeninger vil blive involveret, så den viden der genereres, er relevant og brugbar for målgruppen og aftagerne.
Sundhedsstyrelsen konkluderede sidste år i sin nationale forskningsstrategi for det primære sundhedsvæsen fra 2022, at hvis Danmark skal lykkes med at udvikle et nært sundhedsvæsen, som er kendetegnet af høj kvalitet, er det afgørende, at der arbejdes målrettet med at styrke forskningen i de kommunale sundhedsopgaver. Og skal strategien have den nødvendige effekt, er der både behov for en ambitiøs økonomisk ramme til at løfte forskningsindsatsen i det nære sundhedsvæsen, og at nogle påtager sig ansvaret for at løfte opgaven.
Reformer og stærkt samarbejde kan vende udviklingen
Ingen kan være i tvivl om, at der venter store og komplekse udfordringer forude, samt at der er behov for at tænke i nye løsninger.
I Danske Professionshøjskoler har vi med stor tilfredshed noteret os, at regeringen er på vej med reformer, som bl.a. skal gøre valget af de professionsrettede uddannelser mere attraktive.
Ligeledes har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) i forbindelse med fordelingen af forskningsreserven for 2024 slået fast, at den praksisnære forskning hidtil har været underprioriteret, og at rammerne for udmøntning af praksisnære forsknings- og formidlingsaktiviteter derfor nu skal belyses nærmere.
Men politiske reformer gør det ikke alene. Hvis det skal lykkes at skabe et stærkt og robust dansk sundhedsvæsen, kommer vi ikke i mål uden et tæt samarbejde og fælles ledelsesmæssigt fokus – på tværs af professionshøjskoler, regioner og kommuner – rettet mod tiltrækning og fastholdelse af nok, dygtige fagprofessionelle samt udvikling af solid praksisnær forskning, som kan styrke kvaliteten ikke mindst i det nære sundhedsvæsen i kommunerne. I Danske Professionshøjskoler er vi klar til at samarbejde og bidrage konkret, så vi i fremtiden får et robust sundhedsvæsen, hvor alle borgere i hele landet har lige adgang til den samme høje kvalitet.
