Der skal bygges bedre bro mellem dagtilbud og skole. Ikke for at gøre dem ens, men for at lade dem fremkalde deres forskellighed i et stærkere samarbejde
Klaus Rifbjerg skrev i 1956 om børnehavebørn som verdens evigt snublende nissehær, og selvom småfolket sjældent vandrer ad helt forudsigelig rute, har de stille og roligt – og heldigvis – fundet vej til en lidt mere vægtig politisk dagsorden end tilforn.
Paradoksalt nok har millennium-ønskebørnene indtil for nylig været low politics, men med dagtilbudsreformen ‘Småbørnsløftet’ og et gryende politisk fokus på pædagoguddannelsen, er der muligvis morgenluft at vejre.
Og der er mulighed for, at de store løfter til de mindste rent faktisk kan få varig betydning. Men netop kun mulighed, herunder også risikoen for, at det bliver ved ord og besværgelser. Det er set før. Ord og planer skal nemlig følges op af handling. Vi skal løfte hele børneområdet og skabe bedre sammenhæng mellem dagtilbud og skole.
Frugtbar dialog ikke givet på forhånd
Et af målene i det såkaldte ’Småbørnsløftet’, anført af Egmont Fonden og DEA, er, at alle småbørn har et godt børneliv, herunder at de udvikler de nødvendige forudsætninger – personligt, socialt og fagligt – for en god skolegang. Med andre ord et fokus på såvel deres væren i egen ret som det, de skal blive og forholde sig til, medens de er børn.
En indsats, som skal starte så tidligt som muligt, ikke forjaget, men netop med fokus på de store perspektiver i en tidlig indsats.
Og vi skal i højere grad samarbejde på tværs af fagskel for at sikre rige børneliv med fuldt blus på alsidige muligheder for udvikling. Dagtilbud er samfundsbærende opdragelses- og dannelsesinstitutioner, netop ikke som folkeskolen, men de facto på linje med. »Det vanskelige fællesskabs byrde lægges i forkælede vantehænder,« som det hedder om pædagogfrøkenens fingre (eller er det børnenes) i Rifbjergs barndomserindringer i ’Under vejr med mig selv’.
Vi skal bygge bedre bro for barnet mellem de to vigtige barndomsinstitutioner – dagtilbud og skole. Ikke for at gøre dem ens, men for at lade dem fremkalde deres forskellighed i et stærkere samvirke. Med skolereformen er pædagogerne i højere grad inviteret indenfor i skoletiden.
Men en frugtbar dialog er ikke givet på forhånd. Pædagogerne har mange steder haft svært ved at finde deres ståsted i skolen, og der er for lidt tid til samarbejdet, som det hed i en rapport fra KP og BUPL tidligere på året. Det er vel at mærke samtidig med, at fritidspædagogikken risikerer at stå forpjusket tilbage.
Børnelivet er til debat, og med handleplanen for pædagoguddannelsen er den politiske bevågenhed aktuel. Men vi trænger til at lægge vægt på samarbejde og sammenhæng mellem de professionelle i børnenes liv.
Sammen med lærerne skal pædagogerne bidrage til børns udvikling og trivsel, dannelse og læring som en aktiv og ligeværdig partner. Det kræver, at pædagogerne selv, men også lærerne, er bevidste om, hvordan pædagogerne kan byde ind med deres stærke faglighed, og at alle er opmærksomme på, at de to professioner bidrager med forskellighed, der når det går godt kan skabe en ny inciterende samklang.
Handleplan for bedre pædagoguddannelse
Pædagoguddannelsen skal være bedre, end den er i dag. Derfor præsenterede professionshøjskolerne sammen med Uddannelses- og Forskningsministeriet i juni en handleplan, der vil styrke uddannelsen. En faglig håndsrækning til de studerende, så vi kan få endnu dygtigere pædagoger. Der er tale om et første skridt mod en bedre pædagoguddannelse, en nødvendig justering, snarere end en tilstrækkelig forbedring.
Vi vil give de studerende rammerne for det bedst mulige, engagerede og aktive studieliv. Vi vil gøre kravene klarere, så vi understøtter de studerende bedre i studierne – f.eks. i form af mødepligt i starten af studiet, tydeligere studieplaner og studiestartsundervisning.
Handleplanen sigter mod at løfte kvaliteten, men den skal følges op af bedre praktik, et styrket videngrundlag, mere tid mellem lærere og studerende og praksisnært forsknings- og udviklingsarbejde samt tættere alliancer mellem alle de aktører, som ikke alene har den evigt snublende nissehær kær, men også vil tage et professionelt ansvar.
Med eller uden vantehænder.
