Bestyrelsesformand på VIA University College, Per B. Christensen, bytter rolle med Jesper Fisker, bestyrelsesformand på Københavns Professionshøjskole, og er fra den 1. oktober ny formand for Danske Professionshøjskolers formandskollegie.
Udover at være formand for Danske Professionshøjskolers formandskollegie har Per B. Christensen siddet i en række bestyrelser og kommissioner. Senest har Per. B. Christensen bidraget til både regeringens Reformkommission og Robusthedskommission, som er kommet med anbefalinger til regeringens politik på bl.a. det videregående uddannelsesområde.
Per B. Christensen glæder sig til at fortsætte det vigtige arbejde, der venter på landets professionshøjskoler. Ikke mindst ser han frem til at bidrage til regeringens kommende reformspor af de professionsrettede uddannelser.
Landets professionshøjskoler står i en helt afgørende periode, hvor vi skal bidrage med nytænkning og konkrete idéer, der kan løse den rekrutteringskrise, vi blandt andet ser på en række helt centrale velfærdsområder. Det er nu, vi skal sætte alt ind for at gøre professionsuddannelser til bl.a. sygeplejerske og pædagog mere attraktive at vælge til – både som ung og senere i livet. Den opgave glæder jeg mig enormt meget til at bidrage til sammen med mine kolleger i formandskollegiet, siger Per B. Christensen.
Skiftet mellem Per B. Christensen og Jesper Fisker sker som følge af Jesper Fiskers pågående arbejde som formand for Sundhedsstrukturkommissionen, og som følge af at både Reformkommissionen og Robusthedskommissionen, hvori Per B. Christensen har deltaget, for nyligt har afleveret deres anbefalinger til regeringen.
Jesper Fisker, der er bestyrelsesformand for Københavns Professionshøjskole og administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, fortsætter som ny næstformand for Danske Professionshøjskolers formandskollegie. Ændringen træder i kraft den 1. oktober 2023, og gælder indtil formandsskabsperioden udløber i juni 2024.
Om formandskollegiet
Formandskollegiet i Danske Professionshøjskoler består af formændene for bestyrelserne på landets seks professionshøjskoler. Per 1. oktober 2023, består formandskollegie af følgende medlemmer:
Per B. Christensen, bestyrelsesformand på VIA University College (formand)
Jesper Fisker, bestyrelsesformand på Københavns Professionshøjskoler (næstformand)
Jens Stenbæk, bestyrelsesformand på Professionshøjskolen Absalon
Mads Duedahl, bestyrelsesformand på Professionshøjskolen UCN
Diana Mose Olsen, bestyrelsesformand på UC Syd
Poul Erik Madsen, bestyrelsesformand på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole