Spørgsmålet om udflytning er, hvordan placeringen af videregående uddannelser i hele Danmark bliver en gevinst for samfundet og ikke penge ud ad vinduet. Og det sidste er en reel risiko, skriver formand for Danske Professionshøjskoler Stefan Hermann.
Spørgsmålet om placering af uddannelser uden for de store byer har så småt overtaget dagsordenen fra udflytning af statslige arbejdspladser, når vi taler udvikling i hele Danmark. Det er der god grund til. Uddannelser kan være en vigtig brik i udviklingen i et område – hvis de er placeret med omtanke. Det kommer jeg tilbage til. Men der mangler et element i debatten. Vi finder ikke svar på de store udfordringer, Danmark står overfor – mangel på arbejdskraft, udvikling i hele landet mv. – hvis vi gør det til et spørgsmål om land versus by eller for/imod udflytning af uddannelser.
Vi skal i stedet fokusere på, hvor og hvornår det giver mening at placere uddannelser både i og uden for byerne. Professionshøjskolerne har en regional forpligtelse og har i årevis arbejdet for at styrke mulighederne for uddannelse i hele landet. Trods omprioriteringsbidrag og en udtalt mangel på at prioritere professionsuddannelser, er det en kurs, vi holder. Vores arbejde med at placere uddannelser uden for de store byer har givet os erfaringer, som bør tages med, når vi, resten af uddannelsesverdenen og politikerne arbejder med at placere uddannelser. Ellers spildes kræfterne (og skattekronerne) på uddannelser, som ingen får glæde af, mens der andre steder er behov for de samme uddannelser.
Først er lidt fakta på sin plads. Siden 2008 er optaget på de videregående uddannelser steget med næsten 60 pct. Stigningen i optaget af studerende på universiteterne er primært sket i de store byer, hvor universiteterne af gode grunde er placeret i ni ud af ti tilfælde. Til tider har debatten dog en undertone af, at professionshøjskolerne også har koncentreret vores uddannelser i de store byer. Det er forkert. Professionshøjskolerne arbejder løbende med at placere uddannelser der, hvor behovet er. Antallet af optagne på professionshøjskolerne uden for de fire store byer er steget med ca. 80 pct. fra 2008 til 2017. Det svarer til, at halvdelen af de nye studerende på professionshøjskolerne er optaget uden for de fire store byer i perioden.
Antallet af byer, hvor vi tilbyder uddannelser, er også steget. I 1998 kunne man blive socialrådgiver og sygeplejerske i hhv. 5 og 20 byer. I dag er det i hhv. 13 og 22 byer. Samlinger af uddannelsessteder er primært sket i og omkring de større byer og de steder, hvor uddannelser er lukket, har der været små optag. Fx den tidligere pædagoguddannelse på Dannerseminariet i Nordsjælland, hvor der i 2008 kun blev optaget 11 studerende.
Danske Professionshøjskoler arbejder efter en logik om, at der er brug for vores dimittender i hele landet. Hvis vi tager store uddannelser som pædagog, lærer og sygeplejerske, så viser flere analyser en markant mangel i hele Danmark – land og by. Derfor skal uddannelserne også ligge i hele Danmark. Den logik er vi for nylig blevet bekræftet i, da vi ved, at 75 pct. af de unge bliver boende i lokalområdet efter endt uddannelse. Så når vi taler om at afhjælpe en mangelsituation, spiller uddannelser og deres placering en central rolle.
Land og by er ikke modsætninger
Nu er det fristende at konkludere, at så skal politikerne bare have professionsuddannelserne ud af byerne og sprede dem med løs hånd ud over Danmarkskortet. Men vi skal have blik for nuancerne. Især to erfaringer fra vores arbejde med at sprede uddannelser er vigtige.
For det første er der ingen modsætning mellem by og land. Behovet for vores dimittender kan som nævnt være lige stort i København og i det vestligste Jylland. Så placering af uddannelser skal svare på det omkringliggende samfunds behov, og tage højde for en forventet udvikling, ikke mindst demografisk. At der forventes en meget stor vækst i antallet af børn i navnlig hovedstadsområdet må have konsekvenser for vores uddannelsesplanlægning, ligesom forskydningerne i den anden ene af skalaen med flere ældre også må have det.
For det andet skal en række omstændigheder være på plads for at ramme rigtigt. Og med rigtigt menes en bæredygtig uddannelse, hvor det lokale arbejdsmarked har brug for dimittenderne, hvor der er unge i området til at fylde uddannelsespladserne, hvor der er grundlag for et godt studiemiljø, studieboliger nok og ikke mindst en lokal opbakning til uddannelsen.
Vi skal ikke lade os styre af det, der ligner nemme og populære løsninger. Hvis vi sætter nåle for alle uddannelser i et Danmarkskort, så vil der stadig være områder, som ser mistænkeligt bare ud. Men der er altså også hyppigt dele af landet, hvor der ikke bor mange mennesker, og hvor der heller ikke er erhverv, som efterspørger arbejdskraft inden for professionshøjskolernes uddannelser.
Det er også derfor, vi siger uddannelser til hele Danmark og ikke i hele Danmark. Den bedste måde vores uddannelser kan svare på samfundets udfordringer, er ved at fokusere på de områder, hvor der er et behov og et grundlag. Her kan professionsuddannelserne gøre en forskel, hvad enten vi skal afhjælpe mangel på sygeplejersker i København eller skolelærere i Vestjylland.
Indlægget blev første gang bragt i Altinget Forskning 28. marts 2019.
