Reformkommissionen skal roses for deres ualmindeligt gode forslag om at gøre videregående efter- og videreuddannelse gratis. Men til gengæld også have kritik for at ville praksisgøre universiteterne, når vi nu allerede har professionshøjskoler og erhvervsakademier.
Af Stefan Hermann, Camilla Wang, Jens Mejer Pedersen, Alexander Von Oettingen, Harald Mikkelsen og Kristina Kristoffersen, hhv. rektor på Københavns Professionshøjskole, Professionshøjskolen Absalon, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UC Syd, VIA University College og Professionshøjskolen UCN.
Nye Reformveje 1 er titlen på Reformkommissionens seneste rapport, som skal have ros for at tage fat om flere vigtige udfordringer. Og således lægge nogle grundsten til en række vanskelige, men også helt nødvendige, uddannelsespolitiske diskussioner og prioriteringer. Kommissionens opgave er ikke let, og de politiske prioriteringer befinder sig i svært mineret terræn.
For enhver som måtte være i tvivl om, hvad disse prioriteringer handler om, kan man henvise til fakta om dels den demografiske udvikling, dels den aktuelle mangel på uddannet arbejdskraft, som hersker på bl.a. velfærdsområdet og i brancher med behov for tekniske kompetencer.
Behovet for et sikkert blik for helheder og sammenhænge og efterfølgende uddannelsespolitiske prioriteringer betyder også, at vi må ærgre os over, at Reformkommissionen udelukkende fokuserer på de lange videregående uddannelser, i bund og grund universiteterne. Vi har fuld forståelse for afgrænsningens kunst. Men tillader os også at stille spørgsmålstegn ved, om man kan komme med forslag, der sikrer ”at uddannelser er målrettet virksomhedernes og den offentlige sektors behov”, når der kun ses på universiteterne, som i 2020 uddannede under halvdelen (43 pct.) af det samlede antal studerende på de videregående uddannelser?
Det mener vi selvsagt ikke. I stedet er der brug for en samlet analyse og debat af uddannelsespolitiske forslag, som kan løse den mangel på arbejdskraft, som gælder på både det private og det offentlige arbejdsmarked.
Der bliver rift om de unge
Her tænker vi ikke mindst på de rekrutteringsudfordringer, som bl.a. gælder uddannelserne til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver, som alle oplever en vigende søgning i disse år.
Det faldende ansøgertal bør bekymre de fleste, da vi allerede i dag står i en uholdbar situation, hvor landets folkeskoler, daginstitutioner, socialpædagogiske tilbud og hospitaler ikke kan besætte ledige stillinger med uddannede medarbejdere. Tilmed viser prognoser, at der i 2030 vil være 9 pct. færre 17-årige end i 2021 og samtidig hele 53 pct. flere danskere over 80 år. Riget fattes unge og der venter altså ganske svære politiske prioriteringer forude.
Behov for at se det fulde billede
Det er ikke mindst i det lys, vi mener, at kommissionens manglende helhedsblik på de samlede videregående uddannelser bliver et problem. Et eksempel er den gennemgående grundtanke hos kommissionen, at de lange universitetsuddannelser bør praksisrettes. Blandt andet foreslås det, at cirka halvdelen af de universitetsstuderende fremover skal tage en etårig kandidatgrad, som også kan tages på deltid over to år, hvor man så samtidig arbejder på deltid. Den anden halvdel skal, ifølge kommissionen, stadig tage den toårige kandidatuddannelse, som vi kender i dag.
Her savner vi en refleksion over, helt principielt, om det er mejslet i sten, at 30 pct. af en ungdomsårgang tager en universitetsuddannelse. Men også mere konkret, om der som sådan er behov for praksisretning af universitetsuddannelserne, når det allerede findes på professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, som i dag fungerer og lever i et reelt og fasttømret samarbejde med den private og den offentlige sektor. Spørgsmålet er derfor, om yderligere praksisretning af universiteterne, er det rette greb i værktøjskassen, hvis det afgørende mål er at uddanne til samfundets behov. Med andre ord: Hvorfor professionshøjskolegøre universiteterne, når vi har professionshøjskoler og erhvervsakademier? Hvorfor gå over åen efter vand?
En tendens der i øvrigt vil forstærkes med den regionalisering af universiteterne, som følger af udflytningsaftalen, hvor universiteterne spreder deres udbud af uddannelser. Kommissionen synes med andre ord at overse, at man ikke meningsfuldt kan sammenkoble samfundets behov med de unges relativt frie valg, når man ser bort fra helheden og ser helt isoleret på de respektive sektorer, der heldigvis har forskellig identitet og rolle og forskellige tilbud til de unge.
Gode forslag om optag og videregående voksen- og efteruddannelse
Reformkommissionen skal også have ros for flere gode forslag i deres rapport. Fx er vi helt enige i, at der er brug for at sikre et bedre match mellem uddannelse og uddannelsessøgende gennem en nytænkning af optagelsessystemet. Her er et godt første skridt at gøre op med opfattelsen af, at et højt karakterkrav er lig med en god uddannelse og dermed et godt match for en ansøger med et højt snit.
Der er også ualmindelig fornuftigt tankegods i, at uddannelse i VVEU-systemet (Videregående Voksen og Efteruddannelse) gøres gratis. Det er en fremragende idé og vil give flere bedre muligheder for at opkvalificere sig på videregående niveau, hvilket der i den grad er brug for. Her burde kommissionen arbejde videre med at få uddybet, hvor der ikke alene kan sikres gratis VVEU til fx pædagoger, lærere og andre som vil videreuddanne sig inden for fx grøn omstilling, ledelse eller it, men også hvordan der kan tegnes bedre karriere- og udviklingsmuligheder, så færre forlader professioner, som lider af rekrutteringsudfordringer.
Politikerne på Christiansborg har bolden
Heldigvis er Reformkommissionen ikke færdige med at undersøge sammenhængen mellem uddannelser og arbejdsmarked. Vi ser frem til flere nye reformveje fra kommissionens side og anbefalinger til, hvordan vi får styrket professions- og erhvervsakademiuddannelserne, så de bliver endnu mere attraktive for de unge.
Forude venter, at politikerne på Christiansborg sammen med os og alle andre aktører omkring uddannelserne tager fat om de vigtige uddannelsespolitiske prioriteringer, som skal foretages i de kommende år, hvis vi fortsat skal uddanne til samfundets vigtigste behov. Vi medgiver, at det er svære, men også nødvendige valg, der skal træffes. Ikke mindst, når det kommer til spørgsmålet om, hvad vi skal uddanne mindre til. Antallet af unge bliver kun mindre i de kommende år, så hvor kan der skæres, og hvilke fag kan mest meningsfuldt erstattes af digitale løsninger og import af udenlandsk arbejdskraft? Det bliver de kommende års afgørende uddannelsespolitiske spørgsmål.
Indlægget er bragt på Altinget, den 31. maj 2022.
