Stefan Hermann: Skolen skæmmes af to tidsler – de nationale test og folkeskolens økonomi

Når det gælder skolepolitikken, er der mindst to udfordringer, der påkalder sig presserende opmærksomhed: De nationale test og det faktum, at folkeskolen i sin grunddrift har spændt buen til det yderste, skriver Stefan Hermann.

Folkeskolen var besynderlig fraværende i den forgangne valgkamp. Bevares, der blev fra flere fronter gjort en indsats for at få den ind i kampen, men for første gang nogensinde tog de helt små stikket. Dagtilbud fyldte uendelig meget mere end folkeskolen.

Den slags skyldes naturligvis ikke, at alt er fryd og gammen i folkeskolen. Det virker på en eller anden måde, som om den seneste justering af folkeskolereformen i januar 2019 med bl.a. et mildt sænket timetal og reduktion af understøttende undervisning har skabt lidt christiansborgsk ro om skolen.

Og ro og samling er der på sæt og vis brug for. Ikke stilstand, men samling om reelle forbedringer, der har klangbund blandt skolens hverdagsaktører. Heller ikke forloren konsensus skabt i købmandshandler, men et forsøg på at finde den højeste fællesnævner blandt legitime synspunkter og interesser.

Sagen om de nationale test skal landes
Listen af emner for en sådan dynamisk (og måske lidt naiv) samling er lang, men lad mig her alene fokusere på én afgørende faktor og et par tidsler. Lad os starte med tidslerne. Der er mange, men mindst to påkalder sig presserende opmærksomhed.

Den første er de nationale test. De er og har været i betydelig pædagogisk miskredit siden deres undfangelse, fordi de ikke måler det, de bør og tilsyneladende ikke fungerer i lærerens arbejdsrum og som grundlag for professionel dømmekraft. De er administrationspolitisk vanæret som standardiseret overstyring. Og de er ikke en folkelig sællert i forældrenes land.

Opfattelsen og oplevelsen af dem fylder væsentlig mere end deres egentlige status lovgivningsmæssigt og i den faktiske skolevirkelighed (hvis man kan adskille den slags), og de får indiskutabelt skyld for mere stress og jag, end de kan bære. Ikke desto mindre skal sagen landes, og her bør skolens interessenter og politikerne efter min vurdering afvente en redegørelse. Intet bliver af sig selv godt af, at man fjerner dem, men heller næppe af naivt at fortsætte trods årelang kritik.

Skolen har spændt buen til det yderste
Den anden tidsel er væsentlig tungere og bør påkalde sig mere end politisk eftertanke – kommunalt såvel som landspolitisk. Den angår skolens økonomi. Folkeskolen har løftet sin produktivitet enormt – på grund af det forøgede timetal, der løses af færre lærere end ved skolereformens start i 2014.

Men en skole, der i sin grunddrift har spændt buen til det yderste, har for det første ikke kun vanskeligt ved alene at løfte sin grundlæggende opgave, men også ved at udvikle sig. For det andet får det meget vel dygtige lærere, ledere og pædagoger til at søge andre græsgange.

Men med nye penge følger krav om resultater og progression. Og den slags skal politikere og omverden have en indikation for. Det er i sig selv et nyt slagsmål.

Den helt afgørende faktor for, at vi lykkes med folkeskolen – de fordringer, vi har til den, den opgave, den er tildelt i grundloven – handler om folkets opbakning til den.

Folkeskolen og dens forfatningsmæssige styrke
Folkeskolen kan kun være en folkeskole, hvis folkets børn går i den. Og den opbakning er vigende; de frie grundskoler har en andel, der nærmer sig de 20 procent, næsten en jævn udvikling fra midten af 1970erne til i dag.

Men det er kun den ene type segregering, hvor vi deler os – der foregår også segregering inden for folkeskolen, ikke mindst på grund af mere og mere opdelte boligområder.

Den slags kan man uden tvivl justere på med brug af hårde redskaber og ændring af de økonomiske vilkår, men den grundlæggende forudsætning ligger et andet sted.

Folkeskolen genvinder først sin forfatningsmæssige styrke hvis der 1) politisk skabes samling om den og 2) den udvikler sig til et stærkt arbejdsfællesskab med lærere, ledere og pædagoger i fælles udvikling af skoledagen og undervisningen, med forældre og elever som partnere. Ikke hist og her, men som fællesnævner blandt de mange folkeskoler i hele Danmark.

Det er paradoksalt nok den bedste overlevelsesmulighed for de frie grundskoler. Uden en stærk folkeskole vil de miste deres friheder. Det hele er nemmere sagt end gjort, men ofte undervurderet i polemikken om de nationale test, stridighederne om den lange skoledag osv.

Det fører for vidt her at udlægge teksten herfor, men at the end of the daystår og falder skolen, og dermed dens attraktivitet, med lærerne. Vi kommer derfor ikke udenom, at læreruddannelsen skal løftes. Heller ikke, at der er et stort og vedvarende behov for, at lærerne og deres kolleger løbende har muligheder for at udvikle sig inden for deres profession frem for at søge veje uden for.

Et kvalitetsløft i skolen går over et målrettet og langvarigt professionsløft. Og den slags får man kun med en tydeligere samfundskontrakt mellem skolens aktører og Christiansborg. Den er ikke skabt endnu, men såvel problemer som muligheder er store nok til, at det kan ske.

Bragt i Politiken Skoleliv den 17.06.2019

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
  • +45 33 38 22 00
  • uc-dk@uc-dk.dk
  • Ny Vestergade 17 st. tv. 1471 København K

Tilmeld nyhedsbrev

  • Tilmeld dig Danske Professionshøjskolers nyhedsbrev, og modtag debatindlæg, nyheder og udspil fra vores forskellige kanaler.