Stop besparelserne på uddannelse – nu

Omprioriteringsbidraget rammer uddannelsernes kvalitet, lyder det fra en samlet uddannelsessektor

Omprioriteringsbidraget og de årlige besparelser på to procent har alvorlige konsekvenser for kvaliteten, lyder det fra en samlet uddannelsessektor. Indlægget blev bragt i Information første gang 19. september 2018.

Af Birgitte Vedersø (Danske Gymnasier), Ole Heinager (Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier-lederne), Stefan Hermann (Danske Professionshøjskoler), Charlotte Lundblad (Danske Erhvervsakademier), Verner Rylander-Hansen (Danske HF & VUC), Anders Bjarklev (Danske Universiteter), Torben Vind Rasmussen (Efterskoleforeningen), Karsten Suhr (Danmarks Private Skoler – grundskoler og gymnasier), Jens Munk Kruse (Danske Landbrugsskoler), Elsebeth Gerner Nielsen (Rektorkollegiet for de Kunstneriske og Kulturelle Uddannelser), Jeppe Rosengård Poulsen (Danske SOSU-skoler).

I DANMARK HAR VI igennem generationer opbygget et velfungerende uddannelsessystem, der sikrer vores unge fundamentale færdigheder på et højt niveau, og sikrer vores voksne opgradering af kompetencer, så de kan møde de udfordringer nutidens og fremtidens arbejdsmarked stiller dem.

En investering i uddannelse og opkvalificering af arbejdsstyrken er ganske enkelt nøglen til den danske succeshistorie, der er kendetegnet ved høj beskæftigelse og gode lønninger for alle grupper i samfundet. Ude omkring på uddannelsesinstitutionerne arbejder vi hver dag for at levere uddannelser af høj kvalitet. Men den indsats gør det ikke alene.

Skal succeshistorien fortælles også i de kommende generationer, så skal vi investere i uddannelsessystemet – og det vigtigste skridt lige nu er at afskaffe de bevidstløse besparelser på to pct. om året, som har stået på siden 2016.

Milliarder af kroner som kunne sikre Danmarks fremtid, er i de seneste tre år fjernet fra uddannelsesinstitutionernes budgetter. Og med regeringens finanslovsforslag er der lagt op til at fortsætte besparelserne.

Det er en kortsigtet tankegang, der underminerer Danmarks styrkeposition og saver den gren over, som vores fremtidige velfærd hænger på. Derfor er vi i uddannelsessektoren gået sammen om at råbe #STOP2pctNU.

IGENNEM DE seneste tre år er der ifølge udregninger fra AE-Rådet – baseret på Finansministeriets egne tal – vedtaget besparelser på vores uddannelser på i alt 15 milliarder kr. gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag. 15 MILLIARDER.

Lad os kortvarigt forestille os, hvad vi kunne have fået for de penge, hvis de ikke var blevet barberet af budgetterne:

Havde vi haft 15 mia. kr. mere, kunne vi have undgået lærerfyringer, og så havde lærerne på de danske uddannelsesinstitutioner haft mere tid til den enkelte elev og studerende: Det ville betyde større nærvær, mere differentieret undervisning, mere fokus på formativ feedback og dermed undervisning af højere kvalitet.

15 mia. kr. havde kunnet sikre, at flere unge påbegyndte og gennemførte en erhvervsuddannelse, fordi de fik mere tid til ordentlig introduktion til uddannelserne og til at opfylde de krav, der stilles.

15 mia. kr. havde betydet, at flere voksne kunne få en målrettet efteruddannelse, så deres kompetencer hele tiden matcher et arbejdsmarked og et samfund i konstant forandring.

For 15 mia. kr. kunne vi have oprettet sproghold på gymnasier, erhvervsgymnasier og professionshøjskoler – også hvor der var et begrænset antal interesserede elever/studerende. Så havde vi måske ikke stået i en situation, hvor grundskoler landet over mangler kvalificerede tysk- og fransklærere, og hvor erhvervslivet skriger på arbejdskraft med sprogkompetencer.

15 mia. kr. havde givet uddannelsesinstitutionerne mere luft til at indkøbe moderne udstyr, så man kan gennemføre undervisning, der matcher, det eleverne og de studerende kommer til at møde, når de kommer ud på arbejdspladserne.

Der ville også være råd til at efteruddanne underviserne i at bruge det nye udstyr, og til at opdatere dem på informations- og kommunikationsteknologi, og på det nyeste inden for læring – alt sammen til gavn for elever og studerende.

De mange mia. ville også have sikret uddannelsesinstitutionerne økonomi til at fokusere mere målrettet på karrierelæring for elever og studerende og på det vigtige samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.

Men det handler ikke kun om de unge. Det handler om os alle sammen. I Danmark forventer vi kvalitet, når vores syge skal plejes, når vores børn og unge skal uddannes, eller når der bygges broer, der skal holde. Hele grundlaget for den kvalitet undermineres, hvis regeringens forslag til finanslov kommer igennem, og i en tid hvor kravene og forventningerne til professionerne accelererer, er det fuldstændig uholdbart at forringe kvaliteten i uddannelserne til for eksempel sygeplejerske, ingeniør, folkeskolelærer, SOSU-medarbejder og elektriker.

UDDANNNELSE ER ikke en unødig luksus. Det er forudsætningen for, at vi kan opretholde vores velfærdssamfund, og Rockwoolfonden dokumenterede sidste år i sin publikation Afkast af Uddannelse, at der fortsat er gode penge at tjene – for samfundet og for den enkelte – ved at investere i uddannelse.

Hvis 10.000 ufaglærte tog en uddannelse, ville det give et ekstra bidrag til det danske BNP på en milliard kroner om året – vel at mærke når prisen for at uddanne dem er trukket fra.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd drager lignende konklusioner: I en analyse fra sidste år fastslår de, at uddannelse fører til højere løn og lavere risiko for arbejdsløshed. Uanset om det er en erhvervsuddannelse, en kort, en mellemlang eller en lang videregående uddannelse.

Og Danmark har faktisk hårdt brug for mere arbejdskraft inden for alle uddannelsesområder, hvis væksten i de små og mellemstore virksomheder og i eksporterhvervene skal fortsætte med at generere velstand til landet, og hvis vi skal tilbyde en kvalificeret offentlig service. Allerede om få år er der ifølge AE-Rådet udsigt til at mangle 65.000 med korte og mellemlange videregående uddannelser og 72.000 faglærte, og AE-Rådet har tidligere fastslået, at der også kommer til at mangle mere end 20.000 med lange videregående uddannelser.

Med mindre vi skal importere læger, sygeplejersker og SOSU’er til at tage sig af vores syge og gamle, tømrere til at bygge vores huse, og pædagoger til at passe vores børn, så er vi nødt til at uddanne dem selv.

En sideeffekt af at satse på uddannelse er, at både skatteindtægter og privat forbrug vil stige, hvis det lykkes at hæve det generelle uddannelsesniveau.

DE DANSKE UDDANNELSESINSTITUTIONER ligger i dag spredt ud over hele landet og er med til at skabe sammenhængskraft mellem landsdelene og sikre, at rigtig mange unge mennesker tager en uddannelse. Forskning viser, at bliver skolevejen for lang, så falder eleverne fra, men med de fortsatte besparelser bliver det svært at opretholde et varieret uddannelsesudbud i de tyndt befolkede områder – især fordi antallet af unge falder på landsplan. Og det ligefrem styrtdykker i mange mindre byer.

Som uddannelsesinstitutioner savner vi en klar uddannelsespolitisk vision, som ikke er styret af økonomiske sparekrav, men som handler om, hvad vi vil med vores uddannelsessystem. Og den vision må vel være, at vi får flest muligt uddannet bedst muligt, til gavn for eksporterhvervene, den offentlige og den private sektor. Til gavn for hele samfundet.

Det hedder så flot, at vi skal leve af innovation, men de kreative løsninger og de banebrydende opfindelser kommer ikke blot, fordi man trækker ”tænkehatten” ned over ørerne. De opstår på basis af fundamental viden, og den basale viden får vi igennem et velfunderet og vidtforgrenet uddannelsessystemet, der vægter kvalitet højt.

Derfor må og skal vi af med omprioriteringsbidraget, så uddannelsesinstitutionerne får økonomisk luft til at gøre det, de er sat i verden for: At udbyde uddannelser af høj kvalitet til gavn for den enkelte – og for samfundet. Derfor #STOP2pctNU.