Aftale om styrket forskning på børneområdet er et afgørende skridt for øget kvalitet på området, mener Danske Professionshøjskoler. Formand Stefan Hermann bemærker især, at partierne bag aftalen lægger vægt på praksisnær forankring og inddragelse af pædagoguddannelsen. Dygtige pædagoger er centrale i et kvalitetsløft af børneområdet.
”Oprustningen af forskningen på børneområdet kommer til at gøre en forskel, som i den grad kan mærkes. Vi savner forskning, som er tættere på den hverdag, børnene oplever, og som har fokus på den praksis, som især pædagoger skal agere i, og det er præcis det, aftalen lægger op til,” siger formand i Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann.
Aftalen indebærer, at der afsættes 50 mio. kr. årligt i 2021-2024 til at opbygge og styrke den danske pædagogiske forskning rettet mod de mindste børn i aldersgruppen 0-6 år. Forskningen skal bidrage til, at alle børn får de bedst mulige betingelser for at klare sig videre frem i livet, bl.a. ved at alle børn i dagtilbud trives, lærer og udvikler sig og dannes.
LÆS MERE: Aftalen om forskningsreserven
Stefan Hermann bemærker også, at der i aftalen er fokus på sammenhængen mellem forskningsmiljøer, pædagoguddannelsen og hverdagen i daginstitutionerne.
”Det er en styrke, at partierne allerede nu tænker i sammenhænge og derfor i inddragelse af aktørerne på børneområdet. Området er ikke bare vigtigt, men også stort og komplekst. Derfor er det afgørende, hvordan aktørerne bliver inddraget, og hvordan vi skaber viden, som kan løfte og bruge både på uddannelsen, i daginstitutionerne og i læringen, når de studerende er ude i praktik,” siger Stefan Hermann.
LÆS MERE: Tema om professionshøjskolernes forskning og udvikling