Mette Frederiksen foreslår professionsuddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske og socialrådgiver bedre fordelt i hele landet. En sympatisk tanke, professionshøjskolerne gerne vil bidrage til. Flere udbud af høj kvalitet forudsætter dog, at der både er studerende til uddannelserne og penge til at drive uddannelsesstederne.
Af Stefan Hermann, formand Danske Professionshøjskoler
Under Folketingets åbningsdebat kom Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen med et ønske om yderligere udflytning af professionsuddannelser. Vi kan kun være enige i, at det er afgørende for sammenhæng og udvikling, at unge kan uddanne sig i hele Danmark, men flere uddannelser afhænger af en række forudsætninger for at kunne lykkes. Blandt andet den nødvendige politiske støtte til en økonomi, som gør det muligt at lave uddannelser af høj kvalitet.
Stærke professioner i hele Danmark
I dag findes professionshøjskolernes uddannelser allerede i 35 byer. Ser man på den regionale dækning på de største uddannelser er den faktisk bedre i dag end for både 10 og 20 år siden. Læreruddannelserne uden for København og Århus er nogle steder blevet flyttet rundt, men alt i alt kan man blive lærer lige så mange steder i Danmark, som man kunne i 1999.
Derudover oprettes der fra 2018 såkaldte uddannelsesstationer, og dermed kommer læreruddannelsen også til Randers, Holstebro og Fredericia. Det samme gælder for sygeplejeuddannelsen, hvor et udbudssted er lukket, et andet er oprettet. Socialrådgiveruddannelsen er et tredje eksempel, som må siges at være en regional succeshistorie. For ti år siden var uddannelsen forbeholdt seks byer. I dag findes socialrådgiveruddannelsen i tolv byer fordelt i hele Danmark.
Høj kvalitet kræver økonomi og studerende
Når professionshøjskolerne uddanner til afgørende professioner, som skaber vækst, velstand og et helt Danmark, skal kvaliteten være i orden, og der skal være et stærkt fagligt miljø i regionen – fx at uddannelsen til sygeplejerske placeres i rimelig nærhed til et sygehus eller ingeniøruddannelsen tæt på virksomheder.
Vi ser derfor både på, hvorvidt de studerende er til stede i regionen, om kvaliteten er høj nok, og om uddannelsen økonomisk hænger sammen. Tre kriterier, som skal være opfyldt, for at udbyde en uddannelse. Det er de enkelte regioner, som skal levere studerende, professionshøjskolerne har ansvaret for de faglige studiemiljøer, og politikerne på Christiansborg, som beslutter hvor mange penge, der er at uddanne for.
Da pædagoguddannelsen for eksempel lukkede på Dannerseminariet i Nordsjælland i 2008, var der elleve studerende tilbage. Det er svært at sikre den nødvendige kvalitet med så få studerende. Et andet eksempel er læreruddannelsen i Skårup på Sydfyn, der i 2010 før skærpede optagelseskrav i 2013 havde 53 studerende og blev flyttet til Odense for at sikre den nødvendige kvalitet i uddannelsen.
Omprioriteringsbidraget den største trussel
Desværre sætter konsekvente besparelser mulighederne for flere og bedre professionsuddannelser under massivt pres. Ikke bare uden for de store byer, men alle steder i Danmark kan det mærkes, at der i perioden 2016-2021 spares knap 1,9 mia. kr. på professionshøjskolerne. Det bringer timetallet under pres, og i sidste ende vil de gå ud over patienter, ældre, udsatte børn og unge og elever i skolen; alle de steder, hvor der er brug for dygtige og engagerede professionelle.
Uanset hvor sympatisk tanken er om et Danmark i bedre balance, giver yderligere udflytning af professionsuddannelser med andre ord kun mening, hvis politikerne dropper omprioriteringsbidraget og satser på kvalitetsudvikling. Manglende politisk investeringslyst er den største trussel mod flere regionale uddannelsesudbud og et sammenhængende Danmark.
En trussel, som Mette Frederiksen blev direkte adspurgt om under åbningsdebatten, men ikke klart bekræftede, at S vil fjerne.
