Dimensioneringen af videregående uddannelser tager ikke hensyn til lokal efterspørgsel af arbejdskraft.
Af Carsten Koch, formand for formandskollegiet hos Danske Professionshøjskoler, Charlotte Lundblad, formand for bestyrelsen i Danske Erhvervsakademier, Stephanie Lose, næstformand i Danske Regioner.
65.000 håbefulde studerende er klar til landets videregående uddannelser. Det er en god tid – blandt andet fordi uddannelser både i og uden for de større byer er afgørende for vækst og udvikling. En stor spredning af uddannelser er vigtig, da de fleste får arbejde i det område af landet, hvor de har taget deres uddannelse.
Desværre er der regler, som i dag spænder ben for at uddanne dem, der er behov for rundtomkring i landet. Det skyldes, at en række videregående uddannelser er underlagt dimensionering. Kort fortalt: Der er loft over, hvor mange der kan optages på en uddannelse beregnet ud fra tidligere års ledighed. Dimensionering giver langt hen ad vejen god mening, så vi undgår at uddanne til ledighed, men den nuværende ordning er også skævt indrettet:
Dimensionering tager udelukkende afsæt i nationale ledighedstal uden hensyn til, at der er forskel på ledigheden forskellige steder i landet. For eksempel er der stort behov for ansatte til designvirksomheder i blandt andet Midtjylland. Alligevel har VIA University College fået begrænset sine studiepladser, fordi ledigheden er for høj andre steder i landet.
Det er bekymrende, da mode og livsstil ikke alene er en vækstbranche, men også et vigtigt eksporterhverv. Man har skåret cirka samme andel af studiepladserne alle steder i landet uden hensyn til de lokale forhold. Den grønthøstermodel er helt uholdbar.
Et andet eksempel er webudvikleruddannelsen, hvor Erhvervsakademi Kolding har måttet afvise kvalificerede ansøgere på grund af dimensioneringen. Der er ellers stor efterspørgsel fra det lokale erhvervsliv, og alle nyuddannede fra januar 2017 er allerede i job.
Den nuværende model for dimensionering bremser altså vækst og udvikling, fordi man nogle steder i Danmark ikke uddanner det antal personer, virksomhederne har behov for. Det handler ikke om land mod by. Det handler om, at uddannelsespladserne skal være der, hvor det giver mening i forhold til erhvervslivets behov. Det handler om, at danskerne desværre ikke rejser så meget på tværs af landet efter job, som man kunne ønske sig.
Det gode er, at Uddannelses- og Forskningsministeriet i løbet af 2017 vil se dimensioneringsmodellen efter i sømmene. Vi vil kraftigt opfordre til, at man i langt højere grad tager hensyn til, at virksomhederne har forskellige behov fra region til region. Derfor bør dimensioneringen ikke udelukkende baseres på nationale tal.
