Fortsætter de unge som hidtil med at strømme ind på gymnasiet vil vi øge en række skævheder, som der er brug for at rette op på, hvis arbejdsmarkedet ikke skal lede forgæves efter kvalificeret arbejdskraft om få år.
Af Stina Vrang Elias, adm. direktør i Tænketanken DEA; Harald Mikkelsen, formand for Danske Professionshøjskoler og Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand for Carlsberg
For nylig meldte uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) klart ud på forsiden af denne avis, at vi i Danmark er i fuld gang med at overuddanne de unge. Og ministeren satte handling bag ordene ved at skrotte det officielle mål om, at 25 procent af en årgang skulle gå på universitetet. Et mål som i øvrigt for længst er blevet overhalet af virkeligheden, og som den tidligere regerings Kvalitetsudvalg påpegede som en udfordring, fordi arbejdsmarkedet har svært ved at absorbere det stadigt stigende antal akademikere.
Vi er langt hen af vejen enige med ministeren. Der er de senere år sket en skævvridning af vores uddannelsessystem, og udfordringerne starter allerede i vores ungdomsuddannelser. Her vælger flere og flere unge gymnasievejen og færre og færre en erhvervsuddannelse. I dag er det således 3 af 4 unge som vælger gymnasievejen. Det er især det almene gymnasium, stx, som er populært hos de unge, idet næsten hver anden ung tjekker ind her direkte efter folkeskolen.
Gymnasierne fylder altså rigtig meget, og der er derfor god grund til at interessere sig for, hvad der foregår i gymnasiet, og hvordan de bidrager til det samfund, som de er en del af. De unges valg af ungdomsuddannelse har nemlig store konsekvenser for erhvervslivets adgang til kvalificeret arbejdskraft og dermed for muligheden for at skabe et konkurrencedygtigt erhvervsliv samt en velfungerende offentlig sektor med effektive skoler, sygehuse og ældrepleje.
Derfor er det også positivt, at regeringen lægger op til at forbedre ungdomsuddannelsernes indbyrdes sammenhæng, som der står i regeringsgrundlaget. Oversat til almindeligt dansk bør det betyde, at trafikken mod især det almene gymnasium og videre mod universiteterne omdirigeres og kommer til at matche behovene i erhvervslivet og den offentlige sektor bedre.
Vi har brug for, at gymnasierne bliver bedre til at gøre de unge klar til en bredere kreds af uddannelser, altså også erhvervsakademiuddannelserne og professionsbacheloruddannelserne.
Det er lidt af en supertanker, der skal vendes i den danske uddannelsessektor. Skal det lykkes os at udstikke en ny kurs, er der i høj grad brug for en bred offentlig debat, som skal klæde de unge bedre på, så de vælger en uddannelse, som er den rigtige for dem, og som de kan bruge på arbejdsmarkedet. De unge er selvstændige og socialt orienterede individer, som ikke blot følger fornuftige og velmenende råd fra regeringskontorerne. De skal både klædes på, men også udfordres i deres valg af uddannelse.
Her er en debat om de senere års tendens til uddannelsessnobberi vigtig, hvor signalet til de unge har været, at den universitære tilgang er finere og bedre end fx en erhvervs- eller professionsuddannelse. Det er en tendens, som vi skal udfordre – både rundt om i de danske hjem og i den mere direkte vejledning af de unge.
Man er også nødt til at overveje en række mere konkrete forslag på ungdomsuddannelsesområdet. For det første om vi skal blive bedre til at stille tydeligere krav og forventninger til de unge, som gerne vil læse på gymnasiet. Hvad kræver det egentlig af faglig kunnen og personlig motivation at gennemføre en boglig gymnasial uddannelse? Hvis vi ikke stiller tydeligere krav, gør vi det også uklart, hvad den valgte uddannelse egentlig kræver og fører til.
Tydeligere krav kan være ét bidrag til at sikre en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft. For hvis vi blot kører videre ad den nuværende vej, risikerer vi at ende i en situation med over 60.000 studenter, som reelt er ufaglærte, fordi de endte på en uddannelsesvej, som nok er populær, men som hverken var den rigtige i forhold til deres kompetencer og motivation og heller ikke fører til en erhvervskompetencegivende videregående uddannelse, som kan bruges til noget ude på arbejdsmarkedet. Det kan vi ikke være bekendt over for de unge. Og for samfundet er det også en uklog investering.
Det er helt naturligt at stille faglige krav til adgangen til ungdomsuddannelserne. Det vil fx være et tydeligt krav til de unge at have mindst 4 i fagene dansk og matematik for at få adgang til stx, htx og hhx, så det i højere grad bliver for de bogligt kvalificerede. Det er trods alt det primære formål med de boglige ungdomsuddannelser at lede frem til videregående uddannelse.
Det skal i givet fald overvejes, om et lignende krav også skal gælde HF, der på samme måde leder frem mod videregående uddannelse. Karakterkravet kan suppleres med, at en mindre del af eleverne, fx 20 pct., kan blive optaget på andet end karakterer, fx via samtale eller en prøve.
Det vil give elever, som er særligt motiverede, men som ikke opnåede det tilstrækkelige snit, mulighed for at starte på stx, hvis det er det, som de brænder for. I forlængelse heraf, og mindst lige så vigtigt, er det at sikre et højt fagligt niveau i gymnasiet. Det bør bl.a. ske ved, at flere elever dels får matematik på mindst B-niveau dels får flere naturvidenskabelige fag på mindst B-niveau både for at styrke deres naturvidenskabelige dannelse og motivation og de unges videre uddannelsesmuligheder.
Det vil også klæde bl.a. de kommende lærerstuderende endnu bedre på og motivere dem til at gå den naturfaglige vej i folkeskolen.
Der bør også ses nærmere på hf og sammenhængen til videregående uddannelse. Hf er på den ene side den ungdomsuddannelse, der har størst succes med at løfte personer fra uddannelsesfremmede hjem og personer med afbrudte ungdomsuddannelsesforsøg igennem til studentereksamen.
På den anden side er hf den ungdomsuddannelse, hvor færrest læser videre, og hvor flest falder fra på de videregående uddannelser sammenlignet med øvrige studenter og faglærte. Spørgsmålet er derfor, om vi har fundet den rette afvejning mellem hf’s rolle som løftestang for kursister med dårligere forudsætninger for at gennemføre en gymnasieuddannelse og uddannelsens faglige niveau.
Et andet spørgsmål er, om hf´s sigte bør ændres. Man bør overveje, om hf med fordel kan målrettes mere mod den gruppe af unge, der ønsker en effektiv og målrettet ungdomsuddannelse med konkrete, praksisnære afsæt til en bredere vifte af erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser og tage mere udgangspunkt i den unges faglige motivation og jobønsker.
Listen over forslag er lang. Men det er listen over udfordringer også. Og der er brug for, at vi debatterer og gør noget ved de udfordringer på ungdomsuddannelserne, som lægger kimen til en række af de skævheder, som vi ser i dag. Derfor håber vi, at regeringen følger intentionerne i regeringsgrundlaget til dørs og sikrer, at ungdomsuddannelserne bedre kan udfylde deres vigtige rolle i det danske uddannelsessystem, så vi får den sammenhæng mellem uddannelse og arbejdsmarked, som Danmark har så hårdt brug for.
Kronik bragt i Jyllands-Posten den 15 oktober 2015
