Velfærdsuddannelser uden for de store byer får et engangsbeløb på 50 mio. kr. fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Det er et rigtig kærkomment bidrag til at styrke uddannelser til bl.a. pædagog, sygeplejerske og lærer i hele Danmark, siger formand i Danske Professionshøjskoler, Peter Sørensen.
”Tiden med corona har virkelig vist, hvor vigtige de velfærdsuddannede er for Danmark. Velfærdsuddannelserne er helt afgørende for, at vi i hele landet har sygeplejersker, pædagoger og lærere nok til de voksende opgaver i kommuner og regioner på især børne-, ældre og sundhedsområderne. Så enhver styrkelse af velfærdsuddannelserne er kærkommen,” siger Peter Sørensen, formand for formandskollegiet i Danske Professionshøjskoler.
De 50 mio. kr. er et engangsbeløb, som er øremærket til velfærdsuddannelserne uden for de store byer, skriver Avisen Danmark.
“Man skal kunne tage en uddannelse, uanset hvor man bor, og der skal være kvalificeret arbejdskraft overalt,” siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen til Avisen Danmark.
LÆS MERE: Pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet
Stefan Hermann, formand for rektorkollegiet i Danske Professionshøjskoler, forstår godt, at midlerne er øremærket velfærdsuddannelserne uden for de store byer.
”Det sender et vigtigt signal om, at regeringen er opmærksom på, hvor vigtigt det er, at vi uanset om det er land eller by kan levere de professionelle, der er brug for i daginstitutioner, på sygehuse, i folkeskolen og mange andre steder,” siger han.
LÆS MERE: Fakta om uddannelser til hele Danmark