Professionshøjskolerne vil gerne vurderes på, om kvaliteten i vores uddannelser er i orden. Det er bare nemmere sagt end gjort, og derfor er det endt med, at kvaliteten ofte sættes lig med de målbare undervisningstimer, selv om disse timer kun er en blandt flere relevante studieaktiviteter.
Af Harald Mikkelsen, formand for Danske Professionshøjskoler
Studerende på pædagog- og læreruddannelsen og andre professionsuddannelser skal selvfølgelig have et tilstrækkeligt antal undervisningstimer. Undervisningen er kernen i en videregående uddannelse, og vi vil som sektor gerne holdes op på uddannelseskvaliteten og især den læring, som kommer ud af undervisningen. Det er dog en kompleks størrelse, og internationalt er OECD trods årtiers massiv indsats for eksempel endnu ikke lykkedes med at finde troværdige, statistiske definitioner på uddannelseskvaliteten eller måder at sammenligne institutioner på.
Herhjemme overvåges professionshøjskolernes undervisning nøje. Akkrediterings¬institutionen undersøger alle videregående uddannelser, Styrelsen for Videregående uddannelser indhenter data til brug for det statslige tilsyn med uddannelserne, og Rigsrevisionen har gennem de seneste to år rekvireret data for at komme tættere på indholdet i den ”sorte boks”, som kvalitet i videregående uddannelse udgør.
Professionshøjskolerne pegede i en rapport fra 2011 på, at studerende på en professionsbacheloruddannelse som lærer eller sygeplejerske i gennemsnit bør have omkring en tredjedel af deres studieaktive tid som undervisningstimer. Det svarer til cirka 12 timers undervisning om ugen. I en nylig opgørelse fra Danske Professionshøjskoler baseret på tal indberettet til Styrelsen for Videregående Uddannelsers timetalsdatabase fremgår det, at de fire store ”velfærdsuddannelser” – lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver i dag i gennemsnit giver sine studerende 13 undervisningstimer om ugen.
De andre cirka to tredjedele af undervisningstiden foregår altså med andre studieaktiviteter end traditionel undervisning. De studerendes hverdag består af en blanding af klassisk undervisning, opgaveløsning og læsning, studiepræsentationer med feedback fra underviser og vekselvirkning med den obligatoriske praktik. Kontakten mellem studerende og undervisere er altid fundamentet, men ikke et kvalitetsmål i sig selv. De studerendes egen indsats uden for klasselokalet betyder meget for det samlede læringsudbytte, og netop den planlagte sammenhæng mellem forskellige læringsformer bidrager til kvalitet i uddannelserne.
Et andet argument for ikke at bruge timetal som kvalitetsmarkør er, at det kan sammenlignes med at sælge elastik i metermål. Hvis timetallet skal op, kan man fx blot ændre på holdstørrelser, men får den studerende samme læring ud af en times undervisning på et hold med 20 studerende som ved en forelæsning for 200 studerende? Timetælleri udstiller af samme grund også de institutioner, som prioriterer at hjælpe mindre grupper af studerende med at gå i dybden med stoffet og løse særligt vanskelige faglige udfordringer, da indsatsen vil vise sig som samlet set færre undervisningstimer.
Som udgangspunkt for høj uddannelseskvalitet har Professionshøjskolerne i fællesskab udviklet en model der beskriver fire overordnede kategorier af studieaktiviteter på en professionsbacheloruddannelse. De fire kategorier tager afsæt i, om det er underviseren eller den studerende, der har initiativet til studieaktiviteten, og om det er studieaktiviteter, hvor der deltager en underviser eller kun deltager studerende.
Traditionel klasserumsundervisning er i denne fælles studieaktivitetsmodel kun en af flere aktiviteter i den ene af de i alt fire kategorier. I samme kategori er der også forelæsninger og vejledning. Modellen er derfor med til at tydeliggøre, at et studie også handler om aktiviteter som praktikophold, forberedelsestid, litteraturlæsning, fremlæggelser, opgaveskrivning, observationsarbejde, innovationsprojekter etc. Det er undervisernes opgave at planlægge sammenhængen mellem de fire dele, så den samlede sum af undervisningstimer og feedback, selvstændige opgaver, studenterfremlæggelser og praktik udgør et fuldtidsstudie og giver de studerende kompetencerne til at træde ud i professionen efter 3,5-4 år på skolebænken.
Professionshøjskolernes studieaktivitetsmodel er ikke svaret på alt, men et skridt på vejen til en mere nuanceret forståelse af moderne undervisning på en videregående uddannelse. Det er nødvendigt, da rene opgørelser af timetal ikke må være den eneste ramme for udviklingen af videregående uddannelser.
På professionshøjskolerne håber vi derfor, at uddannelsesdanmark vil fortsætte den vigtige diskussion om uddannelseskvalitet – men altså gerne på et mere nuanceret grundlag, selv om det bliver lidt mere besværligt at måle.
Bragt i Politiken 11. oktober: Kvalitet i uddannelsen handler ikke kun om timer
