2000’erne var forskningen årti. 10’erne uddannelsernes årti. Lad 20’erne blive undervisningens og dermed pædagogikkens årti.
Forskning og videregående uddannelse er folkets sag, men ikke en folkesag sagde uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) til den årlige rektormiddag på Københavns Universitet for et par måneder siden. Det er så sandt, som det er sagt, men to emner bed sig dog grundigt fast i valgkampen.
En bred koalition af partier i Folketinget ønsker nu at afskaffe det såkaldte omprioriteringsbidrag, som indebærer, at der årligt spares 2 pct. på uddannelse. Det lyder af lidt, men er kolossalt meget. I perioden 2016-19 er der tale om adskillige milliarder kroner.
Nu holder man måske op med at grave hullet dybere. Men de studerende får ikke mere undervisning, bedre feedback og fyldigere vejledning af, at de automatiske besparelser annulleres. Det bliver bare ikke værre. Dernæst har der vist sig bred tilslutning til at afskaffe det såkaldte uddannelsesloft, der indebærer, at man som hovedregel kun kan tage én videregående uddannelse.
En ny regering vil således efter al sandsynlighed tage initiativ til at fjerne disse to betydelige onder. Men et bredere anlagt nysyn og investeringsvilje er ikke så nemt at få øje på.
Men hvori kunne et nybrud bestå, et nysyn, som muligvis kunne begrunde en genfunden investeringsvilje. Lad mig her pege på tre områder, der kunne være med til at gentegne den samfundskontrakt, som de videregående uddannelser bør have med samfundet.
Det drejer sig for det første om uddannelser til hele Danmark. For det andet om forskning og uddannelse, der styrker velfærd. Og endelig om at opprioritere undervisningen på de videregående uddannelser. Det er selvklart ikke de eneste områder, der kunne indgå i et strategisk nybrud eller bare i forsknings- og uddannelsespolitikken som sådan, men det kunne være tre centrale nye områder.
Forsknings- og uddannelsespolitikken er præget af brede forlig og har de sidste knap 20 år udviklet sig i en betydelig konsensus.
2000’erne var i bund og grund det store forskningspolitiske årti. Det var her, Danmark forpligtede sig til at bruge 1 pct. af bnp i offentlige udgifter til forskning.
Her vi fik de nye strategisk anlagte forskningssatsninger med Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation, der skulle fremme forskningens nytte i samfundet og ikke mindst i det private erhvervsliv. Det var her, man udviklede den bibliometriske forskningsindikator, der skulle fremme kvalitet i forskningen og stimulere publicering.
Alle de internationale ranglister, der viser top og bund målt på forskning, slog igennem her. Og det var ikke mindst i 00’erne, at vi fik en ny universitetslov med mere virksomhedsgjorte ledelsesforhold i institutioner, der blev lagt sammen i betydeligt omfang.
Som kronen på værket reserverede et bredt flertal bag velfærdsforliget i 2006 hele 43 milliarder kroner til forskning, innovation og uddannelse. Det meste til forskning for at fremme vækst og velstand. Helge Sander, der var minister 2001-10, formulerede periodens forskningsideologi i den nu navnkundige formulering ’Fra tanke til faktura’.
Forskning knyttede sig til faktura, til værdiskabelse i navnlig det private erhvervsliv. Selv om der kom akkreditering af uddannelser og meget andet i 00’erne, er det næppe vildledende at sige, at 00’erne var et særlig forskningspolitisk årti, der havde konkurrence og faktura som sit vandmærke. Medens det stod, på tæskede alle løs på Sander, der blev hånet for sin åndløshed og ’herningkapitalisme’. I dag længes mange efter Sander og ikke mindst de penge, han havde med.
Sideløbende med de omfattende investeringer i forskning og talrige reformer steg antallet af studerende støt. Stort set alle sektorer voksede. En sand eksplosion af nye uddannelser så dagens lys. I 10’erne kulminerede såvel væksten som ambitionen om et stigende optag med S-R-SF-regeringens målsætning i 2011 om, at 60 pct. af en årgang skulle have en videregående uddannelse.
Men lige så langsomt meldte der sig en mætning, der satte igennem fra 2014 og frem. Vækst og ’vi kan ikke blive kloge nok’ blev til besindelse og opbremsning. Der var blevet for mange (mærkelige) videregående uddannelser.
LÆS MERE: Afskaffelse af omprioriteringsbidrag – Et vigtigt skridt for de studerende og Danmark
De studerende var ikke hurtige nok til at gennemføre. Mange uddannelser havde for høj ledighed, og uddannelsesprofiler blev beskyldt for ikke at være relevante, samtidig med at der blev sat fokus på uddannelsernes kvalitet (med akkrediteringssystem og idelige målinger).
Vi fik derfor en fremdriftsreform, der skulle puste de studerende i nakken. En ledighedsbaseret dimensionering, der skulle regulere optaget, så det svarer til de timelige behov på arbejdsmarkedet.
En bevillingsreform, der skulle sætte en dæmper på institutionernes angivelige aktivitetsiver. Reduktion af internationale studerende. Uddannelsesloft for at fremme de studerendes målrettethed. Nedskæringer i lange baner på ’kornfede’ institutioner for nu at parafrasere tidliger uddannelses- og forskningsminister i 2015-16 Esben Lunde Larsen (V).
Siden kom i 2017-18 Søren Pinds filosofikumudvalg, der blev glemt, så snart det havde barslet med sine forslag om fremme af den akademiske dannelse på universiteterne.
Senest i 2019 kom aftalen om ændring af universitetsuddannelserne, så de minder lidt mere om professionsbacheloruddannelser, og løftet om afskaffelsen af den tvivlsomme karakterbonus og signaler om en ny karakterskala med plads til såvel at fejle som at præstere det geniale.
Årtiet var uddannelsernes årti, uddannelsespolitikkens årti. Igen – der skete meget andet, men hovedåren i de politiske problemer og svar var uddannelsespolitiske, ikke primært forskningspolitiske. Og sigtet var arbejdskraft, først mere og mere, dernæst den, der ikke giver ledighed, men vækst, bl.a. gennem iværksætteri og entreprenørskab. Hvor forskningspolitikkens leitmotif i 00’erne var faktura og vækst, blev uddannelsespolitikkens ditto arbejdskraft og relevans.
Og nu kommer vi så til det. Hvad bliver 20’erne? Mit bud er, at det bør blive undervisningens årti og dermed pædagogikkens årti i de videregående uddannelser.
Ikke i negligering af de tidligere epokers landvindinger og fejltagelser, men som åbningen af et nyt strategisk felt – politisk, fagligt og ledelsesmæssigt. Men lad os først kigge på to af de betydelige forsyndelser i uddannelses- og forskningspolitikken i 00’erne og 10’erne.
Den ene har at gøre med, at de ikke knyttede et stærkt bånd mellem de videregående uddannelser, forskningen og i bred forstand den velfærd, som optager danskerne. Alt handlede om vækst, samfundsrelevans blev til erhvervsrelevans – kun meget lidt om bedre dagtilbud, skoler, udsatte, handikaptilbud, sundhed, ældre eller demokrati og kultur for den sags skyld.
Den anden, at man ikke var opmærksom på balancen mellem by og land og navnlig den måde, som den blev opfattet på. Det meste handlede om koncentration. Men lad os se på det med velfærd først.
Medens 00’erne var præget af en lang række initiativer og tiltag, der skulle knytte forskningen tættere på værdiskabelse og konkurrencekraft, var anstrengelserne for at fremme sammenhængen mellem forskning og velfærd kun meget beskeden, især hvis man ser bort fra den kliniske sundhedsforskning, der jo udspiller sig i ikke mindst praksis på sygehusene.
Hvor man søsatte stribevise af initiativer, der skulle styrke forskningens vej til faktura og forskningens performance, forblev langt de fleste offentligt rettede velfærdsområder felter, der blev overset.
Og en egentlig plan, et nysyn, der knyttede forskningens temaer og indsigter, eventuelt med nye langfristede midler, på store brede velfærdsområder som det pædagogiske og sociale område, blev aldrig lagt.
Og der blev slet ikke opbygget et innovationssystem, der kunne fremme en bedre videnbasering af offentlig service (for at fremme kvalitet og måske ad den vej bidrage til at begrunde den afregulering, alle taler om, men aldrig realiserer).
Forskning og fornyelser, der kunne styrke velfærd, er the missing link. Det, som er glemt bag den omfattende satsning på excellence i forskning og moderniseret industripolitik.
Bevares, der har været lidt investeringer hist og her, men næsten ikke noget, der batter, og som sætter sig varige spor. F.eks. er det påfaldende, at de sidste 15 år har set massive og velbegrundede offentlige og private tiltag for at styrke den tekniske og naturvidenskabelige forskning, men der har ikke været taget skridt til et løft af fagdidaktiske forskning på områderne, altså den forskning, som kunne stimulere undervisningen, f.eks. læreruddannelsen, på de omtalte felter og dermed bidrage til at højne den naturfaglige almendannelse og fremme et større udbytte blandt elever og studerende i disse fag og således få flere til at vælge disse fag efterfølgende.
En ny regering bør derfor tage skridt til at fremme forskning og strategiske forskningssatsninger, som er langvarige, tæt forbundet til de uddannelser, der uddanner til velfærd, og tæt knyttet til den praksis, hvori velfærden skabes og omsættes.
LÆS MERE: Regeringen bør ikke vente med investeringer i uddannelse
Velfærdsspørgsmålet må ikke reduceres til en (helt reel) driftsdagsorden, men er og bør være en udviklingsdagsorden. Ikke alene flere pædagoger, men også dygtigere pædagoger med bedre viden om virksomme tiltag og praksisser snarere end udøvere af et håndværk, der er henvist til alene at gentage sig selv, medens forventningerne stiger, tilsynet strammes, og konceptpædagogikken frister med nemme løsninger.
Den anden forsyndelse de sidste par årtier er mere slagkraftig, ja, nærmest dramaturgisk. Den handler om balancen mellem by og land, om ulighed i adgang til uddannelse, om koncentrationer i de store byer og udmatning af liv og muligheder i de mindre.
Spørgsmålet har ikke været high politics i de videregående uddannelser i 20 år, men er p.t. det mest markante tema. Sandheden er, at antallet af uddannelsespladser de sidste 10 år i runde tal er steget såvel inden som uden for de fire store byer, især på professionsuddannelsernes område. Her har vækstraten været betydelig større uden for end inden for de store byer.
Man kan blive socialrådgiver i 13 byer i Danmark i dag mod 5 i 1998. Man kan påbegynde lærergerningen i 18 byer mod 15 i 1998. Man kan blive pædagog i 23 byer i dag mod 25 i 1998 og sygeplejerske i 22 byer mod 20 i 1998. For alle uddannelserne er vægten i antal uddannelsespladser forskudt væk fra de fire store byer.
Det er ikke nogen skæv udvikling, hvis man anlægger et nationalt perspektiv, selvom det eksempelvis opleves som et tab, at pædagoguddannelsen i Ranum lukkede i 2009 med et optag på under 20.
Sandheden er, at langt det meste af vandringen til de store byer skyldes stigningen i optaget på universiteterne, der har 90 pct. af sine pladser i de store byer, medens professionshøjskolerne har mere end 4 af 10 uden for disse.
Ikke desto mindre ved vi, at mange studerende bliver og bosætter sig der, hvor de studerer. Og der skal gives et svar på spørgsmålet. Men de enkle svar, som med planøkonomisk udflytningsiver fyger i luften, forregner sig. Alene at fastholde og konsolidere decentrale udbud bliver en kunst, da demografien er en kamel. Mere end 70.000 flere helt små børn i 2030 og over 160.000 +80 årige.
Men færre 17-årige. Altså dem, der skal til at vælge uddannelse. Samtidig skriges der primært på pædagoger, lærere og sygeplejersker i de større byområder. En ny regering og et nyt Folketing bør derfor lægge an til en mere strategisk langfristet planlægning og stille finansiering til rådighed.
Hovedproblemet på professionsuddannelserne er ikke at få spredt dem yderligere, men frem for alt at udvikle kvalitet og attraktion i uddannelserne og måske med inspiration fra udlandet tænke i nye former for udbudssteder. Det er ikke placeringen af pædagog-, lærer- og sygeplejerskeuddannelserne, der er den sværeste knast. Det er, at vi uddanner for få, og at flere skal bringes til at vælge disse uddannelser.
Den tredje forsyndelse er rodfæstet og dyb. Der går nærmest ikke en uge, uden at jeg modtager invitationer, mails og nyheder om denne eller hin forskerpris, der skal uddeles eller det forskningsprojekt, der skal fremmes. Ministeren overrækker priser i et væk, kongehuset kaster glans, DR 2 sender ph.d.-cup, vi pisker rundt til forskningens døgn. Fortsæt selv.
Undervisningen derimod henligger i halvskygge. På trods af at det netop er det stærkeste daglige pulsslag i de videregående uddannelser, der, hvor forskningen formidler sig mest effektivt, der, hvor studerende tilegner sig deres fag og i samvær med undervisere og medstuderende bevæger sig fra novicer til mestre.
Her er en righoldighed af engagement og dygtige lærere, men ingen nationale strategier; stort set ingen politikker, som ønsker at fremme dette felt. I stedet besparelser og med den nye bevillingsreform en indlagt kvalitetsvurdering afhængig af de studerendes svar på et spørgeskema – som vel at mærke får bevillingsmæssige konsekvenser for institutionerne.
Det er ikke new public management light uden hårde økonomiske mekanismer, men rigtig straf og belønning – nok mest det første. Undervisningen er det område, der helt og indiskutabelt rummer den største mulighed for et kvalitetsløft. Ud over at være ramt af besparelser er det samtidig et rum, der udfordres af kundegørelse af de studerende og strammere styring fra statens og institutionernes side.
Det store løft her handler om at sætte de faglige og pædagogiske miljøer ’fri’ ved at forpligte dem til at udvikle stærkere kollektive professionelle normer for undervisningen, at udvikle standarder uden at standardisere, at samarbejde ved at blande sig i hinandens pædagogiske arbejde.
Når det handler om at håndtere digitalisering klogt, at løfte studieintensitet, at fremme det faglige udbytte, professionel dannelse etc. Det indebærer afprivatisering af undervisningens rum – ikke for at svøbe det i en klæg masse af ledelsesstyret konceptpædagogik eller tro på, at der bare skal flere data til rådighed. Data og dokumentation skal ikke primært være noget, ledelser ansvarliggøres med, men bør primært fremme undervisning. Ikke for at mindske undervisernes handlerum, men netop for at styrke deres dømmekraft og betydning.
Ikke alene som solister, men netop som medlemmer af et fagfællesskab, der tager ansvar for at formulere fælles normer for god undervisning, og som er optaget af realisere disse normer i samvirke med de studerende.
Det vil kræve enormt meget af institutionernes ledelser, som ikke kan reduceres til administrative værktøjer, og af medarbejderne ligesom det vil stille store krav til staten og fagforeningerne.
Men det vil være et internationalt hidtil uset træk i higher education med et land, der turde satse på undervisningen og på pædagogikken. Hvor 00’erne var forskningens årti med fokus på faktura, 10’erne uddannelsernes årti med fokus på arbejdskraft, bør 20’erne bliver undervisningens årti og dermed pædagogikkens årti.
