Beslutningen om at nedlægge kommissionen om læreruddannelsen er en god nyhed, mener Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler. Nu bliver der ro til at skabe samling om udviklingen af en ambitiøs læreruddannelse, som allerede er i gang, siger han.
”Beslutningen om at nedlægge kommissionen om læreruddannelsen giver os mulighed for at fokusere endnu stærkere på det store arbejde, som allerede foregår i og omkring uddannelsen. Vi kender godt uddannelsens udfordringer og muligheder. Vi kan nu fokusere helhjertet på at udvikle en bedre læreruddannelse sammen med nøgleaktørerne,” siger Stefan Hermann, formand for Danske Professionshøjskoler.
Allerede da en ekspertgruppe i 2019 fremlagde en evaluering af læreruddannelsen stod det klart, at anbefalingerne flugtede med den handleplan, som professionshøjskolerne har sat i gang. Arbejdet med handleplanen er fortsat siden da i samspil med bl.a. kommunerne, de lærerstuderende selv og de undervisere, som har deres daglige gang på uddannelsen. På den måde flugter beslutningen fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen med danske pædagogiske traditioner for forsøgs- og udviklingsarbejde, og Stefan Hermann ser udmeldingen fra ministeren som en støtte og opfordring til at skrue op for intensiteten af det arbejde.
”Læreruddannelsen er på sin vis rygraden i en god folkeskole, og vi skal levere dygtige lærere til folkeskolerne i alle egne af Danmark. Jo stærkere en læreruddannelse, jo større gevinst i folkeskolen, og for os alle. Nu spiller ministeren bolden over til os, medarbejdere, studerende og samarbejdspartnere i og omkring skolen. Den bold vil vi gribe med stort ansvar og stærk inddragelse af læreruddannelsens og skolens parter,” siger formanden.
Stefan Hermann er også tilfreds med, at ministerens beslutning lader en dør stå åben for større ændringer, uden at lægge sig fast på, at det er det, der er brug for.
”Vi skal ikke låse os fast på, at reformer er den eneste vej frem, men vi skal heller ikke udelukke det. Så jeg synes, ministeren rammer den rigtige balance. Der er ingen tvivl om at læreruddannelsen også afhænger af politiske prioriteringer,” siger Stefan Hermann.
LÆS MERE: Tema om fremtidens læreruddannelse